Læsetid: 3 min.

Flere ja-sigere i byerne

29. maj 1998

Selvom der blev afgivet flest nej-stemmer i storbyerne og øst-Danmark, er der ikke længere så stor forskel på land og by, når krydset skal sættes

Byboerne har droppet deres skepsis over for EU. De tidligere nej-højborge, storbyerne producerer ikke længere massive nej-resultater.
På typiske venstrefløjsbastioner som Vesterbro og Nørrebro er andelen af nej-stemmer ved dette valg faldet betydeligt: På Vesterbro fra 64,4 til 55,1 procent, og på Nørrebro fra 60,6 til 51,6 procent. Samme mønster ses i Århus hvor Århus Ø gik fra 44,3 til 39,9 procent til nej-siden.
I enkelte storbykredse vandt nej-siden frem, f.eks. gik Amager fra 49,8 til 51,5 procent til nej-siden. Amager er en af de kredse, hvor Dansk Folkeparti havde et godt folketingsvalg i marts. En simpel fortolkning af denne fremgang kunne således lyde, at det især er højre-
sidens nej, som er vundet frem.
Det kunne også forklare den fremgang, som nej-siden har oplevet i landdistrikterne. I traditionelle ja-områder, som f.eks. Ringkøbing og Viborg amter er nej-andelen steget ved dette valg i forhold til 1993-valget (33,6 til 38,0 procent i Ringkøbing og 37,2 til 40,5 procent i Viborg).
Udligningen kan dog også forklares med den ændring som landområderne i disse år gennemgår. Flere byboere flytter på landet, og omvendt begynder der at dukke flere og flere mennesker i liberale erhverv op i byerne.
En anden forklaring går på, at folk i landbruget og
fiskeriet i de senere år har udvist stigende utilfredshed med bureaukratiet i EU-
systemet, og nu lader deres utilfredshed få luft med et nej.

Forstærket tendens
Modstanden mod EU (eller EF) har altid været størst i storbyerne og den østlige del af landet. Under de tre første afstemninger i '72, '86 og '92 bredte denne modstand sig langsomt fra København ud i resten af landet.
Ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fælleskaber opnåede nej-siden kun flertal i fire områder: de tre københavnske storkredse og kreds Århus Nord. Fjorten år senere, den 27. februar 1986 var andelen af nej-stemmer steget over hele landet, og udover de tre storkredse kunne Københavns Amtskreds også mønstre et nej. Socialdemokratiets top anbefalede et nej, og det afspejlede sig i et stort antal nej-stemmer i partiets gamle bastioner som f.eks. Aalborg, Nakskov, Helsingør og Randers.
Udviklingen fortsatte i samme retning op til afstemningen den 2. juni 1992, hvor nej-flertallet havde bredt sig til de fleste Amtskredse på Øerne og Århus og Nordjyllands Amtskreds i Jylland. Dermed var nej-sigerne sikret det historiske flertal i hele landet på 50,7 procent.
Den 18. maj 1993 var det gået tilbage for nej-fløjen, og andelen af nej-stemmer for hele landet blev på 43,3 procent - stort set samme niveau som i '86. Men den geografiske forskel var udlignet i forhold til '86-afstemningen: færre nej-stemmer i Storkøbenhavn og flere nej-stemmer i Jylland.
Samme mønster blev altså gentaget - og forstærket ved dette valg.

Trofaste vælgere
Alligevel er der stadig flest nej-stemmere i byområderne, hvilket stemmer fint overens med den partipolitiske fordeling af stemmerne ved folketingsvalget i marts.
De to nej-partier på venstrefløjen, Enhedslisten og SF har størst opbakning i de centrale dele af de store byer, ligesom de to nej-partier på højrefløjen, Dansk Folkeparti og Fremskridtpartiet har mange vælgere i samme byers forstæder.
Samtidig er Dansk Folkepartis vælgere de mest partitro i spørgsmålet om ja eller nej til Amsterdamtraktaten. Ifølge en Gallup-undersøgelse lavet dagen før valget ville hele 84 procent af partiets vælgere følge trop om Pia Kjærsgaard og stemme nej, mens kun otte procent ville stemme ja.

(2.udg. af avisen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her