Læsetid: 6 min.

Fod under eget tag

2. maj 1998

Er det vigtigt at kunne gå rundt om sit private hus? Og hører der stadigvæk Volvo og Vovse til Villaen? Antallet af private enfamiliehuse vokser, og Statens Kunstfonds arkitektkonkurrence har netop givet nye bud

Just what is it that makes today's homes so different, so appealing? - spurgte den engelske billedkunstner Richard Hamilton i 1956 med titlen på et skelsættende popkunstbillede. Hvad er det, der gør nutidens hjem så anderledes og tiltrækkende?
Collagen var programmatisk tænkt som en sammenklæbning af de billeddannelser, det moderne massekulturelle menneske blev udsat for på det tidspunkt, kun ti år efter Anden Verdenskrig.
I fokus står et muskelbundt af en poseur med kæmpe slikkepind under armen. En kvinde med lampeskærm på hovedet og et tv-apparat pryder hjørnet. Der er manuel båndoptager og en dåse skinke på sofabordet, foruden tegneserie og avis henslængt i forgrunden. Men ingen børn. Og loftet hænger som en truende marmoreret skydannelse over hjemmemiljøet.
Nogenlunde samtidig begyndte yngre intellektuelle herhjemme at beklage sig over familien i parcelhuset på Evighedsvej, mellem ligusterhække som skyklapper og derfor uden politisk interesse eller overblik.
Ikke desto mindre blev der i løbet af 1960'erne og -70'erne opført noget nær en halv million danske énfamiliehuse og typehuse, på villaveje mellem stedsegrønt, carporte og alt for høje lygtepæle. Bygget af gule teglsten og tjæret træ, med flade tage eller skrå tage, men næsten alle huse i kun én etage.
Statistisk set markerer disse endnu eksisterende forstadsområder den største geografiske rokering i danmarkshistorien, fremgår det af den nye bog, Landdistrikterne, fra Odense Universitetsforlag.
En kvart million mennesker forlod fra midten af 1950'erne og ti-femten år frem landbruget, og flyttede til byerne. Og en million andre flyttede fra de gamle bymidter til nye forstadskvarterer.
To trediedele af alle husstande får i samme periode egen bil, hvad der med et slag øger mobiliteten mellem hjem og arbejdsplads helt uden om (langsomme) samfundsmæssige investeringer i kollektive trafikmuligheder.
Nu - tredive år efter - repræsenterer enfamiliehusene fra den periode (ifølge en rapport fra Boligministeriet fra januar i år) en nødvendig bygningsrenovation til samlet udgift eller investering på mindst 8 mia. kr.
Ikke desto mindre er der tegn på en fornyet interesse for igen at bygge nye fritliggende parcelhuse frem for at gå efter tæt-lavt sammenbyggede boligklynger. Formentlig som resultat af både den lave rente, og af opbremsningen i de almennyttige boligselskabers lånemuligheder. Men måske også som resultat af et tilbagevendende syn på kernefamilien som suveræn boenhed.
I løbet af de sidste femten år har interessen for række- og kædehuse i tættere familiefællesskaber ellers overhalet både etagehuset og typehusene med næsten 100 procent. Men det næste års tid synes det modsatte af blive tilfældet. 8.000 nye private enfamiliehuse er en fordobling i forhold til 1997.

Hvad med kufferter og ski?
For en uge siden offentliggjorde Statens Kunstfond resultaterne af en offentlig arkitektkonkurrence om nye parcelhuse som arkitektur. Dels som svar på den fornyede interesse for boligformen, men også som en mulighed for yngre arkitekter til at vise hvad de kan i en mindre, men realistisk byggeopgave.
Et område i Vejle og et i Randers er lagt ud til bebyggelse af hver fjorten forskellige præmierede boliger, og de skal nu, efter to ligeledes udvalgte og præmierede bebyggelsesplaner, opføres inden pinse næste år. Så der er noget nyt at se på, når skoven bliver grøn, og områderne gøres tilgængelige som studieudstillinger for andre interesserede parcelhusbyggere.
"Man kan godt undre sig over, hvor de konkurrerende har tænkt sig at familierne skal opbevare de tomme kufferter og skiene" - sagde arkitektdommeren Gehrdt Bornebusch ved præmieuddelingen.
Han har en menneskealder bag sig som både husbygger og familieoverhoved: "Jeg synes heller ikke der er tænkt så meget over, hvor den trehjulede cykel skal stå eller rulleskøjterne ligge og flyde. Der mangler forstuer i mange af projekterne. Man vader lige ind i stuen ude fra det danske vejr, som jeg personlig holder meget af - man skal bare huske at det er vådt!"
Til gengæld var Bornebusch - der har været med til at projektere både Amtssygehuset i Herlev og det nye Nationalmuseum i Frederiksholms Kanal - begejstret for, at der var så mange forslag til parcelhuse i flere etager: "Dem har vi jo ikke set noget til de sidste fyrre år! Men det er faktisk en fin boligform, fordi man jo så kan se ned i haven og få øje på en ræv om aftenen, eller være på højde med de blomstrende frugttræer straks man ruller gardinet op om morgenen."
Både han og meddommeren Per Feldthaus var skuffede over, at der ikke var mange bud på at tænke hele parcelhustanken om fra bunden af. For som Feldthaus siger til Information er der "forskel på, om man ser overordnet, samfundsmæssigt på spørgsmålet eller indefra og ud gennem beboernes vinduer." Parcelhuset er nemlig ikke nogen særlig ressourcebesparende byggemåde, hverken materielt eller opvarmningsmæssigt. Men det er i flere henseender en attråværdig måde at bo på - med mulighed for at bygge til, eller dele op, og sætte kaninbure i skellet.
Parceludstykninger som de to konkurrencepræmierede mangler til gengæld de sociale overgangszoner mellem private, offentlige og halvprivate domæner, som i 1970'erne blev tætlav-bebyggelsernes mellemborgerlige svar på egentlige kollektiver.
Den slags mere radikale storfamilier fandt ofte rum i firs-halvfems år gamle patriciervillaer - med højloftede stuer og et utal af værelser og krinkelkroge, som nu lod sig udnytte til helt andre og hippe samboformer.
Den slags variationsmuligheder står ikke allerhøjest på dagsordenen i hovedparten af projekterne til nye enfamiliehuse. Måske fordi konkurrenceprogrammet var formuleret meget målrettet efter at finde formående familier som kommende bygherrer.
Men selvfølgelig er der variationer og nye beboelsesmuligheder mellem de forslag, som nu forhåbentlig kommer op at stå: Nye rumforhold mellem opholdsrum og udendørs terrasser, nye sammenhænge mellem indskudte balkoner og høje rum, eller forskydninger mellem zoner i huset, som kan gøre det muligt at bo flere generationer i samme hus.

Oprydning og opbrud
Tilbage i 1940'erne og -50'erne blev det betragtet som noget særligt at have sit eget værelse, både som barn og voksen. Det var i alt fald tydeligt, at de voksne gebommerligt havde savnet et, da de selv var små og vant til at sove på en puf i dagligstuen eller døje med lektierne ved spisebordet i alt for små etagehuslejligheder.
Men børneværelset blev - og bliver - af de voksne også opfattet som en del af husordenen, som en kærkommen mulighed for at stuve yngre drømme og udfoldelser, pyntedukker, Legoklodser, plakater og skoletasker af vejen. Og (i alt fald dengang) en potentiel mulighed for at lære at rydde op, på seks kvadratmeter.
Spiselegeforstuen blev ganske vist fast mærkevare i 1960'ernes typehuse, men rummet var for det meste så gennemkrydset af ganglinier mellem forskellige døre, at det kunne forekomme nærmest livstruende for alle parter at bygge en Märklin-bane på gulvet.
Indtil starten af vores århundrede var der stadig penge til både guvernante og rummelige børneværelser - for at børn og (rigtige) voksne kunne holdes skarpt adskilt i det daglige, ligesom læsetid og legetid.
Sådan er det trods alt ikke længere. Men nye parcelhuse, selv så små som i Kunstfondens konkurrence, burde nok i højere grad gå efter zoner end strengt specificerede rum.
Det gør nogen af de præmierede huse også. Og nemt vil det ikke nødvendigvis blive at bo sådan, men det er det heller ikke den dag i dag, hverken i typehusene fra boomets epoke, eller i de etageejendomme montagebyggeriet afsatte i landskabet, som svar på bolignøden efter krigen. Det var de æsker og betonklodser, tæt-lav bevægelsen gjorde op med, skubbet på af en passeret vækstperiode og nye familiemønstre.
Familierne fra 1960'erne var eksempelvis de første, der for alvor kom til at organisere en tilværelse, hvor både far og mor var ude af huset i dagtimerne.
Det er den barndomserfaring, en ny generation af parcelhusbyggere med elektroniske arbejdspladser i hjemmet skal til at reformulere, når nu til dags en ny orden skal sættes for nye børns fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her