Læsetid: 3 min.

Flere ja-sigere i byerne

29. maj 1998

Selvom der blev afgivet flest nej-stemmer i storbyerne og det østlige Danmark udlignes de geografiske forskelle i valgresulterne yderligere ved dette valg

Byboerne har droppet deres skepsis over for EU. De tidligere nej-højborge, storbyerne producerer ikke længere massive nej-resultater.
En af de få jyske kredse, som ved sidste valg i 1993 havde nej-flertal, Århus N, har ved dette valg stemt sikkert ja med 54,1 procent.
I Århus Ø blev resultatet også et sikkert ja med 60,1 procent mod 55,7 i 1993. På samme måde er nej'et på Nørrebro sunket fra 60,6 procent i 1993 til 51,6 ved dette valg.
Omvendt er modstanden mod EU stigende i landdistrikterne. I traditionelle ja-områder, som de vestjyske amter Ringkjøbing og Viborg er nej-andelen steget ved dette valg i forhold til 1993-valget (33,6 til 38,0 procent i Ringkøbing og 37,2 til 40,5 procent i Viborg).
Modstanden mod EU (eller EF) har altid været størst i storbyerne og den østlige del af landet. Under de tre første afstemninger i '72, '86 og '92 bredte denne modstand sig langsomt fra København ud i resten af landet.
Ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fælleskaber opnåede nej-siden kun flertal i fire områder: de tre københavnske storkredse og kreds Århus Nord.
Fjorten år senere, den 27. februar 1986 var andelen af nej-stemmer steget over hele landet, og ud over de tre storkredse kunne Københavns Amtskreds også mønstre et nej. Socialdemokratiets top anbefalede et nej, og det afspejlede sig i et stort antal nej-stemmer i partiets gamle bastioner som f.eks. Aalborg, Nakskov, Helsingør og Randers.
Udviklingen fortsatte i samme retning op til afstemningen den 2. juni 1992, hvor nej-flertallet havde bredt sig til de fleste Amtskredse på Øerne og Århus og Nordjyllands Amtskreds i Jylland. Dermed var nej-sigerne sikret det historiske flertal i hele landet på 50,7 procent.
Den 18. maj 1993 var det gået tilbage for nej-fløjen, og andelen af nej-stemmer for hele landet blev på 43,3 procent - stort set samme niveau som i '86. Men den geografiske forskel var udlignet i forhold til '86-afstemningen: færre nej-stemmer i Storkøbenhavn og flere nej-stemmer i Jylland.
Ændringen i landsmønstret med flere nej-stemmer i provinsen bliver af nogle forklaret med, at især folk i landbruget og fiskeriet i de senere år har udtalt sig mere og mere kritisk om bureaukratiet i EU-systemet.

Trofaste vælgere
Aligevel er der stadig flest nej-stemmere i byområder, hvilket stemmer fint overens med den partipolitiske fordeling af stemmerne ved folketingsvalget for to måneder siden.
De to nej-partier på venstrefløjen, Enhedslisten og SF har størst opbakning i de centrale dele af de store byer, ligesom de to nej-partier på højrefløjen, Dansk Folkeparti og Fremskridtpartiet har mange vælgere i samme byers forstæder.
Ifølge en prognose lavet dagen før valget af Gallup Instituttet for Berlingske Tidende er Dansk Folkepartis vælgere de mest partitro i spørgsmålet om ja eller nej til Amsterdamtraktaten. Hele 84 procent af partiets vælgere følger trop om Pia Kjærsgaard og stemmer nej, mens kun otte procent stemmer ja.
Den interne splittelse hos SF afspejles ikke særlig tydeligt hos partiets vælgere. 74 procent kundgjorde, at de ville stemme nej, og kun 17 procent ja. Nogenlunde samme grad af trofasthed udviser Venstre og konservatives vælgere, med henholdsvis 78 og 75 procent ja-stemmer.
Den største grad af rebelskhed finder man hos Socialdemokratiets vælgere. Her ville mere end en trediedel af partistøtterne modsætte sig Nyrups utallige opfordringer, og stemme nej.

(1.udg. af avisen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her