I Prag, i Budapest, i Minsk... Det er de nye fronter, de byder på ekstraordinære muligheder. Dér kunne vi have begejstret unge europæere med en ny vision. Den britiske historiker Timothy Garton Ash beskriver en forspildt chance
Timothy Garton Ash tror på det gode, vil det gode. Et resultat af hans solide Oxford-uddannelse med dens lange tradition for liberalisme? Eller fordi han har set det gode sejre...
Igennem 80'erne var han hele Europas øjne og ører i østeuropa, hvor han fra gader og paladser beskrev, berettede og analyserede kommunismens fald. Ash har set demokrati vokse op og menneskerettigheder blomstre.
90'erne er brugt til at vurdere følgerne for Tyskland, for Europa. Titlerne på hans bøger afspejler fokus: Und willst du nicht mein Bruder sein... Die DDR heute, 1982, The Polish Revolution: Solidarity, 1983, Essays on the Fate of Central Europe, 1989, We the People: The Revolution of '89 Witnessed in Warsaw, Budapest, Berlin and Prague, 1990, In Europe's Name, 1993. At han også har indgående kendskab til det onde fremgår af hans seneste,The File, a personal History 1997. Efter at have fået adgang til det østtyske sikkerhedsapparats tykke rappoter om ham, opsøger Ash de venner, naboer og kolleger, der som Stasi-agenter stak ham og spørger dem: Hvorfor?
Anerkendelsen er regnet mildt over ham - 'Årets politiske bog' i Tyskland, ordener i Polen, Ungarn, Tyskland; til sommer modtager han i København Organisationen for Fred og Samarbejde, OSCE's, store pris for fremme af demokrati og menneskerettigheder.
En nøgle til hans forståelse af sin rolle gives i et af hovedværkerne, In Europe's Name, om Tyskland, hvor han refererer følgende anekdote, fortalt af dets legendariske kansler Konrad Adenauer. Statschefen havde spurgt en fremtrædende "professor i moderne historie", hvordan han forestillede sig, at tingene ville udvikle sig? Denne svarede, at det ikke var hans opgave; historikere er ikke profeter. Adenauer svarede, at han havde et anderledes synspunkt; historikere bør i det mindste forsøge at opdage, hvilken vej historien bevæger sig. De bør pege på mulige udviklinger "og måske advare".
Hvilke udviklinger ser samtidshistorikeren Ash så, i det spændingsfelt der ligger mellem hans velordnede Oxford-kontor ved Europas vestgrænse og den østeuropæiske tumult?
"Europa er delt mellem to konkurrerende visioner", fastslår han: "Den ene handler om færdiggørelsen af det europæiske fællesskab, som vi hidtil har kendt det. Det vil sige gennemførelsen af den fælles mønt og videre til en endnu tættere politisk union. Den anden vision er dén, jeg tilslutter mig, den liberale Europa-orden".
Ash har peget på mulige udviklinger, og han har advaret. Men der var ingen Adenauer til at lytte. Det seneste nummer af klodens førende tidsskrift om udenrigspolitik, det amerikanske Foreign Affairs, udkom med en hovedartikel af Ash: Europas truede liberale orden. Truslen hedder fællesmønten, den liberale orden er svaret på følgende historiske konstatering:
"Det moderne Europas forbandelse er, at det har svinget frem og tilbage mellem enten blodig og voldelig uorden - eller orden ved overherredømme, hegemoni.
"En liberale orden er den tredje vej, karakteriseret ved fred, økonomisk liberalisme, respekt for menneskerettigheder - det vil sige en tilstand hvor nationerne løser deres problemer ved forhandling frem for ved krig; jaw-jaw frem for war-war, som Churchill sagde.
"Vi har allerede denne tilstand i EU: For første gang hersker der orden i (en del af) Europa uden hegemoni. Vi burde have koncentreret os om at udbygge det mod øst. ØMU'en truer nøjagtigt det, den hævdes at skulle styrke. Hvad var det Fællesskabet blev skabt til? At sætte en stopper for krig i Europa. Det er ikke særligt sandsynligt, at Frankrig og Tyskland går i krig med hinanden. Men det er ekstremt sandsynligt, at Serbien og Albanien kommer i krig. Hvortil er det så vigtigst at udvide den liberale orden?"
Jeg frygter, at vanskelighederne ved at indføre ØMU'en bliver så store, at de hæmmer østudvidelsen, så vi 20 år efter afslutningen af øst-vest konflikten stadig har en deling af Europa; denne gang én vi selv har skabt"
- Tør du virkeligt som historiker udelukke muligheden af endnu en krig i Vesteuropa?
"Well - historien er fuld af overraskelser, og ingen bliver mere overrasket af dem end historikerne... Men hvorfor har folk så travlt med at tale hypotetisk om krig i Europa, når vi faktisk har haft krig i Europa de seneste ti år? Bosnien var en krig i Europa, og krig i Kosovo ligger lige for. Det er da skammeligt, at netop i samme uge som EU vedtager ØMU'en, kunne det ikke blive enige om bare et minimum af krigsforebyggelse i Kosovo".
- ØMU'en var del af en handel, hvor Frankrig krævede en monetær union som pris for hurtig tysk genforening. I det lys var indførelsen af ØMU'en vel en uomgængelighed for at bevare det tysk-franske samarbejde i kernen af den liberale orden?
"Der kommer flere og flere beviser for, hvor hårdt Mitterrand pressede Kohl. Som man sagde dengang: Hele Deutschland til Kohl og den halve Deutschmark til Mitterand. Det var til gengæld en pris, Kohl meget villigt betalte. Men han er der ikke til at gøre rent efter sig - og begge hans sandsynlige efterfølgere er langt mindre begejstrede for euro'en. Det gælder især socialdemokraten Gerhard Schröder, men også den konservative Wolfgang Schäuble.
"Hvis arbejdsløsheden i et af ØMU-landene ryger op gennem taget og der skal overføres store summer til landet, så tror jeg at de tyske skatteydere vil gøre oprør. En kansler Schröder eller en kansler Schäuble har næppe viljen, og da slet ikke autoriteten, til at undertrykke et sådant oprør."
"Og så skal man i øvrigt ikke forveksle Francois Mitterrand med Historien, selv om han utvivlsomt ville applaudere fra sin grav. Det franske krav til Tyskland var en stor fejltagelse, også for varetagelsen af franske interesser."
"Det er tydeligt, at Frankrig ikke kommer til at styre den monetære union i samme omfang, som det satte dagsordenen for den europæiske integration. Efter balladen om direktørposten for den europæiske centralbank vil hvert eneste medlemsland nu være ude efter Frankrigs skalp. På længere sigt tror jeg heller ikke, at den franske økonomi får mest ud af ØMU'en."
"Det var ikke uundgåeligt, at Frankrig insisterede på en ØMU som prisen for genforening. Jeg vil spørge, som mange tyskere gør det: Hvilken slags ven har Frankrig været os? I 25 år har Tyskland igen og igen demonstreret sin loyalitet mod det fransk-tyske samarbejde. Hvad gør Frankrig til gengæld?"
Ash rejste oprindeligt til Berlin for at studere den tyske modstand mod Hitler. Det førte ham naturligt til DDR og til Polen (hvor han bl.a. interviewede den sidste overlevende fra den jødiske Warszawa-opstand). Da perestrojka signalerede Østblokkens sammenbrud, havde han allerede et grundigt kendskab til Tyskland, og hans forskning - og hans flittige og uhyre velformulerede journalistik - skiftede fokus til den nutidige modstand mod hegemoniet. I sin næsten 700 sider lange Tysklandsbog fra 1993, In Europes name udfordrer han genforeningstidens evindelige slogan, at Tysklands fremtid er "Europa" - udtrykt for eksempel ved Kohls regeringsprogram for 1991-94, hvor det hed: "Tyskland er vort fædreland, Europa er vor fremtid".
- Er det virkeligt rigtigt, at Tyskland er nødt til at frelse sig selv og sine naboer fra sig selv ved at blive opløst i 'Europa'?"
"Hmmmmm..."
En Oxfordforskers tænkepause er intens. Han kommer op fra tankedybet via en omvej:
"Det er i hvert fald beundringsværdigt. Der er ikke mange lande i historien, der har ønsket at begrænse deres magt. Tyskland har jo denne meget kritiske størrelse - beskrevet af Henry Kissinger som: 'For stor for Europa men for lille til verden'."
"Men man begrænser ikke Tyskland med en monetær union. Det moderne Tyskland er allerede et ansvarligt demokrati; det har ikke brug for gyldne håndjern. Og hvis Tyskland skulle ønske at opføre sig skidt, så kan en monetær union ikke hindre det mere end det EU, vi allerede har. I de seneste ti år har vi set hele tre monetære unioner bryde sammen: Det sovjetiske, jugoslaviske og tjekkoslovakiske".
Med sin optagethed af Tyskland, af modstand mod hegemoni (herunder de to former, der galdt under den kolde krig) og af udviklingen i det øst- og centraleuropæiske er Ash i en nøgleposition til at reflektere over det forhold, at franskmænd og tyskere i årevis har sat lighedstegn mellem "Europa" og "Det europæiske fællesskab", uanset hvilken form sidstnævnte har haft. Hvordan har han det med, at EU er blevet Kustoden for alt europæisk?
"Det har redet den europæiske debat som en mare de seneste ti år, fordi det glemte mindst halvdelen af Europa. Men nu er det sådan, at vi må sige med udgangspunkt i Churchills berømte: 'Demokrati er den værst tænkelige regeringsform - bortset fra alle de andre systemer, der har været afprøvet', at EU er det værst tænkelige Europa - bortset fra alle de andre Europaer, der har været gennem tiderne".
- Hvad er så essensen af Europa og det europæiske?
"Der er ingen essens. Kun en Hegel ville sige, at netop dét er essensen..."
"Europa har ingen klare grænser, det fader ud hen over Rusland, hen over Tyrkiet og for så vidt også hen over Amerika. Europa er alt inden for dette område. Den store liberale tænker Emmanuel Kant er Europa - det samme er Hitler, men det bør ikke forhindre os i at søge en positiv identitet".
- Hvad er det, der fader væk?
"Historisk talt bliver Europa et begreb, der tager over i 16-1700 tallet efter kristendommen. Noget af det er bevaret - derfor kan vi ikke forlige os med, at det muslimske Tyrkiet skulle være europæisk. Men et monoreligiøst Europa er ikke svaret i dag."
"Mit svar vil være, at Europas liberale orden kun er indledningen til en liberal orden for hele verden", indrømmer han efter en tænkepause - og med et af disse smil, der viser, at han godt ved, at her er han offer for klassisk eurocentrisme: Herfra alting (godt) udgår...
"Man kan ikke indføre den liberale orden overalt i verden på en gang. Men lige som det nordamerikanske frihandelsområde NAFTA er en byggesten, så er EU".
- Europa er vel også den mest selvreflekterende region i verden - vi fostrede imperialisme og fascisme, men ruger og reflekterer konstant over det...
"Ja - eller kald det selvoptagethed. Men for mine østeuropæiske venner er 'Europa' noget positivt. Det står for internationalisme. Det er modpolen til den lokale, chauvinistiske og racistiske nationalisme. De ser Europa som en trædesten til en større liberal verdensorden".
Hvad er det så for en orden, der springer ud af den vision, Ash ikke tilslutter sig - Chirac, Kohl, Mitterands vision om at færddiggøre Europas fællesskab?
"Det er ideen om Europa som supermagt".
- Er den logiske konsekvens af supermagten ikke først en udenrigspolitik og dermed også en fælles hær?
"Ja helt absolut. Husk det berømte citat fra - hvad hedder han nu, en fransk udenrigsminister.... Han sagde, at udenrigspolitik består af to ting: Våben og penge. Nu er de fælles penge besluttet, senere følger den fælles hær. Jamen selvfølgelig er det den logiske følge af den nuværende politik."
"En forfærdelig masse mennesker i Europa er ikke enige i 'færdiggørelses-visionen'."
"Men som slutstrofen lyder i G. K. Chestertons smukke digt: "Vi er Englands folk/ og vi har aldrig talt endnu" - så har Europas folk aldrig talt."
"Udfordringen bliver at få den folkelige stemning kanaliseret i andet end afvisning af tilbudte projekter - over i en positiv tilslutning til andre projekter. Hvis du spørger, hvilke nye fronter, der kunne begejstre en ung europæer, så har jeg et klart svar parat: De ligger i Prag, i Budapest, i Warszawa - i Pristina, Sarajevo, i Minsk!
"Det er de nye fronter! De byder på ekstraordinære muligheder!", svarer den 42-årige forsker. Begejstret.
"Der har aldrig før været et tidspunkt i europæisk historie, hvor vi havde bedre mulighed for at skabe en liberal orden i hele Europa.
"Men vi forspildte den..."
*Dette er den tredje artikel i en interviewserie om Europa. De foregående artikler blev bragt den 25.-26. april og den 2.-3. maj. Serien fortsætter
