MAN BEGYNDER at spørge sig selv, om Justitsministeriet endeligt har overtaget Trafikministeriets hævdvundne placering i den ministerielle hakkeorden som straffebænk for top- og næsten-toppolitikere på vej ud. Sådan var det jo i de gode gamle dage: Når statsministeren internt i det politiske miljø samt over for den informerede omverden ville vise sin misbilligelse og magt over for en eller anden tumbe i inderkredsen, ja, så fik vedkommende et tilbud, han dårligt kunne afslå: Trafikministeriet. Så sagde man jo pænt tak for tilliden, hr. statsminister, og styrtede efter kortere eller længere tid - som regel kortere - med et brag gennem den indbyggede faldlem i gulvet. Den ene efter den anden. Oprindeligt dygtige politikere, der kom til kort over for et umuligt ministerium. Som man vil huske, kendte Ritt Bjerregaard i sin tid lugten i bageriet og afslog med en hånlatter Nyrups trafikministertilbud. Dette forhold har altså tilsyneladende ændret sig.
Såfremt en statsminister i vore dage har behov for
disciplinærforanstaltninger eller bare vil være almindelig ondskabsfuld, rækker han justitsministerposten frem mod den håbefulde, eller lader ham blive siddende. Således fastholdt Nyrup efter valget Frank Jensen på posten som øverste ansvarlige for landets justitsvæsen, åbenbart fordi Nyrup ikke ville den arme mand det godt. Og nu er klokken ved at falde i slag.
Det knirker i brædderne, hvor Frank Jensen for længst har taget opstilling med begge ben solidt plantet midt på faldlemmen. PET-sagen vil, såfremt ministeren ikke snart foretager sig noget usædvanligt fornuftigt, blive den udløsende faktor. Efterhånden er det vanskeligt - for ikke at sige umuligt, at se, hvor eller hvordan man skal bære sig ad med at finde noget fordelagtigt at sige om ministerens håndtering af denne affære med så lange og dystre perspektiver bagud. Det er ydermere svært at se, hvorledes ministeren skal manøvrere sig ud af sin temmelig bøvede position, som han vel at mærke selv med bistand af sit stadig overraskende ministerium har bragt sig i.
HVIS MAN ELLERS kan udholde Fak2eren's demonstrativt manierede fortællestil og klipning i den iøvrigt fortrinlige tv-dokumentarserie om PET på TV2, var det lige før den forbløffede seer blev vidne til, at ministeren selv trak i håndtaget til gulvlemmen. Ministeren havde for det første valgt at insistere på sit inderlige forsvar for PET og dets metoder og for det andet at afvise en tilbundsgående undersøgelse af forretningsgange og konkrete sagsforhold i fortiden. Det kan der ikke være tale om, bedyrede ministeren, det er ikke nødvendigt. Tidligere medarbejdere i PET har krav på retssikkerhed, og den kan de ikke garanteres ved en afhøring; så hvis de skal afhøres, er vi ovre i en kommissionsdomstol, og en kommissionsdomstol skal vi ikke have, fordi vi har fået april-redegørelsen i år, og den er tilstrækkelig til opklaring af alle kritisable forhold. Og i øvrigt tror ministeren ikke på de udsagn, udsendelserne bringer. I hvert fald ikke dem, der misfarver PET's og ministeriets billede af PET. Dette var i korthed Frank Jensens udsagn om disse yderst kildne og efterhånden politisk farlige spøgsmål, som Fak2eren i sin frikadelle'de form atter rejste - oven i købet garneret med nye alarmerende oplysninger og grelle afsløringer.
Blandt kritiske fagfolk uden for ministeriet står ministeren alene med sine beroligende erklæringer. Tidligere retspræsident Frank Poulsen og lic. jur. Preben Wilhjelm, der begge har årelang indsigt i området, var ikke et sekund i tvivl om redegørelsens mangelfuldhed. Frank Poulsen medgiver ganske vist, at redegørelsen fortæller mere end hidtil, men at den langtfra besvarer centrale spørgsmål og af gode grunde ikke kan siges at være uvildig, eftersom den jo er lavet på PET's betingelser. Wilhjelm påpeger, at kun en uvildig undersøgelse d.v.s. en kommissionsdomstol kan trænge til bunds i disse sager, som ikke på nogen måde har tjent til at sikre danske demokratiske institutioner, men snarere tværtimod undergravet adskillige borgeres demokratiske rettigheder. Men det er hele tiden op til den konkrete vurdering, hvornår PET skal operere, hævder Jensen, der med den type upræcise formuleringer tramper mere og mere ihærdigt på sin ministerielle faldlem. Og hvis det er sådan, at ministeren er underrettet om PET's dispositioner, så er det i orden, fortsatte den glade mand - uden at udsendelsen kom ind på, hvorvidt den unge socialist fra livgarden, der blev nægtet en underofficersuddannelse formentlig på baggrund af sin politiske fritid, var en sådan underrettelsessag for ministeren. Skal man være flink ved Frank Jensen, kan man spørge om hans vage formuleringer i virkeligheden er en kejtet og desperat åbning for en kommissionsdomstol. Et nødråb hen over embedsværket?
Træd frem, Jensen og erklær dig. Det er givetvis din sidste chance før styrtet ned i ministeriets ministermassegrav. mtz
