Læsetid: 7 min.

Fransk projekt med tyske fingeraftryk

5. maj 1998

Ideen om en fælles europæisk valuta kan være god nok. Men ØMU'en er udformet, så den skaber flere problemer, end den løser, mener dansk økonom

ØMU med mere
I forsøget på at leve op til ØMU'ens strenge økonomiske kriterier for deltagelse - de såkaldte konvergenskrav - har de europæiske lande pålagt sig selv en økonomisk politik, som er socialt dybt problematisk.
Det siger økonomen Henrik Plaschke, lektor ved Aalborg Universitet, i en samtale med Information om den fælles europæiske valuta, der blev endeligt konfirmeret på weekendens EU-topmøde i Bruxelles.
Sammen med kollegaen Poul Thøis Madsen har Henrik Plaschke netop udsendt bogen Den forbudte debat om ØMU'en, på opfordring af Rådet for Europæisk Politik.
De to forfattere er grundlæggende positive over for et forpligtende europæisk samarbejde inden for EU, men kritiske over for den måde, den kommende valutaunion, ØMU'en, er blevet udformet gennem Maastricht-traktaten og den såkaldte Stabilitetspagt:
"Fokuseringen på at nedbringe de offentlige underskud har haft en negativ effekt på det økonomiske aktivitetsniveau og dermed på arbejdsløsheden. Samtidig har denne tilpasningsproces fundet sted i en periode, som har været præget af en meget restriktiv monetær politik med lav inflation og høje renter, hvilket driver statsgælden i vejret," siger Henrik Plaschke.
"Hertil kommer, at hvis alle lande på samme tid sanerer deres offentlige finanser og indskrænker den økonomiske aktivitet, så kommer landene til at spænde ben for hinanden. Dermed har man paradoksalt nok gjort det unødigt vanskeligt at opfylde konvergenskravene."
- Du mener ikke, at en stor offentlig gæld er et problem?
"Offentlig gæld kan, ligesom al anden gæld, være et problem, hvis dens niveau er højt, og hvis den vokser hurtigere end bruttonationalproduktet. Det afgørende er, om gælden er bæredygtig i den forstand, at den ikke vokser målt i forhold til bruttonationalproduktet - som er målet for samfundets værditilvækst. Eksistensen af en betydelig offentlig gæld er selvfølgelig ikke i sig selv ønskværdig, eftersom den medfører en omfordeling til gavn for rentier-interesser. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan og i hvilket tempo, den afvikles."
- Både European Monetary Institute og den tyske Bundesbank har været meget kritiske overfor Italiens og Belgiens store offentlige gæld. Er det ikke rimeligt?
"Det interessante er, at lige præcis Belgien og Italien, som ikke lever op til konvergenskravene for offentlig gæld, synes at være blandt de få ØMU-medlemslande, som har en bæredygtig gæld. Eftersom gældens andel af bruttonationalproduktet ikke vokser, så vokser deres gældsproblem heller ikke! Hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at både Belgien og Italien har forholdsvis høje økonomiske vækstrater."
"Det er bemærkelsesværdigt, at bekymringen udelukkende retter sig mod offentlig gæld, men slet ikke mod den private gæld, som for eksempel i England er meget betydelig."

Økonomisk logik
- Hvad er problemet med en stor privat gæld?
"Der er en klar tendens til, at der i lande med lav offentlig gæld er en stor privat gæld og omvendt. Det hænger sammen med landets finansieringsstrukturer. Hvis man på forhånd har det standpunkt, at al offentligt gæld er irrationel, og al privat gæld er rationel, ja, så er det første et problem, mens det andet ikke er det. En høj privat gæld kan imidlertid være lige så problematisk som en høj offentlig gæld."
"Dens afvikling indebærer problematiske omfordelingseffekter, gælden kan udvikle sig til at være 'ikke-bæredygtig', dens afvikling kan hæmme den effektive efterspørgsel med arbejdsløshed som konsekvens osv."
"I den udstrækning de europæiske lande har et gældsproblem - og det er der en del lande, der har - vedrører problemet den samlede gæld og ikke specielt den offentlige. Hvis et forsøg på at afvikle den offentlige gæld blot fører til en tilsvarende stigning i den private gældssætning, kan man jo diskutere, hvor meget man så har opnået," bemærker Henrik Plaschke.
"Denne økonomiske logik afspejler sig også i de internationale finansmarkeder. De synes ikke blot at reagere på en høj offentlig gældssætning, men også på en privat. Det har vi set i forbindelse med de seneste kriser i Sydøstasien, men også i forbindelse med spekulationerne mod det engelske pund i begyndelsen af 1990'erne, hvor det engelske pund faldt i forhold til liren. Måske blandt andet fordi, den private engelske gæld ikke er 'sundere' end den italienske offentlige gæld..."

Waigels manøvre
Ud fra sin bekymring over ØMU-kriteriernes tendens til at udløse socialt belastende stramninger kan Henrik Plaschke ikke opvise den store forargelse over den måde, den tyske finansminister Theo Waigel i foråret 1997 forsøgte at pynte på det tyske offentlige budget, så det levede op til de strenge konvergenskriterier. Waigels initiativ blev dengang både mistænkeligegjort og latterliggjort.
Den form for økonomisk kosmetik kan såmænd være en udmærket ide, mener Henrik Plaschke.
"Set ud fra en økonomisk synsvinkel er det meget fornuftigt. Man skal altid vurdere en handling ud fra de mulige alternativer. Alternativet til at sminke budgetterne ville være mere restriktive finanspolitikker. Med Theo Waigels plan ville den tyske stats nettogæld blive nedskrevet, hvilket kunne muliggøre en mindre stram finanspolitik - og hvorfor egentlig ikke?"

Et fransk projekt
ØMU'en omtales ofte som noget nær en ny D-mark, hvor den traditionelt stramme tyske opfattelse af økonomisk politik kommer til at dominere Europa fra Siciliens støvlespids til det finske lapland. Tyskland har imidlertid aldrig været drivkraften i at skabe en fælles europæsk valuta, mener Henrik Plaschke:
"Siden 1970'erne har Tyskland haft en klar interesse i at stabilisere de europæiske valutaer. Først og fremmest fordi den internationale valutauro har drevet D-marken opad, ikke bare i forhold til dollaren, men også i forhold til de øvrige europæiske lande. Det har givet tysk eksport problemer."
"Til gengæld er det tvivlsomt, om Tyskland har haft økonomisk interesse i en egentlig europæisering af pengepolitikken - som jo betyder en svækkelse af Tysklands pengepolitiske magtposition."
Plaschke ser den franske økonomisk-politiske elite som primær drivkraft i at skabe en fælles europæisk valuta:
"Dels på grund af frustration over at være afhængige af den stærke tyske økonomi, som man - problematisk - har anskuet som resultat af den stærke D-mark."
"Dels fordi Frankrig har rodfæstede traditioner for en kritisk holdning over for USA's økonomiske, kulturelle og sikkerhedsmæssige dominans på den globale arena. Den dominans ønsker franskmændene at skabe et stærkt europæisk modspil til. Det er et vigtig led i fransk politisk tænkning og kultur. Om end man ikke kan sige, at det bliver forstået i Danmark, hvor den politiske tænkning og kultur er anderledes."

Tysk fingeraftryk
Den måde, som den kommende valutaunion er blevet udformet gennem Maastricht-traktaten og Stabilitetspagten, opfatter Henrik Plaschke som et kompromis mellem forskellige nationale interesser - så at sige et fransk inspireret projekt med et kraftigt tysk fingeraftryk:
"Det har været et ufravigeligt krav fra tysk side, at kapitalbevægelserne i Europa skulle liberaliseres, før man gik videre. Og såvel konvergenskravene som stabilitetspagten og kravet om centralbankens uafhængighed kan ses som Tysklands pris for at acceptere ØMU-projektet."
Uenighederne mellem Frankrig og Tyskland afspejles tydeligt i diskussionerne om den europæiske centralbanks rolle, hvor Frankrig ønsker en politisk modpol til centralbanken:
"Det sidste har tyskerne tildels accepteret i form af en vis uformel koordinering mellem finansministrene. Hvilket franskmændene til ære for tyskerne har indvilget i at kalde "Stabilitetsrådet" - omend det stadig er uklart hvilken betydning, det kommer til at få. Det bliver spændende at følge. Det bliver formodentlig ikke mindst her, at en række vigtige økonomiske diskussioner kommer til at foregå."
"Derimod er der intet, der tyder på, at Tyskland er villig til at acceptere fælles europæiske beskæftigelsespolitikker eller et større fælles europæisk budget. Heller ikke de øvrige EU-stater synes særlig interesserede i at finansiere et sådant," siger Henrik
Plaschke.
Han mener, at den konkrete udformning af ØMU'en i de såkaldte konvergenskrav, snarere er et problem for, end en løsning af de europæiske økonomiers problemer:
"For det første udtrykker de et skift fra keynesiansk til en mere nyliberal tankegang. Man har forladt 60'erne og 70'ernes tro på, at man gennem aktiv politisk ageren kan påvirke økonomien til fordel for en tro på, at markedet bedst kan regulere økonomien. Samtidig skifter man fra at prioritere beskæftigelse og vækst til at prioritere inflationskontrol."
"For det andet er deres økonomiske logik diskutabel. Det gælder eksempelvis forholdet mellem på den ene side offentlig gæld og på den anden side det offentlige underskud. Over tid er den offentlige gæld jo et resultat af de offentlige underskud, som er opstået på grund af mange års arbejdsløshed samt en betydelig rentetilskrivning pga. de høje realrenter (dvs. nominel rente minus inflation). Arbejdsløshed og dårlige statsfinanser følges ad, fordi arbejdsløshed mindsker de offentlige skatteindtægter og øger de offentlige udgifter til understøttelse og andre sociale ydelser."

FAKTA
ØMU'ens mange krav
For at få adgangsbillet til ØMU'en skal et EU-land opfylde de såkaldte konvergenskrav til inflation, offentlige finanser og rente:
*Underskuddet på statsfinanserne må ikke overstige tre procent af bruttonationalproduktet,
*Den offentlige bruttogæld må ikke overstige 60 procent af bruttonationalproduktet.
*Inflationstakten må højest være 1,5 procent højere end gennemsnittet for de tre lande, som har den laveste inflationstakt,
*EMS'ens grænser for udsving skal være overholdt de seneste to år, og landet må ikke have devalueret over for medlemslande,
*Renten på langfristede statsobligationer må ikke ligge mere end to procent over renten i de tre lande, som har den laveste inflationstakt.
Det erklærede formål med Stabilitetspagten er, at ØMU-landene skal føre en såkaldt "ansvarlig" finanspolitik.
Hvis underskuddet på de offentlige finanser overstiger tre procent af bruttonationalproduktet, skal landet indbetale et depositum på mellem 0,2 og 0,5 procent af bruttonationaproduktet - afhængig af, hvor stor overskridelsen er. (Et ret stort beløb for et land, der i forvejen er på økonomisk slingrekurs).
Hvis underskuddene fortsætter med at være for store efter to år, konfiskeres depositum - det vil sige, forvandles til en bøde.
Visse tilfælde af pludselig uforskyldt forværring af den økonomiske situation kan dog bruges som undskyldning og redde landet fra bøden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu