Læsetid: 4 min.

Film i tv

14. maj 1998

*Robert Zemeckis fik sig en rørstrømsk succes med Forrest Gump, men normalt er der ganske anderledes bid i ham, som i hans foregående Døden klæ'r hende, der dyrker den kulsorteste variant af sort humor. Det er en tegneserieforenklet satire over narcissisme og grænseløs forfængelig, med Meryl Streep og Goldie Hawn som rivalinder. Streep er den falmende glamourstjerne og mandædende Hollywood-strigle, der ønsker sig evig ungdom og får det, og Goldie Hawn er forfatterinden, der strides med Streep om samme mand, Bruce Willis som tøffelhelt - et rollefag, der faktisk klæ'r det glatte hormonbundt. Filmens store nummer er trick-effekter, der laver om på personernes fysik og gør dem til en slags tegneseriefigurer - en metode, der udnyttes med stor smittende skadefryd. Her appelleres uhæmmet til de lavere instinkter og en hoverende humor, som måske ikke er særlig pæn, men ikke uden effekt. I hvert fald på rubrikbestyreren, der morede sig udmærket.
Death Becomes Her/ Døden klæ'r hende. TV3 +, torsdag kl 20.00- 21.45

*Jørgen Roos er dansk dokumentarfilms grand old man, men han har faktisk også lavet spillefilm - dog kun en enkelt. Der var store forventninger om fornyelse, da Roos i 1958 gik i kompagniskab med Erik Balling om at lave en film som seksdagesløbene, som i 1950'ernes mindre forlystelsesforkælede tider var langt mere populære end nu. Det meste af filmen i optaget på datidens Vinterbane i Forum, og det lykkedes da også Roos i ægte dokumentariske billeder at indfange en del af den øllede og røginddampede atmosfære omkring løbet. Jo, Vinterbane-nostalgikere kan godt glæde sig. Men historien om de to cykelryttere Ivan (Poul Reichhardt) og Otto (Jørgen Reenberg) som konkurrenter både på banen og i kanen, er nærmest pinligt tynd. Og bare synet af Reichhardt og Reenberg på cyklerne er nok til at ramponere troværdigheden - her havde ukendte ansigter gjort underværker. Lily Broberg spiller kvinden, begge cykelryttere bejler til, og Flemming Larsen den lille dreng, der følger far Reichhardts udfoldelser. - For manuskriptet står Tørk Haxthausen og Erik Balling.

Seksdagesløbet. TV3, torsdag kl. 21.00 - 22.50
*Bille August har, efter nogle år i kunstnerisk krise, fået et come-back med Les Miserables, hvis man skal tro et ret knebent flertal af amerikanske filmanmeldere. Men det er altid værd at genopfriske bekendtskabet med den mere beskedne, men mindst lige så målbevidste fortæller, der i mere beskedne rammer beskrev de tidlige 1960'eres opvoksende københavner-ungdom i det gryende velfærds tegn. En tid, hvor forældrene ifølge Bille August rettede opmærksomheden udad mod nye forbrugsgoder i stedet for at samle sig om familien. - I Zappa illustrerer tre drenge fra Brønshøj over-, middel- og arbejderklassens reaktionsmønstre over for et pres udøvet fra oven: det vil sige det kærlighedsløse rigmandsmiljø, hvor Peter Reichhardts mini-tyran er blevet følelsesmæssigt forkrøblet. Filmen bygger på en roman af Bjarne Reuter, men i lyset af Bille Augusts senere værker og hans egne barndoms- og ungdomserindringer er det nemt at se den som en sand auteur-film.
Zappa. DR 1, lørdag kl. 21.35-23.05

*Kultfilm er efterhånden et noget misbrugt begreb, men nu kan TV2 præsentere en gammel B-film fra Hollywood, der i hvert fald har orden i alle kultfilms-akkreditiverne. Joseph H. Lewis' Gun Crazy fra 1949 en af de legendariske sleepers fra Hollywoods fortid, et billigprodukt, der siden er blevet genopdaget, bragt til ære og værdighed og f. eks. var en vigtig forudsætning for Bonnie og Clyde. Med vældig energi og pågåenhed fortæller filmen om en fatal ung kvinde, der lokker en pistolbesat ung mand ud i en forbryderkarriere. Det er en af de første rendyrkede road-film og et eksempel på, at Hollywood kunne være længst forud for sin tid, når man havde færrest penge at at arbejde med. Peggy Cummins og John Dall spiller hovedrollerne i denne dynamiske fortælling fra Hollywoods herligt sorte og mindre pæne fortid, skrevet af den sort-listede Dalton Trumbo, der - stemplet som kommunist - måtte have to andre manuskriptforfattere til at signere drejebogen.
Gun Crazy. TV2, lørdag kl. 00.50-02.20

*Claude Berri fik et bemærkelsesværdig comeback med sine to på én gang bredt episk og psykologisk fortættede Marcel Pagnol-film Kilden i Provence og Manon og kilden. Gérard Depardieu spiller den tilrejsende bonde i dette drama fra 1920'rne, en pukkelrygget skatteopkræver og familiefar, der drømmer om at skabe paradisets have på den gård, han har arvet. Men hans to beregnende, griske og intrigante naboer, den gamle Papet og sønnen Ugolin, er ude efter den samme gård og dens hemmelige kilde til rigdom. - Her er ikke tale om en mekanisk romanfilmatisering, men en filmisk suveræn bearbejdelse, der rammer landlivets rytme, tone og belysning i en særlig sydfransk variant. Har man smag for provencalsk stemning og landsbymiljø, er denne film et festmåltid. Også fordi den er så blændende godt spillet af Depardieu, Yves Montand og særlig af Daniel Auteuil som den forræderiske stik-i-rend-dreng Ugolin, der trods sine luskede forehavender ikke kan lade være med at føle venskab for den naive Depardieu.
Jean de Florette/ Kilden i Provence. DR 2, søndag kl. 21.00-23

*Kevin Costner fik sig en af sine solide succes'er med denne spændingsfilm, en veldoseret blanding af kompliceret kriminalintrige, kontant action og hed sex. Costner er en flådeofficer, der får til opgave at dække over sin chef, en dynamisk forsvarsminister, da denne uforvarende bliver skyld i sin elskerindes død. Samtidig må han konstant kalkulere med, at han selv kan komme under mistanke, for han havde også et forhold til nævnte dame. Hun fremstilles af Sean Young, der har specialiseret sig i det frække, mens ministerens rolle ikke bliver mindre spændende af at blive spillet af Gene Hackman.
No Way Out/ Ingen vej tilbage. TV2, søndag kl. 20.00-22.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her