Læsetid: 6 min.

Om forræderen og helten

29. maj 1998

Den irske frihedshelt Kilpatrick blev dræbt i et teater, men teatret var samtidig hele byen, og antallet af skuespillere var ubegrænset, og dramaet, der kulminerede med hans død, varede mange dage og nætter

NOVELLE
So the Platonic Year
Whirls out new right and wrong.

Whirls in the old instead;
All men are dancers and their tread
Goes to the barbarous clangour of a gong.

W.B.Yeats: The Tower

Under notorisk indflydelse fra Chesterton, (snaksom og retorisk fortæller af elegante mysterier), og hofråd Leibniz, (som opfandt den præetablerede harmoni), har jeg udtænkt dette emne for en historie, som jeg måske vil skrive og som på sæt og vis allerede har tjent mig som undskyldning for mange spildte eftermiddage. Der mangler detaljer, ratifikationer, justeringer; der er zoner i historien, jeg endnu ikke kan se klart for mig; i dag, den 3. januar 1944, tager den sig således ud:
Handlingen foregår i et undertrykt og udholdende land: Polen, Irland, Den venezianske Republik, en sydamerikansk eller balkansk stat... Har foregået, rettere, for selv om fortælleren er samtidig, foregår historien, der fortælles, midt i eller i begyndelsen af det XIX århundrede. Lad os, (for at gøre det nemmere), sige Irland; lad os sige 1824.
Fortælleren hedder Ryan; han er oldebarn til den unge, den heroiske, den billedskønne, den myrdede Fergus Kilpatrick, hvis grav på mystisk vis blev skændet, hvis navn lyser i Brownings og Hugos vers, hvis statue troner på en grå bakke mellem røde moser.
Kilpatrick var modstandsmand, en hemmelig og gloriøs kaptajn for oprørerne; i lighed med Moses, der, fra Moabs land, øjnede og ikke kunne betræde det forjættede land, mødte Kilpatrick døden aftnen før det sejrrige oprør, han havde forudset og drømt om. Hundredeårsdagen for hans død nærmer sig; omstændighederne ved forbrydelsen er gådefulde;

Ryan, der er i gang med en biografi om helten, opdager, at gåden overstiger det rent kriminologiske. Kilpatrick blev myrdet i et teater; det britiske politi fandt aldrig morderen; historikerne erklærer, at denne fiasko ikke pletter dets gode ry, eftersom det var selvsamme politi, som myrdede ham.
Der er andre facetter af gåden, som gør Ryan urolig. De er af cyklisk karakter: de ser ud til at gentage eller kombinere hændelser fra fjerne områder, fjerne aldre.
Således ved enhver, at politifolkene, der undersøgte heltens lig, fandt et forseglet brev, som fortalte ham om faren ved at gå i teater den pågældende aften; også Julius Cæsar fik, lige før han begav sig hen, hvor vennernes dolke ventede på ham, en note, som han ikke nåede at læse, hvori forræderiet blev afsløret tillige med forrædernes navne. Cæsars hustru, Calpurnia, havde i en drøm set et tårn, som Senatet havde besluttet at bygge til hans ære, styrte sammen; falske og anonyme rygter, som aftnen før, Kilpatrick døde, spredtes over det ganske land, ville vide, at det runde tårn i Kilgarvan var brændt ned, noget, der kunne tolkes som et dårligt varsel, fordi han netop var født i Kilgarvan.
Disse, (og andre), parallelismer mellem Cæsars og en irsk oprørers historie fik Ryan til at foreslå, at tiden har en hemmelig form, et liniemønster, som gentager sig. Det får ham til at tænke på Condorcets decimalteori; på de morfologier, som Hegel, Spengler og Vico fremsatte; og på Hesiods mennesker, der forfaldt mellem guld- og jernalder. Han tænker på læren om sjælevandring, der fylder de keltiske skrifter med gru og som selvsamme Cæsar tilskrev de britanniske druider; han mener, at Fergus Kilpatrick var Julius Cæsar, inden han blev Fergus Kilpatrick.

Han reddes ud af disse cirkulære labyrinter ved en sælsom bevisførelse, en bevisførelse, som straks kaster ham ud i andre, mere uigennemtrængelige og heterogene labyrinter; visse ord, en tigger sagde til Fergus Kilpatrick den dag, han døde, var blevet foregrebet af Shakespeare i tragedien Macbeth.
At historien havde efterlignet historien er allerede besynderligt nok; at historien skulle kopiere litteraturen er uforklarligt...
Ryan opdager, at James Alexander Nolan, heltens ældste ven, i 1814 havde oversat Shakespeares vigtigste dramer til gælisk; blandt dem, Julius Cæsar. Han finder også i arkiverne en håndskreven artikel af Nolan om die Festspiele i Schweiz; disse kæmpemæssige friluftsforestillinger, som har hundreder af skuespillere, og som opfører historiske scenerier i de samme byer og på de samme bjerge, hvor de fandt sted.
Et andet uudgivet dokument fortæller ham, at Kilpatrick nogle få dage før sin død, da han præsiderede ved den sidste forsamling, havde fældet dødsdommen over en forræder, hvis navn er blevet slettet. Den dom svarer ikke til Kilpatricks fromme levevis. Ryan undersøger sagen, (denne undersøgelse er et af de svage punkter i fortællingen), og når frem til gådens løsning.

Kilpatrick blev dræbt i et teater, men teatret var samtidig hele byen, og antallet af skuespillere var ubegrænset, og dramaet, der kulminerede med hans død, varede mange dage og nætter. Sådan gik det til:
Den 2. august 1824 mødtes de sammensvorne. Landet var modent til oprør; men der var, ikke desto mindre, som altid, noget, der gik galt: Der var en forræder i deres midte.
Fergus Kilpatrick havde pålagt Nolan at afsløre forræderen. Nolan udførte sit hverv: Han erklærede for hele forsamlingen, at forræderen var Kilpatrick selv. Han fremlagde uigendrivelige beviser for sin påstand; forsamlingen dømte sin præsident til døden. Denne konfirmerede sin egen dom, men han bad om, at hans straf ikke måtte skade fædrelandet.

Så undfangede Nolan en sælsom plan. Irland skulle kanonisere Kilpatrick; den svageste mistanke om hans ugerning ville have kompromitteret oprørsbevægelsen; Nolan foreslog en plan, som ville gøre forræderen til instrument for fædrelandets befrielse.
Han mente, at den dømte skulle dø for en ukendt morders hånd, under bevidst dramatiske omstændigheder, der ville gøre så dybt et indtryk på folk, at det ville fremskynde oprøret. Kilpatrick svor, at han ville samarbejde om eksekveringen af denne plan, som gjorde det muligt for ham at sone sin skyld og som hans død beseglede.
Nolan havde ikke tid nok til at udtænke alle detaljerne i den komplicerede henrettelse; han måtte plagiere en fjendtlig dramatiker, englænderen William Shakespeare. Han genlæste scener af Macbeth, af Julius Cæsar. Den offentlige og hemmelige forestilling varede flere dage. Den dømte gjorde sit indtog i Dublin, diskuterede, forhandlede, bad, revsede, holdt patetiske taler, og hver af disse handlinger, som lyste af tapperhed, var udtænkt af Nolan. Hundreder af aktører samarbejdede med protagonisten; nogle havde en kompliceret rolle; andres varede kun et øjeblik. Alt, hvad de sagde og gjorde er overleveret i historiebøgerne, i Irlands lidenskabelige erindring.
Kilpatrick selv blev i den grad revet med af sit eget, i detaljer planlagte skæbneforløb, som skulle føre til hans frelse og fortabelse, at han adskillige gange føjede nye handlinger og ord til sin dommers rollehæfte.

Sådan udviklede dette folkerige drama sig, indtil den 6. august 1824, da den forløsende kugle omsider, i en sørgedraperet loge, der foregreb Lincolns, trængte ind i brystet på forræderen og helten, som med nød og næppe fik udtalt sine sidste ord mellem de voldsomme blodstyrtninger.
I Nolans værk hører de passager, han har imiteret fra Shakespeare, til de mindst dramatiske; Ryan har en mistanke om, at han har indføjet dem for, at en eller anden, i fremtiden, skulle rykke ud med sandheden. Han indser, at han også selv er led i Nolans intrige...
Efter lange overvejelser bestemmer han sig for at tie med sin opdagelse. Han udgiver en bog tilegnet heltens ære; også den var, måske, forudset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu