Læsetid: 12 min.

Europa - den sidste utopi

23. maj 1998

Daniel Cohn-Bendit glimter i dag ligeså veloplagt af lyst til at forandre, ja forbedre verden, som da han var studenterleder i maj-dagene for 30 år siden. Han har en vision for Europa: Stol på din politiske kraft! Og så skal Rusland i øvrigt være medlem

INTERVIEW
Jeg sank langsomt spyttet, der havde samlet sig i min mund. Han var rykket helt frem i sædet og rakte armen hen over bordet, rettede sin pegefinger mod mit hoved. "Du!" råbte han. "Du kommer aldrig til at lave verdenshistorie!"
De seneste minutter før hans udbrud havde jeg i stigende grad stillet spørgsmål, der begyndte med: "Ja, men havde det ikke været bedre, hvis...." eller "Men hvorfor er det nødvendigt at...".
Hver gang havde han set venligt på mig, smilende, og energisk, og havde så taget fat på endnu en entusiastisk fortælling om, hvor fantastisk vi bør tænke EU - hvis bare vi tør tro på, at vi kan spille en politisk rolle. Jeg følte mig som ham, der, når brainstormen går rigtigt godt, og forsamlingen hjælper hinanden til at gøre projektet bedre, hele tiden bremser ved klagende at gøre opmærksom på, at han er bekymret. I stedet for at komme med bedre ideer.
Jamen der tages da dybt betænkelige beslutninger i EU! Hvad med euro'en - havde det ikke være bedre, hvis man havde kaldt en spade for en spade: Havde sagt, at ØMU'en fører til en politisk union, og havde indført den politiske union før den økonomiske?
"Jo!". Han indrømmer.
"Jo, det havde afgjort været meget bedre. Meget bedre..." Han smiler - og fortsætter: "Det havde også været meget bedre, hvis Hitler ikke havde indledt Anden Verdenskrig. Meget bedre. Det havde skabt en langt bedre situation at bygge videre på."
Han fortsætter med også at ønske, at man havde lavet den europæiske union efter 1871, så vi havde undgået både Første og Anden Verdenskrig, og "det ville have været meget bedre". Så hamrer han pointen ind: "Men nu er det blevet besluttet. Det er sådan! Nu går vi videre og sikrer, at euro'en bliver en succes."
Så var det, han fik nok, da jeg stillede endnu et bekymret spørgsmål, og han eksploderede med pludselig at vende interviewet om. Jeg var ganske enkelt anklaget for ikke at kunne lave verdenshistorie. Han ventede på svar.
Jeg tænkte mig kort om. Journalistens bedste forsvar er et spørgsmål:
- Kan du?
Daniel Cohn-Bendit slår en høj latter op. "Jeg har det godt med at være en myte. Det får mine budskaber ud".
Han var måske ikke den vigtigste i maj '68 i Paris, men han var den mest synlige. I spidsen for besættelser, i têten af debatter, i front i fjernsynet og altid med denne overskridende humor, der blev de antiautoritæres banner: "Løb min ven, den gamle verden er efter dig!"
Røde Danny var anarkist og ønskede den permanente revolution; efter tre ugers brændende barrikader arresterede politiet Cohn-Bendit med en udvisningsordre og smed ham over grænsen til Tyskland. Titusinder af demonstranter marcherede gennem Paris til slagordet: "Vi er alle tyske jøder!" En sjælden ære. Han var verdensberømt. Han var 23 år.

Cohn-Bendit er nu et fremtrædende medlem af Tysklands grønne parti og har i 11 år været medlem af EU-Parlamentet. Mytens budskab i dag er: "EU er Den Sidste Utopi."
- Hvordan det?
"Folk glemmer ofte, at dette område hvor vi befinder os, Europa, var det blodigste, det mest terroristiske menneskeheden har kendt; skaberen af de mest barbariske krige."
"50 år senere er risikoen for krig mellem Frankrig og Tyskland lige så usandsynlig som mellem Bayern og Prøjsen. Det er et utroligt spring i civilisation! Det er ikke sket bare ved ord - men ved at skabe EU. Den fælles valuta, ik'? Om 100 år, når historikerne skriver om vor tid, vil de skrive: 'Og pludseligt, efter århundreders vanvid, vandt på et øjeblik den menneskelig rationalitet'. For mig er dette spring i historien en stor utopi!"
- Men utopier bliver aldrig til virkelighed. Man kan slås for dem og drømme om dem, men de materialiserer sig aldrig...
"Men det gør den i dette tilfælde! Du ... du... du... du... rejser mellem Tyskland og Frankrig, der er ingen grænse! Du ta'r andre steder hen, du har ikke brug for dit pas, du er ikke bange for krig."
"Der er problemer... Selvfølgelig! En utopisk situation er ikke Historiens Hånd. Det er Historiens Momentum. Virkeliggørelsen af Historiens Momentum - og vi kan se på det, vi kan røre ved det, og vi kan fortsætte arbejdet med at bygge det bedre. Der er store modsætninger i EU. Hvis vi ikke i dag har en ny mobilisering om det sociale spørgsmål, så kan utopien bryde sammen. Jeg siger ikke, at vi har løst problemet, jeg siger bare, at vi går den rigtige vej."
Han griner varmt til mig, lige som han vil sige: Kom nu! Let nu bonderøven og kom med!
- Timothy Garton Ash siger, at det var en historisk fejltagelse at introducere euro'en. Risikoen for krig i Europa ligger ikke mellem Frankrig og Tyskland, men i Balkan, i Kosovo. Hvorfor standsede vi så ikke processen mod euro'en, og i stedet koncentrerede vore kræfter om at få alle de tidligere østlande ind i EU?
"Ash er akademiker. De ser ikke dynamikken i tingene. Han har fuldstændigt ret. Der er krigsrisiko i Kosovo. Hvem kan intervenere? Amerikanerne? Hvis de vil. Vi véd, at de har meget instrumentelle måder at løse denne slags kriser på, ik'? Franskmændene? Nej. Englænderne? Nej. Så tyskerne da? Nej. Et fredsprojekt kan kun komme fra Europa. For en europæisk politik er mere end end fransk politik, en tysk politik og en engelsk politik. Det er definitionen af europæisk interesse. Og det er europæisk interesse at skabe en varig fred på Balkan; at tvinge Milosevic til en mindre aggressiv politik. Til den ende har vi brug for et Europa der er mere end summen af nationale interesser - for det er ikke det samme. For at overvinde diplomatiets nationale interesser, for at udvikle en ny ide om en specifik europæisk interesse, skal vi forstærke europæisk identitet."
"Efter den tyske genforening var der frygt for - jeg siger ikke, at den var begrundet - en tysk hegemoni. Euro'en var det svar, de fandt på problemet. euro'en forstærker dynamikken i opbygningen af en europæisk identitet."
"Så hvis Ash ønsker sig et stærkere intervenerende EU på Balkan, så har han brug for et stærkere EU."
"Euro'en er det første projekt, som har tvunget de europæiske samfund til at acceptere, at der overhovedet findes noget, der hedder europæisk interesse! I morgen er det ikke længere Bundesbank, der fastlægger den økonomiske politik i EU. Beslutningen skal tages sammen med andre - sådan var det ikke tidligere. Derfor: Alle argumenterne fra Ash mod euro'en er en historikers, en videnskabsmands, de kommer fra én, som kun er i stand til bagefter at dissekere, hvad der skete..... som ikke forstår, hvordan historisk dynamik virker"

Cohn-Bendit har haft Europas historie tæt på sig hele livet. Hans forældre er tyske jøder og hans far var en venstreorienteret sagfører. De flygtede fra Hitler i 1933 og slog sig ned i Frankrig som politiske, ikke jødiske, flygtninge. Daniel blev født under de allieredes invasion i Normandiet og gik i fransk skole. Derefter tog han studentereksamen på et frisindet tysk gymnasium i Frankfurt, men vendte med sin franske indfødsret tilbage til Paris for at gå på universitetet.
Efter deportationen til Tyskland d. 23. maj 1968 arbejdede han nogle år i en børnehave og var med til at stifte De Grønne, hvorefter han blev valgt i 1989-97 til viceborgmester i Frankfurt og siden 1994 valgt til EU-Parlamentet.
Da han for nylig blev æresdoktor ved det hollandske universitet Brabant, for sit anti-racistiske arbejde, indledte han sin takketale på engelsk: I have a dream..., lige som Martin Luther King - og ingen grinede. Talen blev gennemført på lige dele engelsk, tysk og fransk. Drømmen er et politisk pulserende Europa, et progressivt Europa.
- Hvad mener du som både tysk, fransk og jøde om dette konstante brugte argument, at både Europa og tyskerne bør beskyttes mod Tyskland. Er det sandt?
"Historisk er det sandt. Men ikke med dagens Tyskland. Mitterand gjorde alligevel det rigtige, da han krævede euro'ens indførelse som pris for Tysklands genforening. Han gjorde det ud fra den subjektivitet der kom af at tilhøre en generation, der havde levet gennem Den Anden Verdenskrig. Han var krigsfange! Ingen kunne ane, hvad konsekvenserne ville blive af den tyske genforening."
"Genforeningen skabte en politisk situation, hvor den fælles mønt kunne gennemføres. Den har skabt en bestemt dynamik, og den skal vi arbejde videre på. Vi skal bruge det politisk. Vi skal bruge det til at skabe en politisk union".
- Og hvor fører det os så hen...?
"Du vil vide, hvordan Europa ser ud om 50 år?", siger han begejstret. Endeligt et spørgsmål med lidt schwung!
"Det Europa vi bygger i øjeblikket er efterkrigstidens drøm om Europa. Det er en drøm om, at Den Kolde Krigs deling er ophævet, at Polen og det øvrige Østeuropa er en del af Europa. Nu skal vi drømme en drøm om et Europa, der på den ene eller anden måde inkluderer Rusland og Tyrkiet..."
- Rusland?
"Ja, selvfølgelig! EU afsluttede problemet med varm krig mellem Tyskland, Frankrig og England, ok? Nu skal vi afslutte Den Kolde Krig mellem Rusland og Europa. Vi skal skabe noget, hvor konflikten og problemerne er afsluttet og der er indført et liv af normalitet mellem den vestlige europæiske union og Rusland."
"Indkluderingen af Rusland ville f.eks. også have gjort det meget lettere at afslutte konflikterne i Balkan, Kosovo etc. Jeg spekulerer på, hvordan det kan gøres. Skal det ske ved integration? Eller ved en anden form, vi ikke kender? Jeg aner det ikke. Men det er visionen."
Et kamerahold fulgte ham til Brabant. Han ankom som fransk intellektuel i cowboybukser, mørk rullekrave og småternet jakke. Det håndholdte kamera fulgte ham ind i et klasseværelse, hvor han, voila, hev jakken af, trak blusen over hovedet - han er ikke slank - og skiftede skjorte. Derefter tog han en drøm af en jakke på, i glinsende irgrøn velour. Hans svagt rødligt blonde viltre hår omkransede et ansigt, der strålede af drenget veloplagthed. Jakkesættet sad lige velstøbt på ham som de skinnende dækvinger på en sølvbille. Han var en rund, glat, grøn skarabæ, som er god og lykkebringende at tage i hånden.
Så gik han op til de brusende klapsalver....

I Frankfurt, hvor vi mødes, gnistrer elektriciteten fra Brabant fortsat. Det er den samme drift mod at ville noget, som også drev ham dengang.
- Kan vi inkludere Sibirien i en europæiske identitet, som vi endnu ikke har skabt?
"Hør nu. Vi skaber i løbet af de næste 20 år en europæisk kultur og identitet. Forandringen af Rusland fortsætter i samme periode. Jeg aner ikke, hvordan løsningen ser ud - jeg tror ikke, jeg har én. Mit projekt er ikke at finde ud af, hvad der ikke er muligt, men at finde forslag til muligheder, til løsninger."
"Vi skal forbedre forholdene i handling. Vi bør have handlingens entusiasme! Ikke ved at sige, at 'det bør ske' eller 'det kan ske', men ved at gøre det. Jeg siger ikke, at euro'en løser vore problemer. Men med euro'en har vi fået et redskab. Dens konsekvenser afhænger af, hvordan vi kæmper politikken igennem."
- Mange siger, at vi ikke har den amerikanske mobilitet, vi kan få økonomisk underudviklede områder i EU, vi kan ....
"Ja, det er helt rigtigt! Og mit svar er altid, at derfor må vi lave en europæisk politik og hvis vi har et underudviklet område i en bestem region må EU reagere på det! Det er forkert at sige, at det ikke vil ske. Selvfølgelig gør vi det!"
- Men vedrørende det sociale. Frem til i dag har EU hovedsagelig været kapitalens Euro...
"Hvad er Danmark? Hvad er England! Hvad er Frankrig! Har vi ikke også et kapitalens Tyskland? Hva'? Selvfølgelig har vi det!"
- Jo,tak - og arbejdsløsheden stiger! I Tyskland, i Frankrig, i Spanien. Er det ikke uretfærdigt?
"Overfor hvem?"
- De arbejdsløse...
"At hvad...?"
- At de er arbejdsløse!
"Jo, selvfølgelig er det uretfærdigt."
- Jamen EU hjælper jo ikke, unionen har jo intet gjort for at afskaffe arbejdsløsheden!
"Det er ikke Unionen, der ikke vil. Det er de nationale regeringer!"

Men siden Jospin dannede regering i Frankrig er der kommet en ny politik," siger han. "I Tyskland er problemet, hvilket parti der vinder valget til september. Du bliver da nødt til at gøre dig to ting klart, når du diskuterer EU. Hvilke muligheder giver strukturen dig - og hvilke muligheder giver den aktuelle politiske situation. Den førte politik afhænger jo af hvilke partier, der har flertal i de forskellige regeringer, og i det samlede ministerråd."
- Jo - men nu tager man jo mere myndighed væk fra de nationale parlamenter til EU...
"Det er ikke sandt! Det er ikke sandt!"
- Er det ikke euro'ens politiske projekt? Er du i stand til at forestille dig et EU som tager aktive skridt for at fjerne arbejdsløsheden?
"Det afhænger af resultatet af det tyske valg til september. Hvis vi har det samme flertal som nu, så bliver det meget, meget vanskeligt. Hvis vi får et nyt flertal, så kan det forbedre sig."
"Lad mig give dig et eksempel. Den største debat om euro'en på topmødet i begyndelsen af maj gjaldt ikke spørgsmålet om bankdirektør. Den handlede om det franske udspil om den forventede vækst på tre procent. Jospins regering sagde: 'Vi bruger halvdelen på at mindske gælden, og halvdelen på at mindske arbejdsløsheden'. Kohl sagde nej: 'I skal bruge det hele på at mindske gælden'. "
"Det er en politisk styrkeprøve. Alle regeringer er kontrolleret af deres nationale parlamenter. Det danske parlament kan pålægge den danske regering at gøre sådan og sådan. Men hvis flertallet ikke vil have det, er det ikke fordi systemet er udemokratisk. Vi glemmer alle, at Det Europæiske Råds beslutninger træffes af regeringer, der alle er kontrolleret og valgt af parlamenter. Vi kan sige, at vi ikke kan lide flertallet - men det er jo et gammelt problem i demokratiet."
- Folk er bange for globaliseringen. De tvivler på, at EU er en del af løsningen, og tror snarere, at EU er en del af problemet.
"Det yderste højres forslag - i Frankrig som i Danmark - er et forslag om krig. Isolation betyder krig. Danmark, Frankrig, Tyskland kan ikke beskytte sig selv alene. Danmark lever af udveksling med EU; når man lukker for det, får man flere problemer i sit land. Folk siger: Det er OK som det er nu, vi vil ikke have flere forandringer. Så siger jeg: Globaliseringen har ændret en masse regler for verdenshandlen. Vi skal nu reformere disse regler til fremme af social lighed og miljøregler. Hvem er det, som i de globale forhandlinger står for en politik med social ansvarlighed, miljømæssig forsvarlighed, for fred, for menneskerettigheder? Danmark alene? Tyskland alene? Frankrig - Nej!"
"Se på klimatopmødet i Kyoto. Den eneste magt, der kunne modstå presset fra USA - hvem var det? EU! Som EU-standpunkt. Ikke som fransk. Ikke som tysk, men som europæisk. Så hvis du siger, at vi skal udvikle en politik bygget på social ansvarlighed og miljømæssig nødvendighed - og forsvare denne politik globalt, så er EU en del af løsningen, for det er en struktur, der gør det muligt at bringe vores ideer ind i den globale diskussion, den globale magtkamp."

Dette er det sidste interview i en serie. De foregående blev bragt 25.-26. april, 2.-3., 7., 9.-10., 16.-17., 20. og 22. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu