EN HIDSIG DEBAT rasede i 1998 i de danske medier om forfatteres ansvar som skribenter og intellektuelle. Det begyndte med, at forfatteren Jan Sonnergaard gav sine kolleger en ordentlig opsang, fordi de ikke blandede sig nok i samfundsanliggender. Det havde de ikke tænkt over, men så snart han havde gjort dem opmærksom på det, begyndte de at blande sig. De blandede sig så meget, at offentligheden lagde mere end mærke til det, og - fordi forfatterne i den følgende tid skrev og sagde så meget klogt i medierne - voksede der et folkekrav om, at forfatterne også skulle danne en regering - selvom de slet ikke var opstillet til valget. Den gamle regering måtte gå af, og der blev dannet en ny, som skulle lede riget ind i det nye årtusinde. Millennium-regeringen, som den blev kaldt, så således ud:
Kulturminister: Hans Flemming Hilt
Socialminister: Lene Henningsen
Finansminister: Birgithe Kosovic
Forskningsminister: Inger Christensen
U-landsminister: Peter Høeg
Landbrugsminister: Knud Sørensen
Industriminister: Bjarne Reuter
Arbejdsminister: Janus Kodal
Miljøminister: Vagn Lundbye
Justitsminister: Jan Sonnergaard
Kirkeminister: Niels Brunse
Boligminister: Henrik Nordbrandt
Forsvarsminister: Morti Vizki
Sportsminister: Morten Sabroe
Undervisningsminister: Overlærer Rifbjerg
Skatte- og sundhedsminister: F.P.Jac
Sandhedsminister: Søren Ulrich Thomsen
Økonomiminister: Ebbe Kløvedal Reich
Udenrigsminister: Suzanne Brøgger
Statsminister: Villy Sørensen
Mange forfattere følte sig naturligvis forbigået. Men der måtte tages mange hensyn i de vanskelige forhandlinger, der gik forud for regeringsdannelsen. Der skulle være et vist antal mænd repræsenterede. Der skulle nogle unge med, og da var det naturligt at tage dem ind, som havde ytret sig i debatten.
Så var der ikke mere vrøvl med dem.
DRØMMESCENARIUM eller det modsatte? Det må være op til Dem at vurdere, allernødvendigste læser, men givet er det, at ovennævnte resultat af en hastig konsekvensanalyse sætter sagen på den yderste spids. Og sagen er jo den, at spørgsmålet om forfatteres politiske og samfundsmæssige engagement med jævne mellemrum kommer op at vende. I 70'erne var kravet om politisk engagement bastant - både i det politiske debatteater og hos de litterære universitetsmarxister, der genanalyserede og kasserede klassikerne og nysparkede til samtidens forfattere i en grad, så disse til sidst løb skrigende bort, skarpt forfulgt af de marxistiske litterater, der til sidst flygtede fra sig selv.
Hos 80'er-generationen, der gik i forfatterskole, blev samfundsengagementet bandlyst som utrendy, nærmest et fy-ord. Hvorfor det med stor dialektisk præcision kom som en befrielse og stor opløftelse, da Jan Sonnergaard efter mange års manna pludselig fremstod som en forfatter, der med stor virkning kunne skrive om elendigheden i samfundet, men også kunne tage diskussionen op i medierne ved siden af sit forfatterskab.
I det nyeste nummer af forfatterforeningens medlemsblad har han beskrevet, hvorledes han først tænkte, at man ikke skal overlade mediescenen til de professionelle (politikere, akademikere, etc.) og idioterne (Lotte Heise, "Lille Madsen", osv.), fordi det er verden for alvorlig til. Hvorledes han dernæst vågnede op og oplevede, at medierne hev og sled i ham for at få kommentarer om hvad som helst, hvorfor han kunne opleve sig som et Kafka'sk monster, et mediemonster. Men så - for det tredie - at man alligevel skal/bør påtage sig opgaven som en slags ombud, fordi man kan formulere sig, og fordi der er brug for det. Det er for trist, hvis det eneste forfatterne gider henvende sig til offentligheden om, er størrelsen på biblioteksafgifterne.
I SAMME nummer af bladet skriver to 90'er-forfattere, Janus Kodal og Hans Flemming Hilt, en redaktionel note, der vist nok skal læses som en støtte til Sonnergaard, i hvert fald en undren over generationens manglende stemme i debatten, men også en påpegning af, at det er svært for den enkelte, ukendte at trænge igennem mediemuren. Den unge lyriker, Lene Henningsen, går derimod op mod Sonnergaard og skriver, at medierne simpelthen ikke er tiltrækkende for den unge forfatter, der oplever optræden i dem som "en dans i mudder". Debatters tempo ligner spild af tid, og "det vigtigste er stadigvæk kunsten".
Seneste har den unge debutant, Birgithe Kosovic, fulgt trop i en kommentar i Jyllands-Posten (12. 5.), hvor hun tager kraftigt afstand fra Sonnergaards synspunkt. Dog med den moderation, at det er helt fint, at forfattere blander sig i debatten. Det må blot aldrig blive et decideret og uomgængeligt krav. Dagens Nyheters chefredaktør, Arne Ruth, har sagt det sådan (refereret fra bladet Dansk Kunstnerråd), at kunstneren som medborger har et ansvar for helheden, men ikke i sit kunstneriske arbejde, hvor man bør have absolut integritet.
HVORFOR ER problematikken så stædigt tilbagekommende? Svaret er, at hjertet elsker, når forfattere som Enquist, Enzensberger og ... Sonnergaard med indlevelse og intelligens interesserer sig for medmennesket og blander sig i debatten. De repræsenterer ikke noget partiprogram, ikke nogen interesseorganisation, og forekommer derfor tillidsvækkende. Havel nævnt som det ultimative eksempel - forfatter og populær statschef i én person. Godt, at vi har dem. Og der må gerne være flere af deres slags, men lad der også være plads til andre.
