Læsetid: 4 min.

Euroen giver mere politisk union

2. maj 1998

Eksperter mener, den fælles valuta vil skubbe EU mod større integration. Men spørgsmålet
er hvor hurtigt og hvor vidtgående?

EU-topmødet udpeger i dag de lande, der skal deltage i den fælles EU-valuta - euroen. At den fælles mønt vil føre til tættere politisk integration, er der enighed om blandt fire danske eksperter, som Information har talt med.
Men om konsekvensen ligefrem er en fuldt udbygget politisk union, er der stor uenighed om.
Af de 15 EU-lande vælger Danmark, Storbritannien og Sverige foreløbig at holde sig uden for ØMU'en, mens Grækenlands økonomi ikke lever op til adgangskriterierne.

Mindre handlefrihed
Niels Thygesen, professor i økonomi og én af Maastrichttraktatens fædre, er ikke i tvivl om, at ØMU'en vil fremme den politiske integration:
"En del af selve den Økononomiske og Monetære Union er et mere forpligtende samarbejde om finanspolitik, i den forstand, at der bliver sat ydre grænser for handlefriheden. Mulighederne for at have så store offentlige underskud, som eksempelvis det danske i begyndelsen af 1980'erne, bliver stærkt begrænset"
"Derudover kommer der nu et organ af finansministre, som skal diskutere, på hvilke punkter, man kan gå videre, det såkaldte Stabilitetsråd. Det må foreløbigt blive på frivilligt grundlag, fordi der ikke ligger vedtagelser desangående. Men det må forventes, at der bliver lagt op til lidt tættere koordinering af den samlede økonomiske politik i hele ØMU-området."
Niels Thygesen "vil ikke blive forundret", hvis finansministrene også tager spørgsmål om bedre overensstemmelse af skattepolitikken på dagsordenen:
Beslutninger om eventuel skatteharmonisering og anden form for koordinering, skal tages af det samlede finansministerråd. Men ministrene fra de 11 lande i valutaunionene mødes dagen før for at diskutere nogle af de samme emner:
"Og der vil selvfølgelig være en tilbøjelighed til, at deres konklusioner vil lægge et anderledes pres på de fire tilbageværende. Så selv om Stabilitetsrådet er et uformelt organ, kan det godt få en væsentlig betydning."

Forventninger
"Forventningerne er lidt forskellige. Franskmændene har hele tiden presset på for at få et politisk indhold i ØMU'en. Tyskerne foretrækker, at det bare skal køre efter nogle stabilitetskriterier, som ikke kræver den store politiske styring. Men hvis socialdemokraterne kommer til regeringsmagten i Tyskland, tror jeg, der vil komme en vis ændring i retning af mere politisk union," siger Niels Thygesen.
Anders Ølgaard, ligeledes professor i økonomi, mener at den økonomisk monetære union direkte driver Europa mod en politisk union:
"Sådan en valutaunion bliver kun troværdig, hvis medlemmerne er indstillet på, at de ikke bare skal koordinere sådan i løs forstand, men skynde sig at finde på plads igen, hvis de kommer ud af trit med de andre."
"Når deltagerkredsen er så stor som 11 lande, vil der hele tiden være nogle, der ikke følger spillereglerne og sørger for at have en inflationsudvikling på linie med de andre. Dem bliver man nødt til at banke på plads."
"Man bevæger sig altså på vej mod en politisk union," konkluderer Anders Ølgård.
Hastigheden vil han til gengæld nødig udtale sig om:
"Ikke en levende djævel kan sige noget om, hvor hurtigt den proces vil gå. Det store usikre element er finanspolitikken. Man ved ikke rigtigt, hvordan det økonomisk-politiske samarbejde med at holde styr på finanspolitikken i de enkelte lande rent konkret skal foregå."
Men en fælles skatte- og arbejdmarkedspolitik har efter Ølgaards mening meget lange udsigter:
Finn Østrup, lektor på Handelshøjskolen, er ikke i tvivl om, at ØMU'en skubber Europa på vej mod en egentlig føderation: "I de sidste 15 år er der taget det ene skridt efter det andet mod et forenet Europa - om end ingen kan forudsige om processen standser, før den er fuldendt"
Finn Østrup nævner "en lille ændring i Romtraktaten" i 1986:
"Den medførte en bølge af integration i den sidste halvdel af 1980'erne. Tænk blot på det indre marked, de fælles luftfartsregler - og hvem havde drømt om, at DSB skulle deles i to dele - den ene har togene, den anden har stationerne og skinnerne - for at skabe fri konkurrence. For slet ikke at tale om de frie kapitalbevægelser, banklovgivningen som er blevet harmoniseret, politisamarbejdet, den fælles flygtninge- og indvandrerpolitik, og nu den fælles mønt. "
"Fælles pas, flag, nummerplader og grænseskilte med EU.... det hele var utænkeligt for 15 år siden. Man kan ikke nævne et eneste område, der har bevæget sig i modsat retning," siger Finn Østrup.

Ingen føderation
Ove Kaj Pedersen, professor i Statskundskab, advarer mod at overdrive ØMU'ens integrationsfremmende virkninger: "Der er så mange kontragående udviklingstræk. I Amsterdamtraktaten fremstår den fremtidige europæiske integration som integration mellem forskellige stater. Man er holdt op med at operere med muligheden af en egentlig føderativ statsdannelse på europæisk plan."
"Det samme ses i den tyske forfatningsdomstols afgørelse fra 1993 og i den danske Højestreretsafgørelse i Grundslovssagen for nylig."
"Nu står vi i en unik situation, hvor man skal finde ud af, hvordan mange parlamenter skal fungere sammen uden at et af dem har en overordnet kompetence over de andre. Det har vi verdenshistorisk ingen eksempler på," siger Ove Kaj Petersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu