Læsetid: 4 min.

Fiktivt arbejde finansierede Chiracs parti

23. maj 1998

I skyggen af skandalen om korruption i det parisiske bystyre fortsætter slagsmålet om højrepartiernes fremtid

PARIS - Den sidste uge har bragt nye afsløringer af omfanget af korruptionen i det parisiske bystyre samtidig med, at præsident Jacques Chirac nu nævnes mere og mere i pressen som den øverste ansvarlige.
En tidligere topembedsmand på rådhuset har i et stort interview i dagbladet Le Parisien oplyst, at der i en årrække i 1980'erne var 300 fiktivt ansatte under kommunen - d.v.s. personer, der blev lønnet uden at præstere nogen form for arbejde eller i bedste fald kun symbolsk. Det skal have kostet kommunen omkring 100 mio. kr. årligt, betalt af skatteyderne.
Dette er kun en enkelt side af den vidtforgrenede korruption, der beskæftiger flere forskellige anklagere og undersøgelsesdommere. Fælles for alle disse affærer er, at de foregik i den lange årrække, hvor Chirac både var borgmester og leder af partiet RPR. Selv om der er afsløret tilfælde af personlig berigelse, drejer affærerne sig i hovedsagen om ulovlig finansiering af RPR,og der er tilsvarende affærer omkring partiets finansiering i de parisiske omegns-departementer og ude i landet.
En af de sigtede har fornylig for første gang under en afhøring formelt nævnt Chiracs rolle. I en situation, hvor partiets finanser var i meget slet forfatning, havde Chirac givet partiets kasserer instruks om at finde nye metoder til finansiering - og "bruge fantasien"...
Andre implicerede har fremsat underforståede trusler om at bringe Chirac ind i billedet, hvis de selv bliver draget til ansvar ved domstolene. Det gælder således Chiracs efterfølger som borgmester, Jean Tiberi, og hans kone, der er sigtet i en sag om fiktivt arbejde.

Jospin hjælper Chirac
Selv om Chirac i de pågældende år var den øverste ansvarlige for partiet og for det parisiske bystyre, har der indtil fornylig været megen tilbageholdenhed med at nævne præsidentens mulige personlige ansvar for ulovlighederne. Men denne side af sagen nævnes nu i pressen, og socialisterne er blevet mindre tilbageholdende.
Justitsminister Elisabeth Guigou sagde forleden i en "krydsild"-udsendelse, at præsidenten kunne stilles for retten, hvis han havde begået lovovertrædelser. Hun sagde det ikke på eget initiativ, men som svar på gentagne spørgsmål.
Men premierminister Lionel Jospin, der ikke ønsker at destabilisere præsidenten, mener, at justitsministeren er gået for vidt, oghar opfordret hende til at udvise større forsigtighed.
Han har også taget afstand fra en anden socialistisk minister, der har talt om muligheden for et "fremrykket præsidentvalg"...
Jospin vil ikke udsætte regeringen for beskyldninger for at udnytte situationen politisk. Han må tage hensyn til den prekære forfatningsmæssige situation - cohabitationen - hvor han deler regeringsansvaret med en præsident, der er hans politiske modstander.
Han ønsker heller ikke at drage forhastede slutninger, men at "lade retten gå sin gang".

Rapport til 250.000 kr.
I mellemtiden har det vakt enorm opsigt, at borgmester Tiberis kone er blevet udsat for en otte timer lang afhøring og husundersøgelse i forbindelse med en sag om fiktivt arbejde.
Anklageren er i den forbindelse blevet kritiseret af højrepolitikerne og store dele af pressen for overdreven mediatisering. Sagen drejer sig om, at fru Tiberi har modtaget ca. 250.000 kr. fra det RPR-styrede departement Essonne for at have skrevet en 36 siders rapport om "samarbejde mellem fransksprogede lande".
Det er offentligt kendt, at rapporten er værdiløs, hovedsagelig består af afskrifter og desuden er fuld af fejl. Affæren er relativt ubetydelig - set i forhold til de måske flere hundrede millioner kroner, hele korruptionskomplekset handler om - men det drejer sig om et beløb svarende til mere end en årsindtægt for over halvdelen af den franske befolkning - for mange endda flere års indtægt. Og affæren har fået en meget central placering i offentligheden, fordi den både er gennemskuelig og farverig.
Desuden vakte affæren opsigt, fordi daværende justitsminister Jacques Touboni 1996 gjorde et krampagtigt forsøg på at bremse sagen mod fru Tiberi - ved at sende en helikopter på jagt efter en anklager, der var på ferie i Himalaya...
Sagen mod fru Tiberi blev iøvrigt afvist ved domstolen i første omgang på grund af "procedurefejl", men den blev rejst påny, da den lokale revisionsret i Essonne afslørede fiktive job i departementet i større stil.

Flygter fra gamle navne
I mellemtiden fortsætter slagsmålet om højrepartiernes fremtid, og i korruptionsskandalernes skygge præges situationen fortsat af splittelse, skænderier og forsøg på nye partidannelser.
Dagen efter at de to partiledere Philippe Séguin fra RPR pg François Léotard fra UDF havde besluttet at danne en fælles struktur ved navn Alliancen, ophørte UDF faktisk at eksistere. Partiet Démocratie Libérale, der udgjorde den ene af de to hovedkomponenter af UDF, vedtog på en kongres at forlade denne sammenslutning, hvorefter UDF kun eksisterer på papiret. På kongressen blev Léotard hilst med fy-råb, hvorefter han omgående meldte sig ud af partiet - som han er tidligere formand for.
Iøvrigt er det svært selv for franske borgere at følge med i udviklingen, også fordi partierne optræder under stadig nye navne.
Selv om det ikke siges offentligt, er det på grund af retssagerne om ulovlig finansiering, at partierne skifter navn. Der verserer således sager mod begge de to UDF-partier, men under deres tidligere navne - så de undgår at "lægge navn til" disse pinlige affærer.
Philippe Séguin forsøgte fornylig at give RPR et nyt navn, men det blev stemt ned på partikongressen. Det var Chirac, der bag kulisserne organiserede modstanden mod Séguin.
Dette regnes af mange for en ny fejlmanøvre fra Chiracs side, for i betragtning af korruptionsaffærernes omfang synes RPR mere end noget parti at have brug for et nyt navn...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu