Armerede køretøjer fra Holland skal bruges mod eventuelle uromagere
Københavns Politis to nye armerede vogne - anskaffet fra Holland - vil helt sikkert være på gaden mandag aften, når politiet ledsager den demonstration, der markerer femårsdagen for EU-afstemningen og de efterfølgende gadekampe 18. maj 1993.
Det oplyser vagtleder ved ordenspolitiet i København, vicepolitikommissær Flemming Krag-Nielsen til Information.
"Taktikken er lidt anderledes end den, vi er vant til. Hvis det kommer til uroligheder, vil vi bruge vognene som skjold i stedet for, at folk skal ud og stå i forreste række og blive bombarderet med ting og sager," siger vagtlederen.
Københavns Politi har siden den 10. maj haft ekstra ressourcer klar som led i forberedelserne til folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten den 28. maj.
Genkendt
Det har ikke fået nogen konsekvenser for politiets forberedelser, at det for nylig lykkedes en 23-årigs filmskolestuderende med tilknytning til det autonome miljø med et kamerahold at komme tæt ind på livet af politiets 28. maj-forberedelser i Grøndal Centret på Bellahøj.
Den 23-årige er sigtet for at have deltaget i overfaldet på Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard på Nørrebro 24. marts, for hærværk mod Sandholmlejren og dømt for ulovlig indtrængen på Perus ambassade.
På et tidspunkt blev den 23-årige genkendt af nogle betjente.
"Vi har hele tiden vidst, at de autonome er interesseret i vores arbejde, ligesom vi er interesseret i, hvad de går og laver. Det kommer ikke bag på os," siger politikommissær Flemming Steen Munch.