Læsetid: 5 min.

'EU gør ingen forskel'

26. maj 1998

Det er svært at forholde sig til EU, når hverdagen tilsyneladende ikke har ændret sig, siden Sverige gik med i Unionen i 1994, siger svenske unge

GÖTEBORG - "Sverige fungerer fint, som det er nu, EU gør ingen forskel," siger Gunilla André på 21. Hun er ikke videre interesseret i EU, og det er hendes kompis Mikael Strömberg, 22, heller ikke.
De sidder på trappen op til det enorme Göteborgs Kunstmuseum - Sveriges svar på Fort Knox - og spiser frokost med god udsigt over Kungsports Avenuen, der strækker sig mondænt og bredt et par kilometer ind mod byens centrum.
Göteborg, som blev anlagt i 1619, har et sammensat europæisk præg over sig; Prags storstilede bypanlægning, Amsterdams kanalsystemer og Aalborgs lave bebyggelse. En pudsig blanding.
Gunilla har rettet på sine briller og vejet ordene:

Ikke forskel til dagligt
"Når man ser på de fire år, der er gået siden folkeafstemningen, er der jo ikke sket noget særligt. For mig føles det som en planløs Union," fortsætter hun.
Gunilla læser matematik og fysik på universitetet på første år, og Mikael arbejder i et AV-foretagende (noget med lys, lyd og billeder). Politisk ligger de "mere til venstre" end til højre, er de enige om, og det gør deres omgangskreds også.
Både Gunilla og Mikael stemte nej til Den Europæiske Union, da der var folkeafstemning om den i november 1994. Deres stemmer var ikke nok. Med 52,2 procent af stemmerne hoppede Sverige på EU-toget, splittet, men fattet.
Mikael og Gunilla har det indtryk, at mange unge føler sig hægtet af i forhold til EU.
"De orker ikke sætte sig ind i EU, for de kan ikke se en forskel i hverdagen alligevel," mener Mikael.
"Det virker, som om de, der sidder i Europa-Parlamentet, har andre planer end at fremme forholdene for Sverige. Jeg ved ikke, hvordan de aftaler, de laver, forbedrer noget," siger Gunilla.
Når de to venner skal sætte ord på, hvorfor de helst vil være fri for Unionen, er det, fordi de lidt "føler sig som en udvalgt skare," som Gunilla smilende formulerer det. Hun er klar over, at det er højtflyvende formuleret.
"Det føles lidt specielt at være i Sverige," retter hun det til.
Otte minutters gang fra Kunstmuseet kan man købe varm korv - hot dogs - til fem spän, som en lille mørkhåret fyr i kunstneren-kendt-som-Prince-gevandter varmer på en medbragt grill til tonerne fra den rigtige Princes musikalske højdepunkter. En gimmick der får Information til at melde sig som køber.
Fire meter til højre tilbyder en kittelklædt svensk social- og sundhedsstuderende en gang gratis massage på en medbragt briks. Ifølge et håndskrevet skilt for at øve sig. Men hun kan kun gøre det här och här, siger hun og mærker akavet af på sine egne rygstykker
På Göteborgs Centralstation støder Information på Fredrik Ericsson. Et væddemål med en kammerat har ført hans frisure 15 år tilbage i tiden. Det er langt i nakken og har et vrinsk af finsk.

Sverige - ikke uden EU
Fredrik er ikke finne. Han er sidst i 20'erne og tilhænger af EU. Efter at boet i Malmö, Århus og Lund, hvor han har læst lidt forvaltning, sociologi, filosofi og religionshistorie, arbejder han nu på et kommunalt projekt, der involverer undervisning af indvandrere. Ingen af uddannelserne har han gjort færdige, men til gengæld har han en alsidig fornemmelse for det svenske samfund. Hvor Mikael Strömberg og Gunilla André følger deres fornemmelser i forhold til EU, går Fredrik mere i detaljen.
"Jeg tror ikke, at Sverige vil overleve, hvis vi røg ud af EU," siger Fredrik Ericsson og ser bekymret ud på den anden side af bordet.
Informations udsendte drikker et par starköl med ham på en café nærheden.
"Nordmændene (der stemte nej til Unionen, red.) klarer sig jo godt nok, men jeg har dem mistænkt for, at det er oliens skyld," fortsætter han.

Handel og fred
Fredrik mærker intet til EU i dagligdagen, men hans tanker om Unionen er også på et mere abstrakt plan.
Der er særligt to ting, som gør, at Fredrik går ind for et samlet Europa: Handel og europæisk samarbejde om fred. Hvis Jugoslavien havde været en del af EU, var der ikke opstået krig, mener han.
"Til sammenligning har konflikterne mellem Grækenland, der er i EU, og Tyrkiet, der gerne ville være med, aldrig udviklet sig til det værre," siger han.
Med hensyn til handlen kan Fredrik ikke se, hvad det skulle nytte ikke at være med i EU.
"Hvis Sverige var uden for EU, tror jeg alligevel, at Sveriges industri vil tilpasse sig EU's regler for at kunne eksportere. Men forskellen ville være, at Sverige ikke havde en demokratisk indflydelse på Unionen. Det ville være ret forkert, hvis Sverige satte sig udenfor. Unionen bliver styret af treenigheden Paris, Berlin og London, så det gælder om at være med."
"Jeg tror ikke, at det er utvetydigt positivt med alle EU's regler og normer, men man må tilpasse sig," siger Fredrik.

Nej mod nord
Vi har rejst os og går over Drottningtorget, da Fredrik Ericsson råber "pas på". Torvet er som plastret til med sporvognsskinner og vogne kører forbi med det, der ligner 60 kilometer i timen.
"Man ser tit fordrukne alkoholikere dejse over denne plads. jeg fatter ikke, hvordan de kan undgå sporvognene," siger han. Han er altid selv nervøs for dem.
Da busserne indtog byerne i 50'erne, nedlagde Stockholm og Malmö deres sporvognsnet. Men direktøren for sporvognene i Göteborg var angiveligt sporvognsfanatiker. Han købte de andre byers sporvognsmateriel og udbyggede sin bane. I dag har Göteborg et imponerende sporvognsnet, der flyder som lava ud ad byen. Byen forekommer mere international, selvom den ligger langt væk fra, hvor det sker i Europa.
Fredrik Ericsson mener, at jo længere nordpå, man kommer i Sverige, des flere EU-modstandere er der.
"Det burde ikke være sådan. Nordpå kan de få meget ud af EU-bidragene. Men de har traditionelt altid været meget konservative deroppe."
"De traditioner som er værd at bevare, vil man aldrig kunne ødelægge," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu