Læsetid: 8 min.

Fra folkestyre til fællesstyre

12. maj 1998

Jacob Andersens bestræbelse er intet mindre end at finde årsagen til det, mange kalder demokratiets krise

NY BOG
Den 4. maj 1991 kunne man her i bladet læse en indtrængende afdækning af det snuskede politiske forløb bag beslutningen om at etablere en ny bydel på Amager i forbindelse med anlægget af en fast forbindelse over Øresund. Artiklen var skrevet af avisens daværende medarbejder Jacob Andersen i samarbejde med den stadig aktive arkitektur-medarbejder Allan de Waal. I mellemtiden er Jacob Andersen flyttet til ugebrevet Mandag Morgen og har i et vist omfang skiftet vurdering af det forløb hans skildrede så kritisk dengang i 1991. Ikke på grund af ændrede journalistiske krav på Mandag Morgen, selv om der nok skal være nogen, der mener det. Og heller ikke på grund af nye oplysninger i sagen.
Som han selv oplyser i kapitlet "En by bliver til" i den foreliggende bog om demokratiets vilkår, byggede 1991-artiklen på faktuelle og kontrollerede oplysninger. Det eneste han i dag fortryder er overskriften "Hvordan Ørestaden blev til", uden dog af den grund at skyde ansvaret over på redaktionen, sådan som vi andre, løsere tilknyttede skribenter har for vane at gøre. Artiklen påviste nemlig ikke hvordan Ørestaden blev til - den eksisterer i dag stadigvæk kun på tegnebrættet. Men hvordan idékomplekset Ørestad blev til i en lille embedsmandsgruppe. Den beskrev heller ikke hvordan David Rehling fra sin daværende position i Naturfredningsforeningen klemte store indrømmelser ud af trafikplanlæggerne. Det fremgår til gengæld af og til indirekte af Rehlings skriverier i avisen, nu hvor han er skiftet til skrivende medarbejder.

Talen om demokrati
Ørestads-planen handlede først og fremmest om at finansiere en række store trafikinvesteringer i forbindelse med broen og tunnelen til Malmø ved at byggemodne nogle store frie arealer på det vestlige Amager. Denne plan og udgravningerne optager stadig sindene blandt de berørte beboere, og vil formodentlig gøre det til langt ind i næste århundrede.
Det er imidlertid ikke denne side af sagen, der har fået Jacob Andersen til at reflektere over sin gamle artikel. Han bruger den som case study, der skal illustrere hans overvejelser over demokratiets vilkår i dag. Ved samme lejlighed opregner han en lang række andre emner, han også godt kunne have skrevet om. Disse historier må vi meget håbe, at han en dag tager sig tid til at skrive, for de lyder eminent spændende. De rækker fra aftalen om Øresundsbroen mellem det danske og det svenske socialdemokrati, Tvindloven og Thule-radaren til departementschefen der forsvandt (er det Wiese?) og oprettelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Jacob Andersen sigter imidlertid langt videre end den blotte afdækning af konkrete sager. Hans bestræbelse er intet mindre end at finde årsagen til det mange kalder demokratiets krise og dertil formulere en strategi til overvindelse af denne krise på basis af en demokratiteori.
Historierne er imidlertid vigtige elementer til en rigtigere forståelse af hvad der foregår. Faktisk ændrer hans diagnose af, hvad andre har kaldt "magtens lette tilstand" i det moderne samfund på afgørende vis vores forståelse af problemerne. Det er nemlig ikke så meget demokratiet, der er i krise, som en bestemt, forældet måde at tale om det på. Det bliver særlig klart i debatten om demokratiet og EU, som han har et klart tænkt, afsluttende kapitel om.
Med Norge som afskrækkende eksempel viser han overbevisende, at Norge overhovedet ikke holder sig uden for EU, men blot overtager hele sættet af regler og direktiver uden politisk, dvs. demokratisk debat. Det er heller ikke sådan, at Norge afstår fra at påvirke EU's lovgivning. Det foregår bare direkte fra norske virksomheder via lobbyister i Bruxelles og fra højt placerede regeringsembedsmænd. Med det resultat at EU overhovedet ikke diskuteres i Norge, hvilket kan føles som en stor behagelighed. Men til ubodelig skade for det norske demokrati.

Forestillingen om folket
Sådan er det som bekendt ikke i Danmark, hvor vi tværtimod har indført en slags direkte demokrati for den del af udenrigs- og efterhånden også indenrigspolitikken, der vedrører EU. Det er besværligt, irriterende og ofte overflødigt at stemme om Danmarks forhold til EU, sådan som vi gør det med jævne mellemrum. Men hvis man med demokrati, mener folkets direkte deltagelse i beslutningerne er det vanskeligt at kalde afstemningerne for mangel på demokrati.
Det er der alligevel mange, der gør, især dem, der taber. Det sker sommetider med henvisning til en forestilling om et 'folk', hvis suveræne rettigheder trædes under fode, når det selv samme folk vælger at afgive suverænitet til et overnationalt organiseret mellemfolkeligt samarbejde for nu at parafrasere Niels Ersbøll formulering. Men forestillingen om 'folket' stiller sig efter Jacob Andersens mening i vejen for en moderne forståelse af demokratiet.
Hvis forudsætningen for at demokratiet kan fungere er, at der eksisterer et 'folk', in casu det danske, er det indlysende at demokratiet ikke kan fungere på europæisk niveau. Denne indlysende og selvopfyldende klage fylder meget i den danske debat, se blot debatsiderne i dette blad. Men gentagelse gør ikke påstanden rigtigere.
Jacob Andersen klæder elegant de udbredte misforståelser af i kapitel, hvor han ikke blot gør sig lystig over Søren Krarups og Ebbe Kløvedal Reichs nostalgiske dyrkelse af 'folket' - hvad der er let - men også spidder et sædvanligvis skarpere hoved som historikeren Henrik Nissen. Metoden er at kalde denne form for demokrati, der blev etableret i sidste århundrede for 'etnokrati', af det græske ord for folk, ethnos. Overfører vi argumentet til serberne i Pale kan enhver se, at kravet om etnisk renhed og absolut suverænitet for 'folket' eller 'nationen' er utilladeligt og forbryderisk nonsens. Men hvorfor skulle det egentlig være anderledes hos os?

Ingen skumle bagmænd
Her kommer Ørestaden ind igen. Det er nemt at fremstille verden som én stor korrupt sammenrotning af de magtfulde mod de magtesløse. Det har den velmenende byplanlægger Arne Gaardmand gjort i en bog om Øresundsforbindelsen, hvor han fører Jacob Andersens gamle artikel til dens logiske konklusion og "afslører" Øresundskonsortiet i al dets korporatistiske ondskab. Problemet er blot, at ingen i denne lille organisation har magt. Det har politikerne heller ikke. I det moderne samfund findes der ganske enkelt ingen skumle bagmænd, der fra røgfyldte baglokaler magtfuldt trækker i trådene og får os andre, små uskyldigheder til at spjætte. Det fremgår af alle undersøgelser af magten, men forhindrer tilsyneladende ingen velmenende debattører i at gentage vrøvlet. Alene af den grund er Jacob Andersens bog yderst forfriskende.
Det er den så meget mere som han langt fra er en ukritisk beundrer af tingenes tilstand. Demokratiet har et alvorligt problem så længe så mange (der i grunden burde vide bedre) går rundt og siger, at det står ringe til.
Men hvad er magten så? Den findes ikke i Ørestadsselskabet. Dets magt afhænger fuldstændigt af medarbejdernes evne til at påvirke den offentlige debat de mange, mange forskellige steder denne foregår. Det har de professionaliseret sig i og har tilsyneladende også et vist held med (se blot Anne-Grethe Foss' regelmæssige klummer her i bladet). Men, som det hedder i bogen, hvorfor forsøge at manipulere, hvis man har magten? Manipulation er snarere teknik til at få magten end anvendelse af den.

Nutidens udfordringer
Nej, i det moderne videnssamfund er der mange forskellige grupper, som opererer i mange indbyrdes adskilte offentligheder. Hver for sig har de fat i dele af magten og udøver den i dele af deres tilværelse. Men i livets andre situationer er disse tilsyneladende magthavere underkastet andres afgørelser - præcis som alle andre.
Dette er en del af demokratiets nye vilkår i forhold til sidste århundrede, hvor det gav bedre mening at skelne mellem 'dem deroppe' og 'os hernede'. Derfor foreslår Jacob Andersen at omdøbe demokrati fra folkestyre (etnokrati) til fællesstyre. Som han et enkelt sted lidt misforståeligt kalder homokrati; det ord giver nu nok lidt skæve associationer. Denne ændring af sprog og dermed underforståede idealforestilling lyder som en rigtig god idé.
Ud over disse vægtige afsnit er den yderst gennemarbejdede bog forsynet med en alenlang, meget pædagogisk præsentation af debatten mellem Hal Koch, der opfattede demokrati som livsform og samtale, og Alf Ross, der slet og ret definerede det som flertalstyre efter bestemte regler. Ingen af disse to positioner, der fremstilles i ægte sokratisk dialogform med forfatterens egne forbindende kommentarer og spørgsmål, lever op til nutidens udfordringer. Det gør heller ikke Henning Fonsmarks nyformuleringer af Ross' formalistiske position og ædende onde nedgøring af Kochs velfærds-blødagtige samtale-demokrati. Alt dette er glimrende for nye læsere, ligesom et pædagogisk sæt af definitioner og forslag til en strategi for overgang til fællesstyre er det. Udmærket, velment og formodentlig glimrende til studiekredse i demokrati i fremtidens lange vintermåneder.
Problemet er bare, at den kølige og nøgterne analyse i de midterste kapitler forklarer, hvorfor ingen moderne mennesker sætter tiden af til studiekredse om demokratiets vilkår. Dertil har vi alt for travlt med at udøve magt og indflydelse via jobbet, deltage i påvirkningen af samfundet gennem deres enkeltsagsorganisationer eller bare som politiske forbrugere.
Enhver bog, hvor god den end måtte være, er et spøjst, nostalgisk medium i den moderne situation Jacob Andersen nøgternt og illusionsløst analyserer. Men bogen fungerer godt som en teoretisk sammenfatning af en del af Mandag Morgens indsats.

Magtens lethed
Vi kan læse bogen hver for sig, blive klogere, og holde op med at begræde demokratiets slette tilstand ud fra en forældet forestilling om folkedemokratiet, der bygger på idealer om folket fra sidste århundrede, et folk som ingen reelt længere gider være medlem af i dag. Bortset fra de få festlige lejligheder hvor vi udtaler os om det danske demokratis fortrinligheder og det manglende demokrati i Europa. Eller når vi synger efter Højskolesangbogen. Det er der nemlig stadig ganske mange, også unge, der gør. En gang imellem. Men det foregår altid med en let postmoderne fornemmelse af simulacrum og altid kombineret med en bevidsthed om, at de fællessyngende i næste øjeblik er at finde i caféernes neonlys.
Magten er blevet let og det er fint. I grunden ved vi det allesammen, men det er vigtigt at huske på det, også når vi taler principielt om demokrati. Glemmer man det, kommer man uafvidende til at bidrage til en i grunden unødvendig krise for demokratiet ved at benytte forældede ordbilleder. Læs selv og bliv klogere. Også på hvad der står her i bladet. Og hvorledes et moderne perspektivrigt demokratisk fællesstyre reelt lever i bedste velgående til et akkompagnement af Ejvind Larsens jeremiader over folkestyrets elendige tilstand.

*Jacob Andersen, Fra folkestyre til fællesstyre - strategi for en demokratisk magtovertagelse. Gyldendal 232 s., 195 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu