Da besættelsen var forbi, gik venstre-fløjen atter til modstand. Nu var det ikke tyskerne, der var fjenden. Det var amerikanske kultur - tegneserier og popmusik
DEMOKRATI
I juni 1989 skete der noget usædvanligt: En forfatter tog afstand fra en af sine egne bøger. Som den modige mand, han åbenbart er, gik han ind i fjendens lejr for at fortælle, at han havde taget fejl.
I en artikel i tegneserietidsskriftet Serieskaberen for-talte Tørk Haxthausen, hvad der i sin tid, i 1955, havde fået ham til at skrive Opdragelse Til Terror, en bog om de amerikanske tegneserier, som forledte børn til alle slags forbrydelser og perversiteter. De var en trussel mod demokratiet. Derfor burde de forbydes! Opdragelse Til Terror var et ægte produkt af 1950'ernes åndsliv.
Tørk Haxthausen stod ikke alene med sin holdning. Den var meget udbredt blandt kultiverede mennesker. Selv blandt de kulturradikale, hvis fornemste kendetegn ellers var modstand mod hetz-stemninger af enhver art.
Haxthausen er den eneste, der officielt har taget afstand fra hysteriet. Han forklarede på en måde, så også den yngre generation kunne forstå, hvorfor så mange fornuftige mennesker var sluttet op om tegneseriehetzen.
Det havde med besættelsestiden og den kolde krig at gøre:
"...modstandsbevægelsen havde, selv i Danmark, jaget 'de gamle politikere' en skræk i livet. De havde oplevet, at de kunne komme i situationer, de ikke kunne kontrollere. For at hindre gentagelser mobiliserede de alt, hvad der kunne mobiliseres i den amerikanske koldkrigs-propaganda."
Haxthausen fortæller, hvordan denne propaganda påvirkede dagliglivet i Danmark. Som da en major fra Hjemmeværnet i radioen opfordrede folk til at holde øje med naboerne "og rapportere, hvis der foregik noget, de mente afveg fra almindelig, dansk sædvane."
"Man kan sagtens grine af det nu, men det var hver dag og mange gange hver dag, og det drev én ud i en anti-amerikanisme, som det tog mange år at komme over. Mit felttog mod alt amerikansk var en logisk fortsættelse af modstandskampen mod tyskerne og mod de danske politikere, der havde samarbejdet med dem."
Hetzen var startet af en amerikansk psykiater, som bl.a. frygtede, at tegneserier kunne skade nationalfølelsen hos ungdommen i USA. I Danmark fik den et andet perspektiv: Det var anti-amerikanismen, der holdt sit indtog, som reaktion på den officielle koldkrigs-propaganda.
Det vildførte folk
Hetzen var til stor skade for den kunstart, den ramte. Men i den brede kultursammenhæng var den kun det vindstød, der varslede storm: I 1960'erne var det 'poppen', det gjaldt. Med en fanatisme, som ikke stod tilbage for den, der blev udvist under tegneseriehetzen, gik venstrefløjen til modstand mod dette fænomen, der spændte fra Gustav Winckler til Elvis Presley, fra Jimi Hendrix til Bror Kalles Kapel.
'Pop' var en trussel mod demokratiet, på linje med nazismen. Tifold værre end kommunismen i øst. Det autoritære USA brugte den jo til at bilde Vestens folkemasser ind, at de var frie og lykkelige.
Forrest i kampen gik de kulturradikale. Selv Poul Henningsen var med. Han og hans ældre åndsfæller havde ellers gjort en betydelig indsats mod ufornuften i 1930'erne og 40'erne. De var blandt de første i Danmark, der advarede mod nazismen.
Alligevel var der en snert af det autoritære i bevægelsen. Det var og blev Poul Henningsens kongstanke, at folket var fejlopdraget og derfor skulle genopdrages med frie skoler, lys, jazz og kubisme. Det var den gode smag mod den dårlige, fremskridtet mod den sorte reaktion:
"Det kapitalistiske samfund er naturligt konservativt. La'r vi de frie kræfter
raade, vil alt gennemsnits-aandsliv finde sit naturlige tyngdepunkt i bevaringen af bestaaende tilstande. Enhver, der skriver, maler, filmer for sukces og penges skyld, vil skabe konservativ kunst automatisk. Enhver, der bare vil more, skaber konservativ propaganda." (Hvad med kulturen 1933, f.u.)
Den kultur, som frem for nogen vandt tilslutning hos den brede befolkning - massekulturen - var fra starten stemplet som reaktionær.
Kulturkampen
Poul Henningsen var en mand, der havde ret. Det havde han i sin ungdom fået den aldrende Georg Brandes' ord for. I 60'erne oplevede han at få det mere end nogensinde: Efter at kulturradikalismen havde ligget underdrejet en lang periode efter krigen, var en ny generation af kunstnere og intellektuelle vokset op. De unge fulgte nu i lysmesterens fodspor, bidske, veloplagte og fulde af foragt for borgermusikken.
Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Erik Knudsen, Ernst Bruun Olsen og Johan Fjord Jensen gik i benet på den amerikaniserede danske almenhed. Det var slut med de milde tanker om oplysning og opdragelse. Folk blev betragtet som idioter, formørkede, vildførte, i lommen på NATO, USA og Volmer Sørensen. Det blev sagt på mange måder, i revyer og aviser, på vers og i prosa.
Det var i den periode, massekulturen slog igennem i Danmark. Og ikke nok med det: Arbejdsugen blev kortere, og velstanden større. Folket fik både tid og råd til at lade sig bedrage.
Nogle af de kulturradikale mente endda, at det hele var et led i en snedig plan, tilrettelagt af kapitalens mænd og underholdningsindustriens kolde drenge. Målet var det viljesløse menneske, kapitalens købedygtige nikkedukke. Sådan var folk jo hjernevasket i USA. Troede man.
Fejltagelsen
Frygten for det kulturelle forfald gennemsyrede den kulturradikale tankegang i de år. 'Poppen' var farlig, fordi den var falsk, hul og maskinfremstillet. I modsætning til ægte folkelig kunst.
"Den enhed mellem kunstneren, hans kunstværk og publikums oplevelse af det, der karakteriserer al gedigen kunst, også den folkelige, er for første gang i historien effektivt blevet brudt," skrev Johan Fjord Jensen i en artikel i 1962. "Til den ene side har vi nu marionetførerne, der koldt beregnende 'plejer markedet', til den anden side konsumenterne, der intet-anende tager deres produkter for gode varer, som passivt og massivt lader sig suggerere til en Connie-begejstring den ene dag, til en Cliff-begejstring den næste, som det ene år blindt lader sig lede ind i en rock-an'-roll-dille, for det næste år lige så blindt at lade sig føre ind i det dybe twist-delirium."
Året efter, i 1963, havde Fjord Jensen en idé om, at demokratiet kunne reddes ved hjælp af: "...en eller anden form for formynderi i en direkte og næsten 'autoritær' kamp mod denne kulturs udfoldelse, en kamp på tværs af det altovervejende folkeflertals ønske."
En ny alliance
Samme år skete der noget ude i verden som viste, at de kulturradikale havde taget fejl. Selv Poul Henningsen!
Den engelske, amerikansk inspirerede, pop-gruppe The Beatles slog igennem. De unge lod håret gro. Det anti-autoritære oprør var begyndt.
Det, der nu skete i den vestlige verden, harmonerede ikke med teorierne om en kultur, der skabte robotter og lydige slaver af folkemasserne. Måske var det derfor, ingen kulturradikal kunne se noget positivt i det tidlige ungdoms-oprør.
Det var ellers ikke så få af idealerne fra 1920'erne og 30'erne, der nu blev realiseret: Der var seksuel frigørelse, skønhed, lys, dans og u-tvungne samværsformer. Og der var kamp mod det be-stående på alle fronter: Unge amerikanere, som havde læst tegneserier og hørt popmusik hele livet, gik til modstand mod det officielle USA, mod kapitalismen og reaktionen. Om det så var kanonføden, nægtede den at være kanonføde mere. Ungdomsoprøret var en væsentlig årsag til, at USA tabte krigen i Vietnam.
Frigørelsen kom også til Danmark. Men den lignede ikke den, de kulturradikale havde drømt om. Den kom ikke ovenfra, men nedefra. Den kom ikke fra øst, men fra vest, fra den mørke amerikanske undergrund. Den var på ingen måde et resultat af folkeopdragelse og kulturpolitiske initiativer. Med den kunstneriske fornyelse gik det heller ikke som planlagt: Den kom ikke fra jazz og kubisme, men fra rock og tegneserier.
Det hele var meget anderledes, end de kloge havde spået.
For første gang i sit liv mistede Poul Henningsen orienteringen. Han døde i 1967, uden at ane, at nogle af hans bedste idéer var ved at blive til virkelighed - for en tid. Han kunne ikke se, at der var noget at glæde sig over.
Det var der heller ikke ret længe. De danske ungdomsoprørere slog hurtigt pjalterne sammen med de lidt ældre kulturradikale. Sådan gik det til, at tegneseriehetzen og anti-amerikanismen kunne genopstå i nye skikkelser, til universitets- og seminariebrug. Som i 1973, da en gruppe unge studerende, under ledelse af Johan Fjord Jensen, skrev en stor, gul, tung bog: Tegneserier En ekspansions historie.
Nu var det ikke længere sådan, at småbørn blev massemordere af at læse Fantomet. Til gengæld cementerede mediet gennem et system af trivialmytologiske fortællestrukturer arbejderklassens falske bevidsthedsdannelse omkring monopolkapitalismens modsætningsfyldte karakter. I modstrid med dens objektive interesser, forstås.
1960'ernes teenagere var blevet en generation af opdragere. Frisindet var lagt på is, igen.
