Læsetid: 6 min.

Festen fortsætter

20. maj 1998

Overvejende positive anmeldelser til Vinterbergs 'Festen' fra de udenlandske anmeldere, mens franske, amerikanske og italienske film også markerer sig positivt

CANNES
Med mindre end uge til palmerne skal uddeles, begynder der at tegne sig et billede af de mulige vindere - hvis altså man kan bruge de udenlandske anmelderes skriverier til noget.
Personligt går min stemme til Thomas Vinterbergs Festen, og jeg er langt fra den eneste, som er begejstret for filmen, men meningerne er meget delte.
Amerikanske Variety roser selve dogme-ideen, og deres anmelder, Godfrey Cheshire, finder, at filmens visuelle udtryk er stærkt og skuespillerpræstationerne gode, men omvendt synes han, at filmens handling og tema kører for meget på overfladen. Screens Sheila Johnston synes, at filmens flagrende og upolerede udseende spænder ben for plottets succesfulde afvikling, mens to begejstrede kvindelige anmeldere fra Herald Tribune og Entertainment Weekly, oplever Festen som et lille mirakel af en film. Og, siger rygterne, så var juryformand Martin Scorsese endog meget begejstret efter at have set filmen.
De franske anmeldere er også meget delte, men ifølge Le Film Francais, der hver dag bringer en oversigt over, hvad de enkelte franske anmeldere synes om filmene, så er reaktionerne på filmen overvejende positive.

Bedre film
Dog er franskmændene mere positive, når det gælder Ken Loach og My Name Is Joe, og ikke overraskende er de helt vilde med taiwanesiske Tsai Ming-Liangs absurd-minimalistiske og ekstremt kedelige The Hole.
Generelt set synes filmene at blive bedre, efterhånden som dagene går. Efter et par noget magre dage i starten af festivalen, har de seneste par dage kunnet fremvise bedre og mere interessante film. Dog er det et problem for næsten alle konkurrencefilmene, at de er alt, alt for lange. Mange af dem ville vinde betragteligt ved at blive ca. en halv time kortere.
Men blandt de gode film stikker to af de tre viste franske ud fra mængden. Det drejer sig om veteranen Claude Millers familiedrama La classe de neige/Klasseudflugten, der handler om ustabile og overbekymrede forældre, som læsser for mange af verdens problemer over på børnenes skuldre uden samtidig at give dem en smule ansvar. Det er en film, der giver fint liv til hovedpersonens, drengen Nicolas, mange rædselsfantasier om alverdens ulykker, samtidig med, at han spiller sin rolle som en dreng uden barndom meget overbevisende.
Også debutanten Erick Zoncas generelt positive, men i sidste ende alligevel lidt pessimistiske La vie rêvée des anges/Engles drømmeliv høster bifald for sin indfølte skildring af to unge, rastløse kvinders liv på må og få i Lille.
I den lidt lettere ende finder vi de to italienere Roberto Begnini og Nanni Moretti med henholdsvis La vita é bella og Aprile.
Begnini, der også spiller hovedrollen, forsøger i La vita på sin egen, noget klovnede og overstyrede facon at tackle et så alvorligt emne som de jødiske italieneres skæbne under anden verdenskrig. Et langt stykke ad vejen lykkes hans hysteriske og morsomme satire over de italienske fascister og deres pogromer, men filmen er for ujævn i både tone og tema til virkelig at gøre indtryk.
Interessant er det dog, at Begnini, som åbenbart er meget populær i Frankrig, har fået forholdsvis gode anmeldelser for La vita é bella hernede. I Italien har filmen, der fik premiere ved juletid, tjent virkelig mange penge, mens Begnini er nomineret til et dusin af den italienske pendent til danske Bodil.
Nanni Moretti, der også fortryllede danske kritikere og biografgængere med sin forrige film, den selvbiografiske og personlige Kære dagbog, vender tilbage med (og i) Aprile, der ligesom sin forgænger er en personlig tur gennem et Italien, instruktøren mener er i opløsning, fordi soialisterne ikke forstår at markere sig tilstrækkeligt.
Undervejs i filmen, der fikst og humoristisk blander fakta og fiktion, følger vi Morettis anstrengelser med at lave en musical om en bager og en politisk højspændt dokumentar om Italien, altimens han prøver at vænne sig til tanken om at skulle være far.
Med sine kun 80 minutter er Aprile en luftig lille sag, men Moretti er en underholdende mand, der forstår at fremføre sine politiske synspunkter gennem en masse selvironi og en mere eller mindre skarp satire, så selvom hans seneste film måske ikke er palme-materiale, så er den aldeles seværdig.

Tilbage igen
Af de engelsksprogede film i hovedkonkurrencen, der er blevet vist, er det indtil videre kun Hal Hartleys Henry Fool og John Boormans The General, det er værd at hæfte sig ved.
Boorman er efter en del år med temmeligt dårlige film, bl.a. den katastrofale Rangoon, tilbage ved sine rødder i Irland, hvor instruktøren er født, opvokset og bor den dag i dag.
Baseret på virkelige hændelser fortæller The General i sort-hvid historien om tyven og livsnyderen Martin Cahill, der allerede meget tidligt i sit liv beslutter sig for at bekæmpe alle former for autoriteter.
Det gør han gennem en lang række mere og mere vovede røverier - hvilket giver ham tilnavnet the general - som skaffer ham både politi og IRA på halsen, ligesom han ender med at være en meget respekteret mand blandt den almindelige befolkning.
The General er en film om mod og mandshjerte, men ikke med en superhelt som hovedperson. Cahill var faktisk bare en gemen tyv, der sørgede for sig selv og sine, men han havde en stor udstråling og en bestemt mening om, at ingen skulle pisse på ham. Måske er det derfor, projektet har tiltalt originalen John Boorman, der er i stand til både at lave noget lort den ene dag og et mindre mesterværk den næste.
Instruktøren, der altid selv har været i konflikt med autoriteter i skikkelse af den etablerede filmbranche, har lavet en visuelt meget flot film, hvor Brendan Gleeson leverer en flot og kraftfuld præstation som Cahill, mens man i rollen som politimanden, der altid har forsøgt at knække ham, for en gangs skyld ser Jon Voight i en god rolle.
The General er ikke noget mesterværk, men det er en virkelig god film, som nok skal få et publikum og forhåbentlig skaffe John Boorman noget af sin troværdighed tilbage.

Grib nuet
Hal Hartley, der nok er en af de mest populære og alment kendte af de såkaldt american independents, har med Henry Fool igen lavet en stilfærdig, men meget levende film om at 'gribe nuet', om venskab og loyalitet.
Simon er en stille, retarderet, tror mange, skraldemand, der efter at have mødt den mystiske strejfer Henry begynder at skrive. Det ender med at blive et gigantisk flerbinds-pornografisk digt, som afføder både oprør og beundring i Bronx, hvor Simon bor med sin psykisk syge mor og konstant liderlige søster.
Den megen omtale gør Simon til en hot forfatter, og inden længe er hans digt på vej ud til boghandlerne. Men undervejs skal Simon pludselig til at vælge mellem sig selv og sin karriere og venskabet med den intelligente, belæste, men til tider lidt for flagrende og farverige Henry.
Som i de fleste af Hartleys tidligere film taler personerne, og især Henry, i klicheer, der er som taget ud af en billig krimi, og det er i dette åbenlyse genbrug, at instruktøren, der også selv har skrevet manuskriptet, henter sin energi og ikke mindst filmens morsomme tone.
Der sker ikke meget, men tilpas til, at man ikke taber interessen, og Henry Fool ender med at være en finurlig og intelligent lille film om, som sagt, kærlighed, loyalitet og om at tro på sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu