Læsetid: 5 min.

Fear and Loach'ing

16. maj 1998

Ken Loachs My Name Is Joe er den hidtil bedste af konkurrencefilmene i Cannes, mens både Terry Gilliam og Paul Auster skuffer

FILMFESTIVAL
Ken Loach høstede med sin seneste film, My Name Is Joe, Cannes filmfestivalens største bifald, da filmen, der deltager i hovedkonkurrencen, fredag formiddag blev vist for pressen. Og bifaldet var fortjent, for Loach har igen lavet en både rystende og humoristisk indlevet skildring af forholdene for de mange mennesker, der lever på det britiske samfunds bund.
My Name Is Joe er den socialt og politisk engagerede
Loachs tilbagevenden til rødderne. Efter et par mere komplekse politiske skildringer, Land and Freedom om den spanske borgerkrig og Carla's Song om borgerkrigen i Nicaragua, går Loach igen i kødet på den specielle afart af socialrealismen, han har dyrket siden sine dage på tv og gennem de fleste af sine mange spillefilm.

Arbejdsløs alkoholiker
My Name Is Joe foregår blandt arbejdsløse, alkoholikere, narkomaner og smågangstere i Glasgow og følger titlens Joe, der efter adskillige år som drukmås nu har været tørlagt i 10 måneder.
Joe, der bruger al sin tid på at træne et fodboldhold af unge mænd fra de fattige kvarterer i byen, møder en dag socialarbejderen Sarah, og de to forelsker sig i hinanden.
Men en af Joes proteger, Liam, og hans kæreste Sabine skylder den lokale narkohandler og gangsterboss, McGowan, 2.000 pund. For at undgå, at Sabine bliver tvunget ud i prostitution, og Liam får brækket sine ben, påtager Joe sig at være kurér for McGowan på to ture nordpå.
Selve turene forløber fint, men de mere direkte konsekvenser af Joes handlinger får afgørende indflydelse på alle de impliceredes liv.
My Name Is Joe beskæftiger sig med aldeles velkendt Ken Loach-materiale, og på den måde er der intet nyt under solen. Men det er også det mest negative, man kan sige om en film, der er både bevægende, morsom, barsk og meget velspillet af især de to hovedrolleindehavere Peter Mullan og Louise Goodall som Joe og Sarah.

Ingen nemme løsninger
Spørgsmålet, Loach stiller, går på, om målet nogensinde kan hellige midlet. Svaret er entydigt nej. Der er ingen nemme løsninger, og selvom et tiltalende svar ligger lige for, så er konsekvenserne som regel alligevel så forfærdelige, at det slet ikke er det værd.
Loach synes at sige, at selvom man befinder sig et sted, hvor alt håb er ude, og ingen længere kan eller vil hjælpe én, så har man altid et valg. Og selvom prisen kan være høj, så bevarer man om ikke andet sin menneskelighed og værdighed.
My Name Is Joe er indtil videre det bedste bud på en guldpalme-vinder, men desværre har der heller ikke været mange lyspunkter mellem de fem hovedkonkurrencefilm, som hidtil er blevet vist. Der er dog endnu ingen grund til at fortvivle, idet 17 af filmene i hovedkonkurrencen endnu ikke er blevet vist.

Gonzo
En af de film i hovedkonkurrencen, der er en noget skuffende oplevelse, er Terry Gilliams Fear and Loathing in Las Vegas, der blev vist torsdag aften for et forventningsfuldt, men efterfølgende noget afdæmpet pressekorps.
Baseret på en selvbiografisk roman af gonzo-journalisten Hunter S. Thompson er Fear and Loathing et syretrip gennem den amerikanske bevidsthed anno 1971. Vietnam-demonstrationerne hærger USA, og den love-and-peace-bølge, ungdommen har redet med på, er ved at vende.
Det store stofmisbrug har haft sine konsekvenser, og den glade og uskyldige stemning er langsomt blevet forvandlet til paranoia og kynisme.
Når Hunter S. Thompson er bedst fortæller han mangt og meget om et helt absurd og forvredet amerikansk samfund, hvor en mand i en frenetisk syrerus faktisk er det mest normale menneske i miles omkreds.
Fear and Loathing er en både udsyret og meget underholdende film, der fint formår at visualisere de mange horrible syner, hovedpersonerne, journalisten Raoul Duke og hans samoanske advokat Dr. Gonzo (alisas'er for Thompson og hans egen advokat), oplever i deres aldeles udknaldede tilstand på en opgave for et sportsmagasin i Las Vegas.
Jo vist er det underholdende, når Gilliam og Co. lader Duke i Johnny Depps skikkelse lalle hjulbenet rundt med sit evigt vippende cigaretrør i mundvigen, men filmen mangler den dybde og dobbelttydighed, som Thompson skriver sig frem til i sin afart af den berygtede new journalism.
Det synes som om, at Gilliam, der med sin ekstreme visuelle sans burde være et godt valg til at filmatisere netop denne bog, har lagt vægten på de underholdende elementer, fremfor, som i bogen, både at være underholdende og på samme tid uhyre gennemskuende og samfundskritisk.
Derfor er det også filmens første halvdel, der følger bogen nærmest ordret, som er den mest vellykkede, og hvor Depps voice-over giver stemme til Thompsons forbavsende klartsynede vurderinger af amerikansk mentalitet, der når sine mest ekstreme højder et så usmageligt og grisk sted som Las Vegas.
"Den eneste måde, hvorpå man kan skrive ærligt om en oplevelse, er ved at være en del af den," har Hunter S. Thompson sagt om sin måde at skrive på. Thompson var der selv, i Las Vegas 1971, og det fornemmer man, når man læser Fear and Loathing in Las Vegas, men ikke i samme grad når man ser filmen.

Auster går i bro
Også forfatteren Paul Austers debut som soloinstruktør Lulu on the Bridge, der torsdag åbnede sidekonkurrencen Un Certain Regard, skuffer fælt.
Ordet makværk er det første, som rinder mig i hu, når jeg skal beskrive Lulu, der, med sin historie om en ubehagelig jazzmusikers forsøg på rehabilitere sig selv efter at være blevet skudt, er en gang forvrøvlet og super-prætentiøst amatørarbejde skæmmet af elendig personinstruktion og en forfærdelig dialog. Resultatet er blevet, at en garvet rotte som Keitel flakker forvirret rundt uden tilsyneladende at vide, hvor han eller filmen er på vej hen. Og Mira Sorvino, Gina Gershon og Willem Dafoe kæmper forgæves med deres karikerede personer og latterlige replikker.
Men hvor skuespillerne dog har den undskyldning, at de kun har haft Austers manuskript at arbejde med, kan Auster ikke så godt klandre andre end sig selv.
"Skomager bliv ved din læst," er det bedste råd, man kan give Auster, der filmdebuterede med forlægget for den vidunderlige Smoke, instrueret af Wayne Wang, og den næsten endnu mere vidunderlige Blue in the Face, som forfatteren co-instruerede med Wang.
Det er muligt, at Lulu on the Bridge er godt tænkt og så god ud på papiret, men på et lærred fremstår den som et stykke fortænkt bras.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her