Læsetid: 13 min.

Europa - ødelægges af ignoranter

2. maj 1998

EU-fusion af nationale og kulturelle forskelligheder vil ødelægge Europas storhed, mener den franske historiker og antropolog Emmanuel Todd, der forudser, at euro'en bryder sammen inden år 2005

PARIS - Der er forskellige måder at være "europæer" på. Der er den eurokratiske vision, drømmen om et fusioneret Europa, en stormagt. Der er flere andre måder, men fjernest fra den centralistiske opfattelse med Bruxelles som Europas navle ligger ideen om nationernes Europa. Det er til den side, man finder Emmanuel Todd.
Når man taler med ham, kan man ikke være i tvivl om, at han elsker Europa i dets mangfoldighed, dets forskelligartethed. Det fremgår også af hans bøger, især det antropologiske essay L'invention de l'Europe (Opfindelsen af Europa), der lægger vægten på forskellene i familiestrukturer - og deres samspil med religion og ideologi - set i et historisk forløb. Todd har en europæisk vision, men den er ikke europæistisk. Han er heller ikke manden med svarene på alle de politiske spørgsmål om Europas organisation. Han minder om, at han ikke er politiker, men forsker og forfatter.
Hans univers er udpræget åbent og nuanceret, fremmed for alle ideer om et standardiseret og monolitisk Europa. Af hans skrifter og hans tale får man det indtryk, at han føler sig hjemme i alle hjørner af denne verdensdel. Han er ikke mindre fortrolig med navne som Grundtvig og Hørup end med Bismarck, Cavour og Disraeli.
Med sine 47 år (han ser cirka 15 år yngre ud) tilhører han årgangene efter flomme-europæernes storhedstid og bedømmer pionerernes tænkning med kritisk afstand, fjernt fra europæismens forældede konventioner og fordomme. Han er historiker, antropolog og demograf - og forfatter til en halv snes bøger. Den nyeste, L'Illusion économique (anmeldt i Information den 17. april), har givet genlyd, navnlig fordi den angriber neoliberalismen og de nye ortodoksier omkring den globaliserede frihandel og den europæiske enhedsvaluta.
Emmanuel Todd er søn af journalisten og forfatteren Olivier Todd og dattersøn af forfatteren Paul Nizan, Jean-Paul Sartres ven i 1930'erne. Denne afstamning nævner han selv en passant, men kun fordi jeg finder på at spørge, om han med sine angreb på eliten og bureaukraterne, sit forsvar for nationen og protektionismen ikke risikerer at blive opfattet som populist. Det mener han ikke:
"Jeg kan ikke beskyldes for populisme, for jeg erkender, at jeg hører til den kulturelle overklasse samtidig med, at jeg er dybt forankret som demokrat. Jeg er ikke populist, for jeg går ind for forsoning. Mine bøger er alt andet end populistiske i formen, de henvender sig faktisk til eliten. Jeg formaner eliten til at komme til fornuft. Men jeg kommer selv fra en establishment-baggrund, jeg er 'enfant de bourgeois', uddannet på prestigeskolen Sciences-Po og universitetet i Cambridge, søn af en kendt journalist, barnebarn af en betydelig fransk forfatter og kommunist...".

Foragten for folket
- Elitisme og populisme er fænomener, som man taler meget om i Frankrig i disse tider?
"Elitisme og populisme er to ansigter, der begge afspejler et sygt demokrati - hærget af ulighed, uden følelse af fælles skæbne. Elitisme er i bund og grund foragt for folket, og det er en forkastelig holdning. Populisme har en tendens til had og konfrontation. Begge dele er symptomer på et samfund i opløsning, et samfund, der mister fællesskabet. Når den kulturelle overklasse ikke længere føler sig som part af nationen, bliver den en elite med snæver social horisont, men draget mod elitistisk solidaritet på tværs af grænserne".
- Er det en civilisationskrise, der ligger bag debatten om globalisering og nationalstat?
"Symptomerne er økonomiske, men det er en afmagt af historisk oprindelse. For at forstå krisen må man regne med den hypotese, at de forskellige former for kollektiv tro er blevet opløst: Ideologier, religioner, klassebevidsthed, staten, nationalfølelsen. Alle disse trosmønstre, der sikrede definitionen og sammenholdet af grupper, der var i stand til at handle kollektivt, synes på vej ud, og vi får et socialt og mentalt univers, hvor kun individet er tilbage. Men det er netop, fordi det er alene, isoleret i sin lille stump af rationalitet, at individet føler sig mast af den økonomiske historie. "
"Vi oplever i dag den logiske afslutning på den ultraliberale absurditet, der ville 'befri individet' for enhver kollektiv spændetrøje, men kun har opnået at frembringe en forskræmt og forkommen dværg, der søger sin sikkerhed i tilbedelsen og sammenskrabningen af penge. Og europæisterne af i dag - hvad enten det er i det tyske CDU, i den franske topadministration eller socialisternes 'andet venstre' - har udviklet en tro på pengenes guddommelige magt. Det er en omvendelse til guldkalven...".
- Hvad er nationens rolle i denne krise?
"Jeg forklarer problemet som kulturelt - nationen er en organisme, der fremmer lighed, og den voksede frem i takt med læse- og skrivefærdighedens udbredelse. 'Alfabetiseringen' skabte en fundamental lighed og styrkede samfundets sammenhængskraft. Siden Anden Verdenskrig har den højere undervisning frembragt en kulturel overklasse på rundt regnet 20 procent af befolkningen, der skiller sig ud. På det underbevidste niveau bliver uligheden hermed til en positiv værdi i de samfundslag, der definerer værdierne. Det er en ny tendens i det 20. århundredes anden halvdel - mens lighed var den store sag i det 19. århundrede. I Frankrig kan det aflæses i en ny præstationskult, forskellig fra den lighedsfremmende tendens, der lå i udbredelsen af almindelig skolegang."
"Lighedskulturen eksisterer stadig, men stærke kræfter trækker i retning af ulighed. Jeg kender ikke løsningen på problemet, men jeg tror, man må vende tilbage til begrebet nation i betydningen 'konkret lighedsområde'. Man kan ikke regne det for sikkert, at det vil ske - man må kæmpe for det. Denne kamp er måske allerede tabt i den angelsaksiske verden, men det behøver ikke være tilfældet i Frankrig eller resten af Europa."

Ikke fare for krig
- Er den postnationale tankegang fremherskende i den politiske klasse i dag?
"Den vil ikke nødvendigvis sejre i det lange løb, men tendensen er klar i øjeblikket. Efter afskaffelsen af de aktive grupper defineret af stærk kollektiv tro - arbejderbevægelse, katolicisme, nationalitet - er den vestlige verdens politikere reduceret til deres egen sociale størrelse - som ifølge sagens natur er ubetydelig. I en overflod af tekster forsikrer de os om, at nationen, den mest aktive form for kollektiv tro i det 20. århundrede, er blevet forældet og ingen fremtid har."
"Frihandelsdoktrinen og den monetære trosbekendelse fra Maastricht er modstridende i deres grundprincipper - henholdsvis liberal-angelsaksisk og autoritær-kontinental - men de støtter sig begge på det samme postnationale princip. Afvisningen af nationen udtrykker sig her 'opefter', i et ønske om at opløse nationen i væsener af en højere størrelsesorden".
- Er nationernes Europa en tidssvarende opfattelse?
"Man kan udmærket forestille sig et moderne nationernes Europa, hvor identiteten respekteres. Det monetære projekt fremkalder en identitetsangst, særlig tydelig hos tyskerne - man er skræmt. Den unitære tvang fremmer ikke samarbejdet på de forskellige områder - industrielt, teknologisk, militært - men hæmmer det."
"Jeg afviser den gammeldags dramatisering, der går ud på, at alternativet til europæisk integration er krig. Der er ingen reelle problemer på det plan - krig mellem europæiske lande er utænkelig i dag. Hvis vi vågner en dag og erfarer, at euroen er strandet - eller for den sags skyld at andre EU-strukturer som landbrugsordningen forsvinder - er jeg overbevist om, at det ikke vil få dramatiske konsekvenser. Det vil ikke true freden. Samarbejdet i Europa vil fortsætte - der er tusind andre mulige former for samarbejde. Krig var en konstant fare dengang de europæiske magter betragtede sig selv som 'verden' og tillagde alt, hvad de foretog sig universel betydning."
"Siden har erkendelsen gjort fremskridt, og vi ved nu, at vi kun er en lille del af verden og dømt til at holde fred. I historisk perspektiv kan man iagttage denne udvikling i forholdet mellem Danmark og Sverige - deres fjendskab var for dem det alt overskyggende i verden, men i dag er det utænkeligt. Forsoningen mellem Frankrig og Tyskland er en parallel hertil. Hvert land kan have alvorlige problemer, men de udgør ikke nogen trussel på tværs af grænserne".

Jeg misunder danskerne!
- Men der er mistillid og modsætninger mellem Frankrig og Tyskland?
"Det er fænomener som Maastricht og euroen, der frembringer kunstige og uløselige modsætninger. Frankrig og Tyskland, der er meget forskellige mentalt og socialt, tvinges til en slags ægteskab, de tvinges til permanente forhandlinger. Min hovedindvending mod denne politik er, at den indebærer en alvorlig risiko for at genskabe et konfliktforhold mellem Frankrig og Tyskland. Selve Maastricht-ideen, der i bund og grund var Francois Mitterrands, var anti-tysk i den forstand, at den gik ud på at binde Tyskland i en europæisk spændetrøje, og det har bidraget til at skabe ny fjendtlighed".
- Skal man lade nationernes Europa være i fred og "tage den med ro"...?
"Når man siger nationernes Europa, kunne man også sige realiteternes Europa, for nationerne er Europas realiteter. Europa bør ikke anskues som noget mystisk eller grandiost, men betragtes ganske pragmatisk. Europa bør med andre ord ikke være et 'projekt', men en accept af realiteterne. Det er tydeligt, at Europa som projekt frembringer interne forstyrrelser i de enkelte lande. Den første prioritet i Europa bør tværtimod være, at hver enkelt nation sikrer sin indre sociale sammenhængskraft - ikke at Europa hævder sig som stormagt ved en slags fusion."
"Det er den indre fuldkommengørelse, der tæller. Danmark efter 1864, da landet opgav sine magtambitioner, er et godt eksempel. Det er på den indre front, der stilles krav. En eller anden klog franskmand har sagt, at 'udenrigspolitik er de trætte mænds udvej'. Og det er uendelig meget lettere for en fransk præsident at foretage opreklamerede rejser i det store udland, end det er for en regeringschef at få skovlen under de sociale problemer i storbyernes fattigdoms-ghettoer. Det sværeste er at tage fat om selve samfundets realiteter. Maastricht er et eksempel på flugten fra virkeligheden".
- Har det danske nej til Maastricht i 1992 haft en international betydning?
"Ja, det er jeg helt overbevist om. Det havde indflydelse på afstemningen i Frankrig, hvor resultatet jo blev næsten identisk. Min egen personlige reaktion var - for at sige det helt tydeligt - at jeg stillede et dannebrogsflag op på min kaminhylde, hvor jeg havde det stående i flere år..."
"Jeg er historiker. Danmark er ikke et abstrakt begreb for mig, som det er for de fleste franskmænd. Jeg kender Danmark som et land med en solid tradition for frihed og demokrati, og jeg fandt det helt naturligt, at danskerne sagde nej til Maastricht. Sådan er den danske tradition, forskellig fra den svenske - svenskerne gør ikke oprør mod eliten. I Frankrig blev det et knebent ja til Maastricht, men det var under pres, en slags hensyntagen til Tyskland, som Danmark ikke var underlagt. Men jeg må sige rent ud: Jeg misunder danskerne!"

Euro forsvinder igen
- Hvis der var folkeafstemning i Frankrig om Amsterdam-Traktaten. Hvad ville De så stemme?
"Så ville jeg stemme nej. Meningsmålingerne her antyder et knebent ja- flertal, men jeg har lært at være skeptisk over for disse målinger - de forudsagde jo længe et stort ja-flertal i 1992... Jeg tror, det ville blive i nej i dag".
- Men der er ikke folkeafstemning i Frankrig, og nu ser det ud til, at euroen bliver en uigenkaldelig realitet?
"Måske en realitet, men næppe uigenkaldelig. Den monetære fusion er en fornægtelse af nationen. Jeg tror ikke, nationen vil forsvinde, den eksisterer - i kraft af sprog og skikke osv. Jeg er som bekendt antropolog... Jeg mener tværtimod, at euroen vil forsvinde, fordi den er i strid med nationernes realitet. År 2005 er der ikke mere nogen euro. Jeg ved, at jeg løber en risiko, når jeg forudsiger det, men for over 25 år siden forudsagde jeg i bogen La Chute finale Sovjetunionens sammenbrud inden for 10, 20 eller 30 år - det blev 15. Jeg havde alle imod mig med den spådom, og det samme gælder måske i dag. Men amerikanske økonomer er mere og mere skeptiske over for euroen, flere og flere regner den for en fejltagelse. I Frankrig har jeg bemærket, at de fleste nye bøger om emnet enten er skeptiske eller i det mindste forsigtige. Mange forfattere siger, at euroen vil lide skibbrud 'hvis sådan og sådan'. På den måde er de forsikret, og hvis det går galt med euroen, kan de altid sige, at 'det var jo det, jeg sagde'."
- Er det ikke "svært at bevare pessimismen" med det begyndende økonomiske opsving...?
"Man glemmer lidt hurtigt den store asiatiske krise. Japan udmærker sig ved stagnation. USA's vækst er baseret på servicesektoren og dækker over en klar industriel tilbagegang. Der er et svagt opsving i Europa som følge af de europæiske valutaers fald i forhold til dollaren. Det er værd at bemærke, at den hårde kerne i Europa - Frankrig-Tyskland - har særlig høj arbejdsløshed, og den eneste 'forklaring' på opsvinget er euro-valutaernes fald og tvivl om de europæiske økonomiers styrke."
"Den nuværende væksttendens stammer fra denne tvivl, der forbigående stimulerer de europæiske økonomier ved at svække deres valutaer. Det er helt utilsigtede virkninger i forhold til den proklamerede europæiske politik. Det viser, at den europæiske valuta ikke er attraktiv. Det bunder efter min mening i, at enhedsvalutaen er et urealistisk projekt. Det historiske spørgsmål, der vil blive stillet efter euroens sammenbrud, er ikke: Hvorfor kunne det ikke holde? men: Hvordan kunne man tro, at det var muligt?"

EU opfundet af ignoranter
"Projektet lader hånt om alle de afvigende tendenser i medlemslandene - voksende forskelle på flere områder. Demografisk, for blot at nævne et område - det er kompliceret, men meget vigtigt. Der bliver brug for store budgetmæssige tilpasninger i de enkelte lande, og det er staterne, ikke Europa, der bestemmer over næsten hele fordelingen af offentlige midler - og kun staterne, der har de nødvendige tilpasningsmekanismer. Europa har derfor ingen mulighed for at gennemføre de tilpasninger enhedsvalutaen nødvendiggør".
- Kan resultatet blive voksende spændinger, sociale eksplosioner?
"Det er ikke udelukket. Der er allerede en social opløsning med voksende fattigdom, ulighed og eksklusion. Det kan kun blive forværret af euroen. Eliternes legitimitet er i forvejen rystet, men overførslen af den monetære myndighed til Frankfurt medfører en ekstra delegitimisering. Der er en stærk mistillid til politikerne i befolkningen, en stemning af anti-politik og anti-elite. Men det værste er, hvis der hertil kommer en følelse af forræderi mod nationen. Det er den traditionelle kilde til den revolutionære proces. Det begynder med klassemodsætninger og kulminerer med den herskende klasses forræderi. Men slutresultatet kan måske også blive positivt i den forstand, at hele forløbet afslører eliternes uduelighed, og dermed styrker den demokratiske bevidsthed".
- Ligger der en fare i den homogeniserende tendens i Europa-politikken?
"Min grundopfattelse af Europa - og min modstand mod Maastricht - er baseret på bevidstheden om forskelligartetheden. Den gør sig gældende på mange områder, ikke bare sproget, men f.eks. familiemønstrene - som er mit speciale. Mellem Danmark, Norge og Sverige er der eksempelvis et klart sprogligt slægtskab, men langsigtede forskelle i familiemønstrene - med kernefamilien som fremherskende i Danmark, stammefamilien i Sverige. Det betyder, at Sverige er mere autoritær, Danmark mere individualistisk, liberal. Efter min mening slår denne forskel også igennem i den danske humor. Den slags forskelle er helt naturlige og bør respekteres."
"Men Europa-politikken i den autoriserede form, vi kender, er en abstraktion i forhold til alle forskellene - man fristes til at sige, at den er opfundet af ignoranter. Når den har triumferet i det omfang den har, er alle lande skyldige, men de franske bureaukrater fortjener en særlig pris for stupiditet, for de har fået lov at præge udviklingen frem for nogen. Som sagt, alle er skyldige, og den danske elite har heller ikke brilleret... Det er en slags åndelig forarmelse. Livets mangfoldighed interesserer ikke Europa-eliten - det er næsten, som om den foragter Europa. For Europas storhed består ikke i homogenitet, men i den store kulturelle, historiske, antropologiske mangeartethed".
- Til syvende og sidst er Frankrig og Tyskland vel en slags garanter for nationernes bevarelse?
"Jeg synes Frankrig og Tyskland skal respekteres som nationer, og jeg tror, de vil blive det. Tyskerne accepterer måske euroen for at vise deres fredelige sindelag, men det kan ikke udelukkes, at de i den sidste ende siger nej, fordi de gerne vil beholde D-marken, deres stolthed. Jeg synes, de har ret til at sige fra. Da de omkring genforeningen lancerede deres slogan 'Wir sind ein Volk!', havde jeg en drøm om, at tyskerne og franskmændene skulle råbe i kor: 'Wir sind zwei Völker!' - og dermed befri sig for den homogeniserende tvang. Jeg er kun en lille franskmand, men i al beskedenhed vil jeg gerne forsvare Tysklands ret til at eksistere...".

Information bragte første del af serien om Europa - et interview med den svenske diplomat Ingmar Karlsson - 25. april. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu