Skuespilleren, poseuren, fredsaktivisten, forfatteren og selvironikeren Ebbe Rode død, 88 år
Nekrolog
Han ville have elsket det !
Om kun 18 dage ville Ebbe Rode være blevet genstand for en hyldest, der ned i detaljen afspejlede hans livs folkekæreste Storm P.-monolog. I den lyse sommeraften skulle Det Danske Drengekor, Kor 72 og Operakoret have kvædet under hans vinduer. Søren Pind have fremført Ode til Rode, Stig Fogh Andersen sunget Gralsfortællingen, trioen Åge Haugland (fra Salzburg...), Niels Jørgen Friis og Guido Paivetalu været 'brummen i det fjerne', Carlsberg leveret to pilsnere per mand per kvarter, Skuespillerforbundet bidraget med hvide sangerhuer, den bornholmske idémand været fanebærer, Ida & Bent From have færdigkomponeret Det går så let over bølgen den blå og 'kællingerne have madkurv med og i øvrigt holde sig i baggrunden'.
Anledningen var indvielsen af Ebbe Rodes Avenue i Øster Marie, men nok så meget en undskyldning for at fejre én af vores største kunstnere, mens tid var. Ebbe Rode blev 88 år; nogle klarsynede - deriblandt han selv - syntes der var langt til 90.
Der var langt mellem den unge Rode fra det højfrederiksbergske kunstnerhjem og til den bredkøbenhavnske formand for Sangforeningen Morgenrøden. Og meget længe havde den unge kunstnerspire sit miljø imod sig, selv om det så anderledes ud.
Kernefamilien bestående af forfatterparret Edith og Helge Rode omgav sig med med et udvalg af tidens intellektuelle og kunstneriske spidser og efter et par forgæves oplæg til Akademiet, blev den præsentable unge mand i 1931 sporet ind på Dagmarteatret, hvorfra han året efter blev ansat på Det Kgl. uden egentlig elevtid. Det stod ham dog frit for at følge de elevtimer, han ville; men efter at have overværet en enkelt af slagsen udtalte den nye førsteelsker, at " Rode kan jeg ikke lære noget, og Gabrielsen kan jo en del i forvejen".
Den slags flabede gemmemekanismer gjorde Rodes gang på Det Kgl. Teater til en blandet fornøjelse; han vidste alt om omverdenens forventninger, kollegernes skepsis og sin egen mangel på skoling og måtte krydse sig frem, ofte temmeligt uhjulpet. Den helgenkårede Fr. Schyberg rev sig i håret og dømte 'teater, teater, teater', når processen var gået helt i baglås.
Filmen
Det følgende årtis filmroller blev redningsplanken for den præmaturt teaterlandede Aladdin med det overdrevent bølgende duksehår. I '42 gav Bodil Ipsen og Lau Lauritzen for første gang Ebbe Rode lejlighed til at vise farlighed i rollen som Stenmåren i Afsporet; sidst i besættelsesperioden spillede han sammen med sin epokes evige kunstnertvilling og -rival, århundredets store moderne karakterskuespiller Mogens Wieth, i modstandsfilmen Den usynlige hær, og de to fulgtes til Sverige, da virkeligheden begyndte at overgå filmen. Hjemme igen fulgte Ditte Menneskebarn, Ta' hvad du vil ha' og Kristinus Bergman og endeligt syntes talentet at få farve og personlighed og poseurselvtilliden at vige pladsen for en egentligt begrundet sikkerhed.
15 år senere viste Harry og kammertjeneren den modne Rode, når virkemidlerne var finest; på en pudsig måde afspejlede Bent Christensens film samtidigt de to - man skulle tro for forskellige - spor i Rodes professionelle liv: elegantieren og proletaren.
Smittende selvsving
Mødet mellem den voksne Ebbe Rode og det store klassiske og nyklassiske teaterrepertoire blev et af de mest konsistente i de næste fire årtier. Moliére og Holberg åbnede for den side af talentet, der senere i karrieren førte til en overdådig Wilde-rolle som pastor Chasuble i Bunbury (hvis hovedperson, Ernest, Rode selvfølgelig havde spillet tidligere) og titelrollen i Gogols Generalguvernøren; dvs. den stærke komiske tiltrækning, som fremfor alt omfattede den Storm P., Rode havde kendt fra sin barndom.
Uden Ebbe Rode var denne borgerlighedens dadaist aldrig nået ud til sit egentlige publikum, det brede. Vist skar Rodes tillagte københavnerdialekt strengt taget i ørerne, men samtidigt var det svært at modstå den ærbødige og begejstrede formidlers smittende selvsving og hans intuitive fornemmelse for øljernsfilosoffer og kælderbeværtningseksistenser.
Karrierens andet store spor var Ibsen og Strindberg - en stæreblindt hyklerisk pastor Manders og en forrådt og forvildet Fader (begge på det Kgl.) hører til de absolutte højdepunkter. Et tredje var Arthur i tv-udgaven af H.C. Branners Søskende i nok et indbyrdes kompetitivt samspil med den Mogens Wieth, der sammen med Bodil Kjer var 50'ernes og de tidlige 60'eres Tre Musketerer. Teatrets og filmens tre hjørnestene.
Den skriftlige arv
Arven fra på den ene side romanforfatterinden, på den anden side dramatikeren og lyrikeren rørte siden erindringsdebut'en Troldguld fra 1958 til stadighed på sig. Forfatterskabet havde et impressionistisk, skitseagtigt præg (Ebbe Rode vedblev også at tegne); en filosofisk hr. Mangeord færdedes på siderne med en tyngende blanding af koketterende beskedenhed, der lignede det modsatte, og ægte sjælsynde, skyhed og diskretion. Først da selvironien og anekdoteglæden - hukommelsen var frygtindgydende, især angående De Store Dyr, Ipsen & Reumert - virkeligt voksede frem, fik bøgerne livsduelighed. Denne fuldstændigt fortryllende uimodståelige side af den uforanderligt chevalereske kunstner gjorde Rode til en omvandrende legendesamling i dansk teater; hans erindringsaftener i f.eks. CaféTeatret havde en lune, en kærlighed til den forhindringsfyldte metiér og en bedårende giftighed, der én gang oplevet aldrig glemmes. Erling Schroeder indledte denne specielle lænestolsgenre, Ebbe Rode perfektionerede den.
Hvor gik han langt.
Han fik en start foræret, baksede med en midte og triumferede i en meget lang og kunstnerisk lykkelig voksentid.
