Læsetid: 7 min.

Min europæiske kusine og hendes syge moster

7. maj 1998

Amsterdam-striden mellem globalister og lokalister

FRIE ORD
Trods tidens globalisering (det vil sige amerikanisering), kender de fleste danskere endnu sangen Grøn er vårens hæk, skønt den står i noget så forældet som Højskolesangbogen. Men henviser man digteren, der skrev det, Poul Martin Møller, melder selv yngre litteraturstuderende ofte pas. "Han siger mig ikke noget," som man siger. Kierkegaard derimod, Søren Kierkegaard, han er in eller hot eller fed eller cool eller bare skide aktuel lige nu. Kendt - om ikke for andet så dog - for noget om ulykkelig kærlighed og ellers angsten og eksistensen. Men selveste Begrebet Angest har Kierkegaard faktisk tilegnet denne nu næsten ukendte Møller. Med en dedikation, der vil noget i disse tider, da de store europæiske traditioner og den hjemlige danske andedam brydes - med Amsterdam-afstemningen den 28. maj som foreløbig næste afgørende skæringsdato:
"Afdøde professor Poul Martin Møller - græcitetens lykkelige elsker, Homers beundrer, Sokrates' medvider, Aristoteles' fortolker - Danmarks glæde i glæden over Danmark, skønt 'vidt forrejst' altid 'mindet i den danske sommer' - min beundring, mit savn, helliges dette skrift." Skriftet om det moderne og postmoderne: eksistensen og angsten, nu da troen på den evige, uimodsigelige sandhed og frelse er død for så mange.
Som fremgået af Kierkegaards hyldest kan forfatteren af sangen om den grønne hæk og de hulde piger små på Københavns vold op til Store Bededag kaldes en sand europæer: oversætter af Homer og med sine forelæsninger over græsk filosofi den, der nok er hovedforudsætningen for Kierkegaards livslange med- og modstilling af Sokrates og Kristus. Athen og Jerusalem. Det europæiske hus' to hovedhjørnestene.

DET mÅ være tilstrækkelig introduktion til en tekst af Poul Martin Møller, som jeg er kommet i tanker om under læsningen af de Europa-interviews, Information har brag i den seneste tid:
"Forudsætningen for at skabe en europæisk identitet er en politik, som går ud på at bevare mangfoldigheden og ikke en superstat," sagde den svenske diplomat og forfatter Ingmar Karlsson til Peter Tygesen den 25. april. Med noget der ligner hån, omtaler Karlsson EU-flaget, "der blev identisk med Europarådets med 12 gule stjerner på blå bund." Og EU's hymne: "fjerdesatsen af Beethovens niende symfoni, Ode til glæden" (af Schiller). "Idrætten er jo også med vekslende fremgang blevet anvendt til at opbygge national identitet. (...) Der har været Sejl for Europa-arrangementer, cykelløb, årlige marcher mellem de tre europæiske hovedstæder Bruxelles, Luxemburg og Strassburg, udstillinger og konferencer - og venskabsbyer. (...) Men på trods af nationalstatsattributterne er en europæisk nationalstat et dødfødt projekt. Der er ingen direkte sammenhæng mellem europæisk kultur og historie og europæisk politik. Den europæiske fremtid hviler derfor på medlemsstaternes fælles interesser og ikke et europæisk folks politiske vilje - af den enkle grund, at en sådan vilje ikke eksisterer."
"Europa-politikken i den autoriserede form, vi kender, er en abstraktion i forhold til alle forskellene - man fristes til at sige at den er opfundet af ignoranter," sagde den franske historiker og antropolog Emmanuel Todd til Børge Visby den 2. maj. "Når den har triumferet i det omfang den har, er alle lande skyldige, men de franske bureaukrater fortjener en særlig pris for stupiditet, for de har fået lov til at præge udviklingen frem for nogen. Som sagt, alle er skyldige, og den danske elite har heller ikke brilleret... Det er en slags åndelig forarmelse. Livets mangfoldighed interesserer ikke Europa-eliten - det er næsten, som om den foragter Europa. For Europas storhed består ikke i homogenitet, men i den store kulturelle, historiske, antropologiske mangeartethed."
Den britiske samfundsforsker John Gray, der deltog i Informations og Københavns Universitets konference Visioner om Europa i tirsdags, mente i sin samtale med Peter Tygesen den 4. maj, "at Storbritannien og Danmark sidder i en ønskeposition ved endnu ikke at være medlemmer af ØMU'en. (...) Europas baggrund er netop forskelligheden, og vi kunne blive det første sted i verden, hvor man både havde en fælles identitet og en lokal: Altså jeg er europæer, men jeg er også brite. Jeg er brite, men jeg er også skotte, muslim, jøde. Ethvert forsøg på at skabe en fælleskultur vil være frygtelig, det vil være det rene erstatningsprodukt."
"EU skal gå imod globalisering," lød overskriften til Bjarke Møllers interview den 29. april med den engelske forfatter til bogen The New Protectionism Colin Hines, der også deltog i konferencen i tirsdags om de europæiske visioner. "Der er brug for EU som en blok. Små lande bliver nemlig smadret af de dominerende magter i verden," sagde han. "Man kan ikke smadre Den Europæiske Union. Der er brug for en gruppe af nationalstater som Den Europæiske Union, der har tilstrækkelig magt til at styre transnationale selskaber og banker."
Alligevel var det for Colin Hines "strålende, at I danskere stemte nej ved folkeafstemningen i 1992. Da jeg så det, sprang jeg op af lænestolen, og det var meget inspirerende. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at Amsterdam-traktaten stoppes, så vi kan få en debat om nogle af disse grundlæggende spørgsmål i så mange lande som muligt."
De grundlæggende spørgsmål er for Colin Hines (som for mig) udsprunget af "de teknologiske forandringer, der vil føre til udskiftning af arbejdskraften med maskiner og sænke antallet af arbejdspladser i industrien, i service og finansiel virksomhed. Samtidig vil den globale åbning af markederne få transnationale selskaber til at flytte vareproduktion til lande, der er billigere. (...) Virkeligheden i den globale økonomi i dag er, at u-landene tvinges til at konkurrere brutalt med hinanden, og gevinsterne kommer ikke flertallet af befolkningen til gode. Men det er slet ikke i udviklingslandenes egen interesse at leve af at eksportere varer til de rige markeder. På lang sigt skal de - som vi - primært satse på at klare sig med en bæredygtig lokal produktion. Målet er, at den nye protektionisme indføres gradvis, så regionerne overalt i verden bliver selvforsynende." Også af hensyn til naturen og økologien.
Kort og godt (og jeg er stadig helt enig med Colin Hines): "Den gamle strid mellem højre-og venstrefløj erstattes af en ny kamp: mellem lokalister og globalister. Den lokale økonomi skal genopbygges." Frem til det gode håndværk og gi' en hånd med arbejde i en moderne form for andelsorganisering af både den såkaldte private og såkaldte offentlige sektor.

DE FIRE her citerede europæere er ikke i traditionel forstand modstandere af EU - og i øvrigt indbyrdes meget forskellige og sikkert også uenige. Men de er fælles om en respekt for det særlige træk i den græsk-jødiske, kristne og mere eller mindre efter-kristne europæiske tradition, der frygter den idealistiske abstraktion og elsker de forskelle, der gør en forskel og livet betydningsfuldt.
Græcitetens lykkelige elsker og Danmarks glæde i glæden over Danmark begik i begyndelsen af 1800-tallet et sødt ondt stykke om sin salige kusines vanskelighed ved at efterleve dette træk. Hun var blevet offer for det idealistisk-abstrakte vanvid, der også er europæisk-amerikansk (det vil sige også et fremherskende træk ved den græske, jødiske, kristne tradition og en afgørende del af det moderne oplysningsprojekt), og som Karlsson, Todd, Gray og Hines hver på sin måde nu advarer imod. (Kierkegaard hadede, frygtede og bekæmpede dette træk med alle mulige og umulige midler).
"Min salige kusine var et mærkeligt eksempel herpå. Hendes gamle moster, som tilbragte sine sidste levedage hos hende, havde fået det husråd mod sin gigt, at hun hver aften skulle gnides på ryggen med en flonels klud. Hun havde den særhed, at ingen uden min kusine kunne forrette denne tjeneste ret efter hendes hoved. Men uheldigvis plejede denne just til samme tid at være fordybet i fortællinger om ridderfruer og ædlinge, der opofrede deres jordiske lykke for Guds riges skyld. Denne henrivende læsning kunne hun sjældent overtale sig til at ombytte med så plump en håndgerning, og moster blev derfor almindeligvis forsømt.
En gang sagde jeg til hende: Gode kusine! Du skulle dog forbarme dig lidt mer over det gamle skrog. I følge hendes alder vil hun ikke længe kunne falde dig til besvær, og når du har mistet hende, vil du sikkert fortryde din mangel på opmærksomhed for hende.
- Min ven! svarede hun, du begriber ikke, hvor slige smålige sysler er mig modbydelige. Den slags selvovervindelse, som så liden en kærlighedsgerning forudsætter, falder det mig svært at nedlade mig til. Jeg kan trods nogen fornægte mig selv for min lidende søster og broder, men kun i det store; hvad enhver kan gøre, det krymper jeg mig ved at give mig i færd med. Mit hjerte vil altid blive miskendt, fordi jeg er født i en ussel tid, hvor jeg ikke har hjemme, i en tid, da kvinden blot skal beskæftige sig med småting. Dø for min gode moster kan jeg med glæde, ja udgyde mit blod for hende på retterbænken. Det håber jeg, du tror om mig; men at spilde min tid for at føje hendes egensindighed, det holder jeg mig for god til."
I dag havde Møllers stakkels kusine været udfriet af sit fængsel og siddet som EU-kommissær eller i hvert fald i EU-parlamentet. Og i begejstring over, at den usle flonels klud er overladt til professionelle omsorgseksperter broderet tolv gule stjerner på en blå flagdug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her