Læsetid: 6 min.

Den følelsesfulde hjerne

4. maj 1998

Hjernen danner ubevidste erindringer, der hjælper os med at overleve. I en ny bog beretter
Joseph LeDoux om de seneste erkendelser indenfor hjerneforskningen

HJERNEVINDINGER
I starten af dette århundrede havde den franske læge
Edouard Claparede en kvindelig patient med alvorligt hukommelsestab.
Hendes hukommelsestab var så omfattende, at hver gang lægen var ude af øje, var han også ude af sind, og måtte derfor ved genkomst atter introducere sig.
En dag blev det lægen for meget. Han gemte derfor en tegnestift i sin hånd. Dernæst gik han ind til patienten, og gav sit sædvanlige håndtryk, hvilket denne gang gjorde temmeligt ondt på patienten. Han forlod rummet, og kom tilbage lidt efter. Patienten vidste stadig ikke, hvem han var, men nægtede efterfølgende at trykke hånd med ham. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men det bød hende stærkt imod. Hun kunne tilsyneladende huske uden at huske.
Hvordan kan det lade sig gøre? De senere års forskning i hjernens emotionelle system har givet en større forståelse for grundlæggende mekanismer bag fænomener som ovenstående. Senest har en af verdens førende hjerneforskere, Joseph LeDoux skrevet The Emotional Brain, hvori han mesterligt giver et indblik i den nyeste forskning i den følelsesfulde hjerne.

Simpelt system
Lige siden Darwin har videnskaben forsøgt at beskrive menneskets grundlæggende følelser, men den videnskabelige tilgang har været stærkt problematisk og genstand for uendelige diskussioner.
Det er svært at finde ud af, hvordan man videnskabeligt kan studere følelser, da de er lidt bløde og fremfor alt subjektive.
Joseph LeDoux har forsøgt med en mere simpel tilgang til problemet.
Han peger på, at ydre påvirkninger tilsyneladende giver anledning til ubevidste erindringer, der først dernæst giver anledning til bevidste følelser. Disse bevidste følelser er dem, som vi almindeligvis refererer til som følelser. Men at beskrive vores subjektive oplevelse af følelser er et meget svært problem, der er bundet til bevidsthedens gåde. Og eftersom denne gåde endnu ikke har fundet sin løsning, mener LeDoux, at det giver bedre videnskabelig mening at undersøge et mere simpelt system.
Et sådant forholdsvist simpelt system i hjernen er frygt-systemet. De grundlæggende hjernemekanismer bag frygt er tilsyneladende de samme hos alle pattedyr. Derfor har LeDoux kunnet benytte dyreforsøg til at opnå væsentlig information om disse mekanismer.

Frygt og bæven
Den amerikanske hjerneforsker, der udfører sine forsøg på Center of Neural Science på New York University, har brugt et simpelt system med klassisk konditionering, som man kender fra Pavlov. En rotte i et bur hører en hyletone, og modtager et elektrisk chock. Dermed lærer den at sammenholde hyletonen med elektrisk chock, og alene hyletonen kan efterfølgende udløse rottens frygtadfærd. Ved at fjerne udvalgte dele af rotters hjerner har LeDoux og kollegaer fundet ud af hvilke hjernestrukturer, der indgår i hjernens auditive (hørelses-relaterede) frygt-system.
Det viser sig, at en struktur kaldet amygdala (latinsk for mandel), spiller en helt central rolle for frygtsystemet i hjernen. Fjerner man således hele eller udvalgte dele af amygdalaen, frygter rotten ikke længere hyletonen.
Overraskende har det vist sig, at frygten indtræder, før vi er bevidste herom.
Når vi går en tur i skoven og pludselig får øje på noget, der ligner en slange, så reagerer vores hjerne og krop straks. Gennem evolutionens forløb har det uden tvivl været en fordel for os, at visse reaktioner foregår lynhurtigt, før vi bliver bevidste herom. En brøkdel af et sekund kan betyde forskellen på liv eller død. At dette sker skyldes, at amygdalaen modtager signaler fra sanserne før hjernebarken, der ellers normalt
foretager størstedelen af bearbejdningen af signaler og formodentlig i sidste ende skaber de subjektive følelser.

To slags erindring
På samme måde har man fundet ud af, at erindringer gemmes ved hjælp af i hvert fald to forskellige hjernemekanismer, alt efter om en erindring for eksempel har følelsesmæssigt indhold eller ej. Dels benyttes hippocampus (latinsk for søhest) til den bevidste erindring, og dels benyttes amygdalaen til den ubevidste erindring.
Ifølge LeDoux, så havde
Claparedes patient formodentlig hukommelsestab forårsaget af en læsion af hippocampus, mens hendes ubevidste frygtsystem tilsyneladende stadig virkede. Hun kunne derfor godt ubevidst huske, at lægen havde stukket hende, men hun var ikke bevidst herom, da den bevidste erindring var gået i stykker, og hun derfor ikke kunne tale herom.
De ubevidste erindringer har stor betydning i forbindelse med blandt andet fobier. Ubevidste erindringer har vist sig meget svære at udviske, og vi har ikke direkte bevidst tilgang til dem. Hertil kommer, at amygdalaen har langt større indflydelse på hjernebarken end omvendt, og derfor kan låse os i en frygtsom bevidsthedstilstand.
Vi er ikke født med fobier, men på en eller anden måde opstår disse som forbindelse mellem stimuli (for eksempel slanger eller lukkede rum) og frygt-respons.
Sammenhængen er endnu ikke helt klar, men det er interessant, at det ofte er evolutionært farlige objekter, som for eksempel slanger eller edderkopper, der er genstand for fobier, men aldrig virkeligt farlige objekter som løse elektricitetsledninger eller pistoler.
Som vi lærer mere om frygt-systemet i hjernen, bliver vi bedre i stand til at forstå og behandle symptomerne, når systemet løber løbsk. For selvom vores frygtsystem evolutionært set har hjulpet os, så går systemet undertiden i stykker, og giver anledning til ubærlige psykiske lidelser for den enkelte.
Og så er frygt-systemet kun et ud af en række forskellige emotionelle systemer, der virker i hjernen. Hver af disse systemer er opstået i løbet af evolutionen for at give individet bedre mulighed for at overleve.
Ved at undersøge alle disse systemer øges vores forståelse af, hvordan de bevidste følelser kan dannes fra det store antal ubevidste processer.

Det ubevidste
Psykoterapien har taget disse opdagelser til sig. Ledoux' ubevidste erindringer kan således minde om psykoterapiens undertrykte og underbeviste erindringer. Men det er ikke helt så enkelt, da ubevidste processer ikke er undertrykte, men netop ubevidste og dermed ikke tilgængelige for bevidstheden.
Alligevel kan mange af resultaterne kobles til forskellige former for terapi. For eksempel resultater fra stressforskningen, der peger på den væsensforskellige indflydelse stress-hormoner i blodet har på hippocampus og amygdala. Hvor hippocampus evne til at danne bevidste erindringer bliver væsentlig forringet i stressede situationer, så bliver amygdalaen snarere bedre.
Det betyder, at amygdalaen danner stærke associationer under stress situationer. Så når et menneske bliver bragt under alvorlig følelsesmæssigt stress såsom voldeligt overfald, er det meget muligt, at der ikke bliver dannet bevidste erindringer, mens de ubevidste erindringer dannes med ekstra styrke.
På denne måde kunne man forestille sig, at en voldsramt ikke har nogen bevidst erindring om den voldelige begivenhed, men masser af ubevidste traumatiske erindringer.
Det ville være oplagt for en terapeut at prøve at få de to systemer til at tale sammen. Desværre er der tilsyneladende ikke mulighed for at overføre erindringer mellem de to typer erindrings-systemer. Alligevel vil en større forståelse af bevidste og ubevidste erindringer formentlig kunne hjælpe til en bedre behandling.

Barndomstraumer
På samme måde har forståelsen af de ubevidste erindringer betydning for dannelsen af vores selv i den tidligste barndom.
Det er et kendt faktum, at de fleste først kan huske ting fra omkring 4 års alderen, der falder sammen med hippocampus' sene funktionelle modning.
Det viser sig imidlertid, at amygdalaen fungerer langt tidligere, og derfor danner ubevidste erindringer fra en meget tidlig alder. Det giver traumer i barndommen en mere alvorlig dimension, end hidtil antaget.
Endnu ved vi ikke nok om amygdalaens præcise modningsproces og virkemåde, og det er for tidligt at sige noget mere præcist om ubevidste erindringers rolle ved dannelsen af selvet.

Følelsernes jazz
Joseph LeDoux' bog stiller mindst lige så mange spørgsmål, som den besvarer. Men, sådan er det med god videnskab:
Hver gang vi finder dele af et svar, så rejser der sig nye. Det, som er en særlig glæde i The Emotional Brain, er, at vi med Joseph LeDoux' forskning i baghånden efterhånden kan begynde at stille de virkeligt interessante spørgsmål om følelser.
Omend det er med følelser som med jazz. Som Louis Armstrong engang sagde til en journalist: "Lady, if you have to ask, you'll never know".

*Joseph LeDoux: The Emotional Brain. Simon & Schuster. Hardback $ 25.00.

Morten Kringelbach er cand. scient. og læser D.Phil. indenfor hjerneforskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu