Tanker ved et afstemningsresultat - før det forelå og før pinse
Frie ord
"Et blandt de dybest liggende træk hos Euripides er hans egenskab at være oppositionel. Man kunne være fristet til at anvende det udtryk på ham, som en af vort lands for nylig afdøde politikere plejede at anvende om sig selv, at han hverken var højremand eller venstremand, hverken konservativ eller radikal men helt enkelt oppositionel."
Claes Lindskog: Euripides - Moderna Ideer i antik Dräkt (1928).
Som sædvanlig er læseren klogere. Af tvingende tekniske grunde skal disse påstået frie ord afleveres længe før det afstemningsresultat foreligger, der sammen med Pakistans fem atombomber alligevel er det eneste, der interesserer i morgen, når avisen er på gaden - og læseren i modsætning til skribenten er klog på om det blev et ja eller et nej og hvordan verden reagerer på verdens nye atommagt.
Hvad skal jeg så skrive om? spurgte jeg redaktøren.
Noget andet, svarede han.
Det vil jeg ikke. Jeg vil skrive om det Europa, der stemmes om i skrivende stund og som frembragte den naturvidenskabelige tankegang og teknik, der både er forudsætningen for EU's internationalisering og atombomben.
Til den ende udnytter jeg et tilsyneladende sammenfald af tilfældigheder og ikke mindre end tre bogstavrim, nemlig at en af den EUropæiske tankegangs grundlæggere, den græske tragediedigter EUripides fra omkring 485 til 406 f. Kr., har haft noget der ligner et gennembrud i København i netop dette forår op til folkeafstemningen om EU.
Han er den sidste af de tre store, Aiskylos, Sofokles og Euripides, som i det femte århundrede før vores tidsregnings begyndelse i Athen skabte det europæiske teater i mere end én forstand.
På Det Kongelige Teater havde Fønikerinderne premiere i begyndelsen af maj i Madeleine Røns instruktion
(Dekoration og kostumer af Karin Betz, oversættelse af Jørgen Mejer og Søren Ulrik Thomsen til dansk for måske første gang og med Ghita Nørby, Bodil Jørgensen, Olaf Johannessen, Søren Sætter-Lassen, Ole Ernst og flere andre i de forskellige roller.)
På Kanonhallen havde Bakkantinderne præmiere for godt en uge siden med Anne-Lise Gabold som instruktør - og nyoversætter sammen med Louis Abildgaard.
Scenografi og kostumer: Lene de Fine Licht. Percussion: Lisbeth Diers. Medvirkende bl.a.: Puk Scharbau, Bo Carlsson, Hans Henrik Voetmann, Kim Nørrevig og Marianne Høgsbro.)
Begge opførelser har fået strålende anmeldelser. Hvor er han dog moderne, den næsten to og et halvt tusinde år gamle græker, har den enstemmige vurdering lydt.
Eller rettere: Hvor kan dygtige teaterfolk dog gøre ham nærværende, har anmelderne hævdet. Derfor nævnes teaterfolkene også her.
HVAD Fønikerinderne angår på Det kgl. kan jeg kun bekræfte begejstringen: Det gik lige ind.
Det handler om elitens magt og om den kærlighed, der bliver knust, når magten tager magten fra den beherskede magt og gør den til ubehersket magtdrift. Aktuelt som bare ind i Helvede - dagen efter afstemningen og atombombesprængningerne.
Kanonhallens opførelse af Bakkantinderne har jeg til gode til på tirsdag. Til gengæld så jeg det for år tilbage på det oldtidsgamle amfiteater selv i Epidauros. Af gode grunde var det på græsk, men havde man den danske oversættelse (i dette tilfælde af Niels Møller) med i håndtasken og hjertekulen gik også det lige ind.
"I de græske dramaer beskrives fuldstændigt rene følelser, f.eks. had og kærlighed, mens det moderne, neurotiske menneske er fyldt med blandede følelser. Vi vil på scenen fortælle en historie om noget så væsentligt som de glemte ritualer. Dem, som er med til at forme menneskets identitet, og som fortæller om det mandlige og kvindelige i begge køn - to sider af livet, der tales så meget om i vores tid," har Anne-Lise Gabold sagt om sin opsætning af Bakkantinderne.
"Det er et materiale, der er mere anvendeligt og forståeligt nu end for 2.500 år siden, da stykket blev skrevet. Forståeligt, fordi vi først nu er blevet bevidste om de skyggesider, som vi alle bærer rundt på. Anvendeligt, fordi vi lever i en tid, hvor vores kønsidentitet hele tiden bliver konfronteret med opløsning af normerne."
En mærkelig udtalelse. De græske dramaer skulle beskrive fuldstændig rene følelser, hvad vi moderne, neurotiske mennesker er afskåret fra med vores blandede følelser.
Alligevel er det først nu, Euripides bliver forståelig, fordi vi moderne mennesker er blevet bevidste om de skyggesider, som vi alle bærer rundt på. Det lyder som en selvmodsigelse, at vi er afskåret fra Euripides og dog først forstår ham nu. Men jeg tror, jeg forstår Anne-Lise Gabolds mening. Nøgleordet er ritual.
Ritualet forholder sig til de kræfter og magter, der i mytens form optræder som indbyrdes samvirkende og kæmpende guder eller Gud og Satan. Psykologiseres de ud over en bestemt grænse går ritualet tabt og de selv i opløsning som blandede følelser og bolcher. Afskåret fra de forskelle, der gør en forskel: Had eller kærlighed, det mandlige og det kvindelige, bliver tilværelsen småneurotisk eller det, der er værre, og tragedien til tidsfordrivende underholdning, uopfyldt og umættelig pirring.
Ritualet, når det er godt (for også ritualisering kan være af det onde), opøver omgangen med kræfternes og magternes, gudernes og Guds, skyggesider uden at neurotisere det guddommelige.
Om noget er Bakkantinderne tragedien om ekstasens gud, Dionysos. Ekstase er et græsk ord, der handler om at være ude af sig selv - for at give plads til det guddommelige.
Det er nødvendigt, men det har sin skyggeside, som Euripides heller ikke skjuler.
For stiger det guddomelige os til hovedet, så vi ingen grænser kender for vores guddommelige selvrealisering - er det ikke længere Gud men Satan gudens skyggeside), der har taget magten.
Pinsen er den kristne fest for ekstasen. Apostlene var netop ude af sig selv, da helligånden blev indgydt i den, som var den sød vin.
Også for kristne kan Gud stige til hovedet, og så er det ikke længere Gud, men...
HVAD er den moderne internationalisering og naturvidenskab, der nødvendiggør store markeder og atommagter? Det guddommelige eller dets skyggeside?
Er læseren blevet klogere på det efter afstemningen i går og verdens reaktioner på verdens nye atommagt?
Euripides kan man i hvert fald blive klogere på og af. Jeg skal på given foranledning ærligt indrømme, at jeg selv i går stemte mere på Euripides end på EU.
