Læsetid: 3 min.

Hun fortæller historier

29. maj 1998

Violinisten Anne-Sophie Mutter er på turne med Beethovens violinsonater. Publikums begejstring vil ingen ende tage

KONCERT
Hun er en drøm for et pladeselskab, Anne-Sophie Mutter: Spiller mageløst godt på sit instrument, har en sympatisk udstråling som kunstner, hendes kvindelige attributter er ikke til at se bort fra, hun stiller op til en markedsføring, der i det fotografiske materiale bevidst spiller på intimt kropssprog, hun giver sine penge væk til godgørende formål i form af en stiftelse, der skal hjælpe unge musikertalenter. Det kan ikke gå galt.
Anne-Sophie Mutter er historien om barnestjernen, der som 13-årig blev opdaget og båret frem af Herbert von Karajan. Hun blev omtalt som det største musikalske vidunderbarn siden Menuhin. Men gode violinspillende børn bliver der ikke nødvendigvis store musikere af. Mutter havde format til at komme helskindet ud af barnestjernerollen og ind i en moden voksentilværelse som kunstner. Da hun var 23 år stod Lutoslawski, Rihm, Penderecki og andre i kø for at skrive værker til hende.
I dette år kan mange nyde Mutters kunst, idet hun turnerer med et rent Beethoven-program. Fra 30. januar i München og frem til Beethovens fødselsdag den 17. december i Bonn, vil Mutter og hendes pianist, Lambert Orkis, bringe alle Beethovens sonater rundt i verden. I sidste uge kunne vi opleve kunstneren i Bergen, i denne uge i Tivoli i København.

Musikkens mysterie
Det er ikke svært at forklare, hvorfor den fyldte Tivoli-sal ikke kunne få nok af Mutter. Hun spiller ikke noder, hun spiller musik. Hun er virtuos, men bruger ikke teknikken til udvendigt lir. Hun har et instrument, der kan synge. Alle detaljer er på plads, udmålt og formet i samarbejde med den fremragende pianist.
Når man ser disse to musikere folde musikken ud, har man en fornemmelse af, at de vil fortælle historier, som gemmer sig inde bag nodetremmerne. Historier som handler om det liv og de følelser, som grundlæggende set er de samme for os alle: Sorg, glæde, jublende henrykkelse, inderlig stilhed, bragende optimisme.
Anne-Sophie Mutter hører historier, hun skaber billeder hos lytteren, hun minder os om erfaringer fra det levede liv. Det kommer til udtryk som en musikalsk samtale - lige fra den inderlige stemning i den enkle Menuet (ekstranummer 2), til den næsten dobbeltkoncert-agtige fylde og kompleksitet i den musikalske monolit, som hedder Kreutzer-sonate.
Hvordan Mutter finder ind i klangen og historierne er mysteriet. Det er det, der gør hendes kunst så vedkommende, man kan blot tage imod, lade sig føre med - ind i musikken. Hvor vil hun mon nu føre fortællingen hen?

Et syngende vibrato
Set ud fra et teknisk synspunkt er der flere ting, der springer i øje og øre. Når Mutter spiller i det dybe register, kan man undre sig over, at hun kan stryge så frigjort med en albue, der næsten stikker lige op i vejret. Når G-strengen trakteres i et forte dolce ser det faktisk ret akavet ud. Man tænker snusfornuftigt på, om skulderen mon vil holde i det lange løb.
En af de mange nydelser til øret er Mutters evne til at få instrumentet til at synge inderligt. Vel at mærke uden at det bliver som en omklamrende gestus. Hendes ansats på en streng i pianissimo i en langsom sats, sættes i svingninger uden vibrato. Langsomt lader hun tonen vokse for at lade vibratoet bryde løs. Ikke et blævrende vibrato, men et smukt syngende vibrato, der kærligt omfavner og kærtegner. Som ville musikken udtrykke et "Kom, jeg har noget vigtigt at fortælle dig, noget som betyder meget for mig."
Sådan formidler Mutter sin kunst: Som musikalske fortællinger i flere bind. Forhåbentlig bliver udtrykket ikke yderligere poleret i løbet af turneen. Det kan blive for perfekt.
I februar begyndte Mutter og Orkis at indspille sonaterne 'live' i Berlin. Når det færdige resultat foreligger, kan det blive en milesten blandt de mange Beethoven-fortolkninger.

*Violinisten Anne-Sophie Mutter og pianisten Lambert Orkis. Beethovens Sonate, A-dur opus 47 (Kreutzer) og Sonate i G-dur, opus 96. Tivolis Koncertsal, onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu