Læsetid: 7 min.

Man skal finde sig en plads

27. maj 1998

"I min omgangskreds er alle for EU", siger Alexandre, 20-årig pariser, der selv knokler ugen rundt for at sikre sig adgangsbilletten til den europæiske elite

PARIS - Vi zoomer ind på en parisisk forstad. Det billede , man forventer at se, er højhuse, smådealere som dasker rundt mellem grafittibefængte mure, slidte plæner og trøstesløshed.
Men vi drejer kameraet en smule og går tæt på noget, der er mindst lige så meget af rundt om storstaden: parcelhuskvarterer.
I stedet for trøstesløshed er der her mere "Andeby-konkurrence-om-den-fineste-have" over det. De kommunale bede dystrer i kampen om at være områdets mest blomstrende forstad.
Netop nu er tulipanerne afblomstret, stedmoderblomsterne er bukket under for den sidste hedebølge, men roserne er midt i en totaleksplosion.
Alexandre Touret har tilbragt størstedelen af sit 20-årige liv i Corneilles-en Parisis, ca. 17 km fra Notre Dame.
I den helt tidlige barndom var der to år i USA, og gymnasietiden blev tilbragt på den franske skole i København, mens farmand byggede ikke bro, men tunnel under Storebælt. Det var efter, at Eurotunnellen var færdig.
"Men jeg kan altså ikke tale dansk," siger Alexandre med et smørret grin.
"Det er danskerne jo alt for gode til andre sprog til, selv en pølsemand taler jo engelsk, det er virkelig et af de punkter, hvor jeg skammer mig over franskmænd."

En pæn dreng
Barndomsvenner bor om hjørnet og går stadig ind og ud af huset. Som ligner de andre i kvarteret, som ligner de andre parcelhuskvarterer her omkring Paris og over hele Frankrig.
Der er ikke trængt meget modernisme ind i parcelhustanken, det er 'rustikke' huse, med høj rejsning, skodder, gulpudsede mure og klinkegulve. I Alexandres mors have har blåregnen blomstret om kap med rosmarinen, som har vundet, og lavendelerne er på spring.
"Er din mor god til at lave mad?", spørger jeg og overvejer en taktik for at nå ind bag overfladen.
For Alexandre er en pæn dreng. Som er lidt nervøs og tilbageholdende af den simple grund, at jeg er voksen. Jeg kan garantere for, at der under hele samtalen ikke blev sagt, sgu, fanden eller merde en eneste gang.
Jeg skutter mig lidt i voksenrollen, som jeg godt ved, det ikke er sådan lige at krænge af sig, når man står overfor 'velopdragne' franske unge. Han lyser da også helt op ved spørgsmålet og svarer begejstret ja.
Da jeg senere spørger hans veninde, om det er rigtigt, er hun mere tilbageholdende: "Jo, det er da rigtigt nok, at hun er god til at lave mad, når hun laver mad. Men hun kan også finde på at lade det være dybfrost."
Kummefryseren er fyldt op med færdigretter fra indkøbsturen i områdets Carrefour og dementerer ideen om den franske hjemmegående hustrus gryder på blusset fra morgen til aften.
"Sådan ville jeg ikke gøre, hvis jeg var husmor" siger veninden tænksomt.

'De Store Skoler'
Hun har da også noget at tænke over i den retning. For Alexandre kan knap nok koge et æg. Det har han heller ikke - hvor absurd det end lyder - haft tid til, for han har forberedt og lige overstået konkurrencerne for at komme ind på 'De Store Skoler'.
For at komme ind på de store velrenommerede handelsskoler, skal man til concours - optagelsesprøver. Det gælder for alle de prestigefyldte skoler inden for næsten alle fag, om det er naturvidenskab, ingeniørvirksomhed, statskundskab eller økonomi.
Der er selvfølgelig også universitetet. Men dér kan alle, som har en studentereksamen komme ind. Og så får man ikke skilt fårene fra bukkene: "Det er på disse skoler, man uddanner eliten, og her i Frankrig har man den idé, at man - for at få virkelig højt niveau - må vælge ud, og det skal være hårdt", siger Alexandre.
Sværhedsgraden af disse optagelsesprøver har ført til, at der findes skoler - både offentlige og private - som forbereder disse prøver. Det kan betragtes som en udvidet gymnasieuddannelse, de samme fag, blot på højere niveau, og med pisken over nakken.
"Der er vel 1500 pladser på de skoler, der interesserer mig", siger Alexandre, "og vi er 5.000, som er i færd med at forberede os. Hvis man ikke kommer ind på de bedste skoler, er der de mindre gode. Men for visse personer er de to år spildt, hvis de ikke kommer ind på en skole. Man får ikke noget diplom på denne forberedelse".

En klostertilværelse
"Lige fra skoleårets start, er vi i konkurrence. Man er forberedt på, at det næsten er en klostertilværelse, og det passer".
"Vi arbejder på skolen otte timer om dagen i fem dage. Resten af dagen går med lektier. Om lørdagen er der så prøver, fire timer skriftligt - de mundtlige ligger om onsdagen. Personligt har jeg derudover været nødt til at tage privattimer i matematik søndag morgen. Jeg har fri søndag eftermiddag, men selv her følte jeg, at jeg burde arbejde".
"Da det havde stået på i et halvt år, blev jeg nødt til at tvinge mig selv til at holde fri. Ellers ville det bryde sammen for mig. Hver lørdag hænges prøveresultaterne op, og du kan se, hvor du er placeret i forhold til de andre. I starten satte de en rød streg midtover. Hvis du var under stregen, vidste du, at du ikke ville have en chance til konkurrencen".

Bange for arbejdsløshed
- Hvad synes du om at være med i sådan et ræs?
"Jeg gør det simpelthen, fordi jeg er bange for arbejdsløshed. Med papir fra en stor skole er du sikker på at finde arbejde. Min store drøm er at arbejde i musikbranchen", griner Alexandre, som i dag er afslappet efter to års afsavn og fire ugers intense optagelsesprøver til en række forskellige skoler.
Kæresten og han har haft en hel weekend sammen. Hun er ellers vant til en ugentlig audiens søndag eftermiddag: "Men hvis jeg kommer ind på en skole, så får jeg meget mere tid i de tre år, det varer - det store arbejde ligger før".

Danskernes skepsis
"Jeg må indrømme, at jeg ikke har haft tid til at følge med i, at danskerne skal stemme om Amsterdam-traktaten. Men jeg kan jo godt huske danskernes skepsis. I min omgangskreds er alle for EU, og det er lige meget, om de er venstre- eller højreorienterede".
"Mange brokker sig over globaliseringen, men jeg tror ikke, det nytter noget at modarbejde den, til gengæld skal man finde sig en plads i den, som er god for de enkelte lande og for Europa som helhed".

Nye sammenhænge
"Det, som interesserer mig og mine venner nu, er, hvordan man kan få de nye sammenhænge til at fungere. Hvor mange lande skal være med i EU, og hvordan skal det effektueres. Det er meget pragmatisk: hvordan får man lande med en svagere økonomi, til at fungere sammen med lande med stærk økonomi".
- Bliver det ikke bare de store lande som bestemmer for dem?
"Det kan jeg ikke se. Jeg synes, at hele strukturen er lavet således, at beslutningerne gives ved forhandlinger ud fra medlemslandenes synspunkter. Der er ikke nogen overordnet instans, som kan bestemme på andres vegne".

Europæisk USA
"Jeg er ikke bange for tanken om, at det kommer til at ligne USA, hvor de enkelte stater bestemmer for sig selv, men har en overordnet fælles interesse. Det eksisterer jo allerede, og det er ikke dette, at man skriver det ned på et papir, som forandrer den kendsgerning".
"Der er da utrolig mange forbindelser de europæiske lande imellem, og det synes jeg, EU styrker. Jo tættere samarbejdet bliver i EU, jo mere ved franskmændene . om de andre lande, og det synes jeg er en god udvikling".
"Jeg synes i den forstand, at dette at være tilknyttet EU selvfølgelig og heldigvis ændrer perspektiverne. Man bliver tvunget til at se sagerne fra de andres synspunkt også. I den forstand er det noget andet at være europæer end at være dansk eller fransk. Det kan jeg kun se noget godt i. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke må forandre sig. Fremtidens danskere vil vel have forandret sig, ligesom fremtidens franskmænd. Men de vil da stadig være henholdvis danske og franske."

Højre-strømninger
"Hvis der er noget, jeg er bange for, så er det de anti-demokratiske strømninger i Europa. Jeg er selv højreorienteret, men jeg og en række af mine bekendte har ganske enkelt mistet vore pejlemærker i de voksne politikere i disse dage.
Alexandre har god grund til at udtrykke tilfredshed med sin mors madlavning. Han er afhængig af både den og faderens pengepung et godt stykke tid endnu.
Den ældste bror på 27 er også handelsuddannet, på en mindre prestigiøs skole, lillebroderen på 18 tager studentereksamen, og har tænkt sig at læse jura.
De er alle hjemmeboende, med kærester på besøg i weekenden i det gæstfri hjem, hvor man ser videofilm, tager spa-bad og laver grillmad med naboerne.

'Bol din mor'
Jeg noterer mig, at Alexandre har øreringe i venstre øre: "Dem fik jeg i i Danmark. Jeg tror nu nok, jeg bliver nødt til at tage dem ud, hvis jeg fortsætter til mundtlig optagelsesprøve, men på den anden side viser det noget om min personlighed", overvejer den pæne unge mand.
På vejen ud under blåregnen spørger jeg kæresten, som jeg ikke har set meget til, om, hvad det egentlig er for noget musik, Alexandre lytter til: "Amerikansk og fransk rap som f.eks. NTM, svarer hun.
Jeg bliver helt lettet. For det første fordi der her er stemmer fra ghettoen, som synger ind i den parisiske parcelhusidyl.
For det andet fordi NTM er en forkortelse for Nick Ta Mere, en udsøgt og meget udbredt fornærmelse fra tilværelsens skyggeside, som betyder 'Bol din mor'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu