Læsetid: 14 min.

Forargelse eller forfatning

1. maj 1998

Eurokraterne i det overnationale DJØF-parti sidder på magten i EU-systemet og vælter sig i luksus og privilegier, skriver John Iversen i hudløs kritik af EU-systemet

Når man første gang bliver ansat i EUROPOLIS i Bruxelles eller i Luxemburg, vil der det første år være en række fordele, som man kan benytte sig af. Det handler først og fremmest om, at man som ansat kan købe alt fra biler til sofaer uden at betale moms og afgifter. Ingen har i virkeligheden kunnet svare på, hvorfor det er sådan. Sådan har det bare altid været, er det bedste svar, jeg har kunnet få. Men det er skam også behageligt sådan at købe en hel ny Ford Mondeo eller en af de eftertragtede Passater til godt 90.000 kroner, når den samme bil i Danmark koster mindst 250.000. Nu ville bilen under alle omstændigheder være billigere i Belgien, fordi afgifterne her er væsentligt lavere end i Danmark, og man kan da heller ikke lige tage bilen med hjem til Danmark, når eller hvis man skulle holde op i sit job. I den situation ville man skulle betale danske afgifter for en tilsvarende brugt bil.
Men alt i alt er det en god hjælpende hånd til ens økonomi, at man kan købe en ret dyr bil for to månedslønninger. (Da John Iversen i sin tid blev ansat som talsmand i Kommissionen fik han en grundløn på netto 45.000 kr. om måneden, red.) I Danmark er en bil en investering, som er langt mere belastende for privatøkonomien.
Der er naturligvis også andre goder, som medarbejdere og parlamentarikere i institutionerne kan nyde godt af. I både Luxemburg og i Bruxelles er der specielle forretninger, hvor man kan købe alle livets fornødenheder. Der er tilmed specielle hylder med madvarer fra ens hjemland. Man kan for eksempel købe Christiansøsild eller danske laksesider, spanske skinker og sjælden italiensk ost.
Alt sammen ganske fornuftigt. Ingen vil naturligvis klage over, at en kommerciel forretning sælger varer til højtlønnede ansatte i EU's institutioner. For det er ganske givet en god forretning at have eurokraterne som kunder. Men oveni den direkte fortjeneste på de eksotiske varer, får indehaverne af forretningerne desuden et godt tilskud. Der gives ganske vist ikke direkte subsidier eller tilskud til forretninger og ansatte i EU. Men kigger man godt efter på EU's budget, vil man studse over en række beløb. Under kapitel A-11 finder man et tilskud til 14 ansatte i mad-forretninger på i alt 560.000 ECU. I danske kroner er det over 4,2 millioner eller et tilskud på 300.000 kr. pr. ansat. Det betyder altså, at de ansatte i EU får et direkte tilskud til deres madindkøb.
Det er ganske tankevækkende, at de ansatte i et af verdens højest betalte bureaukratier indirekte får ekstra penge til at købe ind for i deres egne butikker, fordi priserne på varerne på den måde kunstigt holdes nede. Det minder mig mest om de dollarbutikker, jeg engang besøgte i Moskva, da jeg var på besøg i Sovjetunionen sammen med den kommunistiske gruppe i Europa-Parlamentet. Også her havde pingerne et hav af privilegier.

Penge for at spise
Det standser ikke med tilskuddet til de ansatte i butikkerne. Lidt længere nede i EU's budget kan man læse, at der også er tilskud til noget, der står som infrastruktur og faciliteter i forbindelse med eurokratiets butikker.
Jeg spurgte mig lidt for, da jeg var noget forundret over, hvad det var for et tilskud. De forskellige butikker ligger nemlig alle i bygninger, der i forvejen er lejet eller ejet af EU-institutionerne. Derfor fandt jeg det ejendommeligt, at der i artikel A-20 i budgettet var en linie, hvor der var afsat 150.000 ECU om året (ca. 1,1 mill. kroner) i forbindelse med disse butikker.
Jeg fik det svar, at beløbet dækker over tilskud til dem, der ejer fødevarebutikkerne. Med tilskuddet kan ejerne så indrette deres forretninger efter EU-elitens smag.
Der er tale om et direkte tilskud til en gruppe mennesker, der allerede lever livet på Business Class, og der er da heller ikke grænser for, hvad der kan købes af luksus-fødevarer i disse butikker. Lige fra trøfler til ægte kaviar.
Hvis man var naiv, kunne man måske finde på at spørge, hvorfor de ansatte i systemet ikke selv er i stand til at betale for deres luksus. Når man nu kender deres indtægter.
Medarbejderne får også indirekte penge for at indtage deres måltider, når de går i kantinen eller i restauranterne i EU-institutionerne.
Man skal lede lidt, men så finder man endvidere de kapitler i budgettet, der omhandler tilskuddene til restauranterne. Der er både et direkte spisetilskud på 1.577.000 ECU om året - hvilket svarer til 11.922.120 danske kroner. Et fint lille tilskud til at nedsætte prisen på den mad, man indtager i kantinen. Men det standser ikke med det.
Der gives også et tilskud til 74 ansatte i kantinerne på 2.975.000 ECU eller 22,5 mil. danske kroner. Det svarer til over 300.000 kroner pr. ansat.
Men heller ikke her slutter det.
Der optræder desuden et beløb på 2.100.000 ECU pr. år - næsten 16 mill. danske kroner - i tilskud til det, der i kapitel A-20 får de ansatte sammen med politikerne i EUROPOLIS årligt et madtilskud på omkring 50 millioner kroner. Efter min mening ganske forargeligt og et letkøbt argument for dem, der helst så hele EU-konstruktionen nedlagt. (..)
"Give them another building"
Vi sad en aften over en drink på et lille slot syd for Bruxelles. Samtlige talsmænd i Europa Kommissionen var samlet til en slags krisemøde i bestræbelserne på at få strammet op på diverse procedurer og dernæst diskutere kabinetternes holdning til pressekorpset. Men formålet med mødet var glemt efter middagen, for nu spillede vi billard og fortalte jokes om vores foretrukne "journalistfjender".
Jeg sad og talte med en af de mest erfarne talsmænd fra landbrugskommissærens kabinet. Vi diskuterede, hvad der ville ske på en forestående regeringskonference, og hvad Parlamentet ville få med sig. Hans ironi og rammende irske humor fornægtede sig ikke, da han med et smil på læben sagde:

"Give them another building."
Det var en stående vits i Kommissionen, at ekstravagancen med hensyn til privilegier i Europa-Parlamentet var omvendt proportional med indflydelsen.(..)
Europaparlamentarikerne har faktisk fået en ny bygning, hvor hver politiker har adgang til privat bad og toilet. Desuden er man nu ved at bygge endnu en ny bygning i Strasbourg, som tages i brug i efteråret 1998 - et af de største budgetpunkter for Parlamentet i år. Projektet hænger sammen med det rejsecirkus, som aktørerne i Parlamentet er med i. I løbet af en enkelt måned er der møder tre uger i Bruxelles, en uge i Strasbourg. Mange af medarbejderne bor i dag i Bruxelles, men en stor del bor stadig i Luxembourg, hvor Parlamentet tidligere lå. Det betyder, at en række medarbejdere er nødt til at rejse til udvalgsmøder en eller to uger pr. måned i Bruxelles og en uge til Strasbourg.
Meningen med dette rejsecirkus fortoner sig i tågen. Det er i hvert fald en gåde både for mig og for mange andre indbyggere i Unionen, at det skulle være nødvendigt med alt dette rejseri. Der har ofte været forslag om at standse dette rejsegalimatias, men hver gang er det blevet standset af Frankrig, som ikke vil opgive Strasbourg som det sted, hvor alle Europa-Parlamentets samlinger afholdes. Det blev således sidst slået fast på topmødet i Edinburgh i december 1993, at "Europa-Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og afholder der de tolv årlige plenarmøder, herunder også budgetrækken. Yderligere plenarmøder afholdes i Bruxelles. Europa-Parlamentets udvalg holder deres møder i Bruxelles. Europa-Parlamentets Generalsekretariat og dets tjenester er fortsat placeret i Luxembourg".
Senere er der ved EU-domstolen i Luxembourg afsagt en dom som prioriterer, at der skal afholdes 12 årlige møder i Strasbourg. Det er en ganske dyr ordning. De seneste skøn fra Europa-Parlamentets budgetudvalg siger, at ordningen med at flytte mellem Strasbourg og Bruxelles koster de europæiske skatteydere 150 millioner ECU eller 1,34 milliard kroner om året. En pæn sum, som især Frankrig har æren for i sin bestræbelse på at kunne beholde en EU-institution på fransk territorium!
Det er dyrt af være husejer, men for EU gælder det, at det er endnu dyrere at bo til leje. Alene Europa-Parlamentet har udgifter på 120.684.706 ECU om året til huslejer. Ganget med godt otte svarer det til næsten en mia. i danske kroner. Beløbet dækker leje til bygninger i Luxembourg, Bruxelles og Strasbourg.
I Luxembourg er der udgifter på 120 millioner kroner om året, og i Bruxelles er udgifterne oppe på over 400 millioner kroner pr. år. I Strasbourg koster det også ca. 400 millioner kroner at leje parlamentsbygningen og de tilhørende faciliteter. Det sidste hænger sammen med, at der i Strasbourg nu er bygget en hel ny mødesal med kontorer etc. Denne udgift på 400 millioner kroner får EU's skatteydere i realiteten intet for. Det parlamentariske arbejde bliver vel ikke bedre af, at politikere og medarbejdere mindst en ekstra gang om måneden skal rejse en gang til Strasbourg. Med 12 samlinger eller 12 uger om året er der tale om, at EU betaler næsten 34 millioner kroner i husleje - for hver mødeperiode. Resten af tiden - 40 uger om året - står Parlamentet i Strasbourg ganske tomt til ingen verdens nytte. Udover at stå som et symbol på politikernes ødselhed.

"Vi ses i Bruxelles"
For ikke så længe siden meddelte SAS, at selskabet nu udvidede sin dækning af Bruxelles fra 5 til 6 afgange - om dagen. Sabena (det belgiske luftfartselskab) flyver 4-5 gange, mens discount-selskabet, Virgin Airlines har svært ved at slå igennem på Bruxelles-ruten, selvom priserne her kun er ca. 35 procent af, hvad de øvrige flyselskaber forlanger. Men det skyldes, at det har været svært for Virgin Airlines at tiltrække DJØF'erne (medlemmerne af Danmarks Jurist og Økonom Forbund, red.), som langt hellere vil rejse til Bruxelles på Business Class. Utallige undskyldninger er blevet brugt, men mon ikke det er kontoen med gratis rejsepoints, som trækker hos SAS eller Sabena?
De mange passagerer er altså ikke turister, der skal ned og besøge EU-hovedstaden, men først og fremmest danske embedsmænd og politikere, som skal til Bruxelles til møder. Mødeaktiviteten i EU-hovedstaden har været støt stigende, siden Danmark i 1972 kom ind i EU. Ja, der er faktisk opbygget en rejseklan fra de 15 EU-lande bestående af omkring 30.000 mennesker, som jævnligt mødes i EUROPOLIS i Bruxelles. Peter Nedergaard (afdelingschef i Forbrugerrådet, red.) har opgjort, at der årligt foretages 360.000 tjenesterejser af nationale bureaukrater til og fra Bruxelles i lovgivningsarbejdets navn.
Det er interessant, hvad dette rejseri gør ved folk. Jeg har selv tidligere indrømmet, at min EU-holdning har ændret sig med årene. Der er noget der tyder på, at også nationale embedsmænd, der arbejder med EU, hen ad vejen udvikler en mere positiv holdning overfor EU. De bliver så at sige integreret i takt med, at deres beholdning af EURO-bonus points hos luftfartsselskaberne stiger! Turen til Bruxelles er nemlig ikke en belastning, men snarere en velkommen afveksling i hverdagen, har en tysk forsker sagt.
Ved møderne i Bruxelles opstår der formelle og uformelle kontakter mellem eurokraterne og de nationale bureaukrater. Ja ofte er det sådan, at nationale bureaukrater/DJØF'ere måske allerede er i færd med eller i fremtiden bliver en del af eurokratiet. Dermed bliver Bruxelles en del af DJØF-karrieren, og man kan med lethed gå ud og ind af de forskellige bureaukratier. Man kan for eksempel arbejde på den danske repræsentation i Bruxelles et par år, derefter bliver man måske medlem af en Kommissærs kabinet, og senere ender man eventuelt som såkaldt national ekspert i Europa Kommissionen. Derpå går det hjemad igen til den nationale administration. Til Slotsholmen måske og en lystejendom i behagelig afstand fra hovedstaden.
Denne glidende overgang imellem de forskellige DJØF-jobs tilvejebringer givetvis vanvittigt dygtige bureaukrater, DJØF'ere på allerhøjeste niveau, som til enhver tid kan finde løsninger for deres foresatte. Ligegyldigt om det er ambassadører, ministre eller kommissærer.

Eurokratiet
Der er over 800 forskellige komiteer med medlemmer fra de forskellige lande under Europa Kommissionen. Deres opgaver er at forberede lovgivning og gøre beslutningsgrundlaget så godt som muligt for Kommissionen. Men disse komitémedlemmer ser aldrig nogen af de politikere, som i den sidste ende skal forsvare deres beslutninger overfor befolkningen. De taler først og fremmest med hinanden, og de gør således politik til teknik. Det har politikerne givet dem lov til, mens de fortsætter deres diskussioner i de nationale parlamenter, og når det såkaldte nationale råderum så er blevet indskrænket, resulterer de politiske diskussioner ofte i personopgør. Og politikere, der ikke gør sig i mere eller mindre farvestrålende underholdningsprogrammer, hvor de springer rundt som fanger i lidt for små trikoter, har svært ved overhovedet at blive valgt ved kommende folketingsvalg.
Embedsværket, DJØF-partiet, har i virkelighedens verden langt større kontakt med lobbygrupperne, som på deres side forlængst har opdaget, at indflydelsen i Bruxelles ikke går gennem politikerne, men via den direkte kontakt til DJØF-partiets præster og ypperstepræster.
Jo højere oppe i systemet man kan kontakte en DJØF'er, jo bedre karakterer får man hos sine arbejdsgivere. Hvis noget skulle gå galt, kan man altid yderligere kontakte politikerne, og de største firmaer har da også en række lobbyister, som løbende "tager sig af" Europa-Parlamentsmedlemmer. Det vil dog ofte være lobbyister på et lavere niveau end de, der har kontakten til DJØF-systemet. Lobbyisterne i EUROpolis er ofte folk, som tidligere har været en del af eurokratiet, og som derfor kender systemet indefra. Deres væsentligste kvalifikationer er netop, at de har et netværk at trække på indenfor institutionerne, og når det lykkes for lobby-verdenen at tiltrække disse medarbejdere, er årsagen simpel mammon. Man kan tilbyde endnu højere lønninger, end EU kan.
Alle disse uformelle netværk kan selvfølgelig ikke kontrolleres, men de er centrale i hele lovgivningsprocessen i Bruxelles og langt mere indflydelsesrige end de formelle politiske strukturer.
Det er en større og større del af det nationale bureaukrati, der efterhånden er optaget af EU-sager. I Storbritannien går 20-30 procent af arbejdstiden for en typisk embedsmand nu med at behandle ting, der stammer fra EU.
I landbrugsministerierne er det næsten hele arbejdstiden, der nu går med EU-relaterede sager. Jacques Delors forudsagde for nogle år siden, at ud af al lovgivning i Europa ville de 80 procent om få år komme fra EU.
Så langt er vi endnu ikke. Men i Storbritannien har industriministeriet for nylig oplyst, at 70 procent af erhvervslovgivningen og 35 procent af al anden lovgivning i Storbritannien kommer fra Bruxelles.
En "gammeldags" opfattelse af det politiske system ville pege på, at drivkraften i et politisk system består af forskellige ideologiske holdninger, som via den folkelige opbakning bliver repræsenteret i de politiske partier. For til sidst at ende med at blive til lovgivning udfra de respektive partiers politiske styrke.
Sådan forholder det sig lidt firkantet sagt i et parlamentarisk demokrati, men i eurokratiet har bureaukratiet afløst det parlamentariske demokrati. Her er det embedsmænd, der sammen med lobby- netværker laver lovene, som så fremkalder teknokratiske løsninger - uden at der nødvendigvis er tale om nogen folkelig opbakning.
Det er svært at se, hvorledes det for tiden kan være anderledes, men det er på den anden side nærmest umuligt at leve med et sådant system. Det føles ikke legitimt og er ikke legitimt demokratisk set, og ændres det ikke, føler jeg mig overbevist om, at de europæiske befolkninger vil vende sig imod det.

Isbjerget
Der er dem, der mener, at EU slet ikke skal bekymre sig om det der med demokratiet. EU skal udelukkende være et mellemstatsligt arrangement. I et sådant samarbejde burde man heller ikke have et Parlament som i dag, mener de. Kontrollen skulle foretages overfor den regering, man sendte ned til forhandlingerne, og det ville finde sted i det nationale Parlament/Folketing.
Denne opfattelse er efter min mening en helt plausibel holdning, men hvis den skal være gældende, kræver det, at man ændrer på EU af i dag på væsentlige områder. Men selv om man gik den vej, ville det alligevel ikke ændre på DJØF'ernes overvældende indflydelse, men snarere legitimere den måde, eurokratiet fungerer på.
Jeg mener, at svaret snarere må være, at vi gennemfører demokratiet til bunds, eller i hvert fald forsøger på det.
Vi kunne starte diskussionen om en europæisk forfatning, som giver magten tilbage til folkene og samtidig begrænser EU's magt til de områder, hvor vi finder det formålstjenligt. Men er det overhovedet realistisk at forestille sig en sådan "Europæisk grundlovgivende forsamling", som - med forbillede i den amerikanske by Philadelphia og et berømt møde i 1787 - samles for at diskutere EU's fremtid? Jeg møder ofte såkaldt almindelige mennesker, som mener at "alt" efterhånden er så uoverskueligt, at man bør lade eksperterne løse problemerne. Men det er forkert. Når politik bliver gjort til teknik og detailkendskab, så skyldes det, at man har ladet embedsværket overtage styringen. Derfor må politikerne sammen med befolkningen binde bureaukraterne og tage 'politikken' fra dem og dermed gøre den politiske proces til folkelige anliggender.
For tre år siden var der en konference for danske EU-beslutningstagere på et kursuscenter i Nordsjælland. Her forklarede de danske eksperter - over-DJØF'ere - som havde været med til at lave Maastricht-traktaten, at den næste traktat, altså Amsterdam-traktaten, ville blive en meget mere enkel traktat at forholde sig til for den europæiske befolkning.
Det blev bare ikke tilfældet!
Der er i den seneste traktat, der i Danmark skal vedtages eller forkastes d. 28. maj 1998, stadig tale om fortolkbare og finurlige tekster, som i virkeligheden ikke egner sig til en folkelig debat.
Derfor bør man sætte DJØF'erne udenfor, hvis man vil have et visionært møde om en demokratisk forfatning for det fremtidige arbejde, der skal foregå i EU sammen med nationalstaterne.
Utopi? Måske - men det nuværende EU er med sit DJØF-styre dømt til at lide Titanics skæbne, dømt til at gå under hvis det ikke lykkes at få det demokratiseret. Den nederste del af isbjerget er ikke den synligste, til gengæld er det den farligste.

Ovenstående er et uddrag af John Iversens bog, Hunden op at hænge. En personlig beretning om Eliternes EU og Europa, der udkommer i morgen på forlaget Hovedland. Pris 148 kr. 189 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her