Når bremserne blokerer, togvognen brænder og alt lys forsvinder på vej ud i nattens Europa, kan man ligeså godt omdanne toget til en stor multinational fest
På vej
TOG 483, VOGN 200 - Østrigske Adam storpraler med, at han står for maden på trans-atlantiske krydstogtskibe og blot skal hjem til Klagenfurt for at pakke en ny kuffert.
Brasilianske Ricardo nikker, som om han forstår, og gør opmærksom på, at han personligt er marathonløber og på Europaturné. Med Jesus' hjælp slap han ud af narkohelvedet for et år siden, og nu får han kraft fra oven til at løbe 42 kilometer. Han viser sit nye testamente og et Europa-kort med ring om de byer, han skal løbe i.
Jeg holder kæft og håber derved at kunne tie blærerøvssamtalen ihjel. På det tidspunkt ved jeg ikke, at der kun er godt en time til katastrofen.
Så jeg lytter, mens smukke Sjælland i aftensolen bare suser forbi. Udsigten til bindingsværk langs banestrækningen afløses af mørke og boret Storebæltstunnel. For senhalvfemsernes nattog fra København og ud i Europa sendes via Fyn og Sønderjylland.
Og tv-reklamen lyver ikke. Det er færgefrit, lynhurtigt og komfortabelt med lækre, lyse liggevognskupeer. Sæderne er betrukket med blåt stof, lavet af brandhæmmende materialer, og der er sågar en lille brochure om sikkerhed i tunnelen.
Jo, der er langt fra Interrail-tidens velour-agtige vogne fra Deutsche Bahn til nutidens Euro City Night. Den søde, kvindelige tyske konduktør, 'die Schaffnerin', tilbyder mig endda at komme med en kop kaffe i morgen tidlig, når toget er en time fra München, hvor jeg skal af.
"Selv om det er blevet lidt fint, så er nattoget simpelthen måden at rejse ud i Europa på," tænker jeg med et smil på læben, mens mørket langsomt falder på nord for Kolding.
Det er her sammenbruddet sker.
Totalblokering
Pludselig totalblokerer toget. Røgen vælter ind i vogn 200, og de svenske pensionister i kupeen til højre hoster og hakker. Lyset går ud, og togpersonalet løber hen ad gangen. De river brandslukkeren ud af skabet og forhindrer vist nok en mindre brand i at brede sig.
Mens toget holder bomstille og røgniveauet atter falder, stiger forvirringen blandt nysgerrige passagerer. Både Adam og Ricardo har i panik besat gangen sammen med mindst ti elever fra Dramaskolen i København, der hidtil har drukket intenst til tonerne fra en ghettoblaster på fuldt drøn. Nu er den slukket, og de råber ikke mere.
Jeg går mod strømmen og åbner i stedet vinduet i min kupé. Solen er næsten gået helt ned, og fuglene synger på sidste vers, mens konduktørerne går langs skinnerne og lyser med lommelygter. "Den er gal med din vogn 200," råber en dansk konduktør til min Schaffnerin.
Det forstår de amerikanske udvekslingsstuderende fra Firenze ikke. De kigger ud af vinduet fra kupeen til venstre for mig. Men den ene har mediesans og kommenterer i bedste CNN-stil, hvad der er sket: "In Southern Denmark a Euro City Night train has come to a complete stop following an explosion, possibly a bomb. Nobody has claimed responsibility for the attack..."
Togpersonalet bliver overfaldet med spørgsmål fra passagererne, men bliver svar skyldig. Et er sikkert, lyset er forsvundet for stedse fra vogn 200, men det lykkes lokomotivet at trække toget i sneglefart ind på banegården i Kolding.
Diktat fra toppen
Efter en halv times uvished på spor 3, kommer diktatet fra DSB-toppen: Alle passagerer i vogn 200 skal gå over i restaurantvognen ved siden af. Så giver DSB gratis øl, indtil en siddevogn kan kobles på i Padborg, og den liggevogn - passagererne har betalt for - kan komme på i Hamborg.
Heldigvis er bistrovognens bardisk rigtig lang og bemandet med hele tre tjenere, der knapper øl op i et flot, flot tempo. Det er som om, de forsøger at tage al utilfredshed i opløbet. Men de kan spare sig ulejligheden.
Ingen brokker sig over at blive stuvet sammen og skal stå op. Ingen. Hverken pensionisterne fra Göteborg, Adam, Ricardo eller Johanne fra Zürich, der er på vej hjem til Schweiz efter at have festet igennem i København.
"Jeg har knapt sovet i to nætter," siger Johanne. Alligevel mobiliserer hun kræfter til at danse med hele Dramaskolen, som skråler med i vilden sky på firserpartyhits af Wham, Eurythmics m.v. Selv Aretha Franklin ryger på CD'en, og de halvfimsede tjenere vrikker med hofterne, mens restaurantvognen forvandles til en stor fest.
Varmt blod
Vi rocker, mens toget ruller. Sydpå. Gennem mørket. I Padborg kobles en ekstra siddevogn på toget, men langt de fleste fortsætter festen i bistrovognen. Man kan alligevel ikke komme til at ligge ned endnu. Adam fører sig frem over for de amerikanske piger, mens Ricardo tager billeder af nordeuropæere, som pludselig viser livsglæde, varmt blod og rytmesans.
Die Schaffnerin, som opbevarer pas og billetter fra passagererne i vogn 200, har sit hyr med at forklare den tyske paskontrol, at hun ikke har styr på hvilke pas, der tilhører hvem og hvor. Men tilsyneladende kan politifolkene til sidst se det håbløse i situationen. De trækker på skuldrene, og konduktøren smiler lettet.
Det gør hun også, da liggevognen kobles på syd for Hamborg. Hun forsikrer, at "kun skidefulde mennesker" kan falde ned fra øverste seng. "Gute Nacht", siger hun til hver enkelt passager.
Sikke en service. Tilgivet, at hun glemmer at komme med kaffen næste morgen, da toget kører over vinstok og sten gennem Bayern. Godt en time forsinket i ankomsten til München - og med svære tømmermænd - kan jeg sige farvel til alle dem, jeg lærte at kende på nattoget, Euro City (Party) Night.
