Læsetid: 3 min.

Fugle og skræmsler

16. maj 1998

KALENDER
DET VAR EN TID mit høieste Ønske at faae en levende Fugl i min Haand. Synet af hiin lette luftige Slægt der svinger sig over vore Hoveder og tumler sig i den store
blaae Hvælving, havde mig en saa vidunderlig magisk Tiltrækningskraft, at jeg næst den Lykke selv at kunne flyve, intet lykkeligere kunne tænke mig end at kunne gribe et af hine flyvende Væsener, og ligesom neddrage dets Glæde og Lyksalighed til mig.
Sådanne bekendelser til den højere verden af fugleflugt kan man finde i hobetal i litteraturen.
Som ornitologer på ekskursion står digterne i store flokke med deres poetiske kikkerter og drømmer frihed og tænker tanker, som nu B.S. Ingemann her har gjort i forarbejderne til sin Levnetsbog.
Der er Fuglespor overalt i ældre og nyere dansk litteratur, og Eske K. Mathiesen har samlet en mængde andre end lige mit citat til en mosaik i digt og prosa, med den nævnte titel. I et forord fortæller han, hvordan hans egen fuglelidenskab opstod i barndommen, vakt af bøger, bl.a. Carit Etlars Dronningens Vagtmester og Leo Novrups Klavs min tamme krage! Nu er det ikke Povl Steffensen, men John Olsen, der fugleinspireret og herligt har tegnet til.

VI KAN slet ikke undvære de symbolske dyr med deres næb og klør og vinger, hvorfor de også jævnlig lander blandt disse kalenderblade.

Jeg rev en vinge af på en
spurv
Og læssede den på fyrre
oksekærrer;
Fyrre spand okser kunne ikke
trække den,
Så spurvevingen sad fast
i disse egne.

Et digt med stort vingefang af den tyrkiske middelalderpoet Yunus Emre, oversat af Murat Alpar, fuldt af paradokser og forvandlinger. Det er brugt som indledning til digtantologien Fuglevinger (1992) med bidrag af de fremmede fugle, der har slået sig ned i Danmark og beriget vores sprog og kultur. Der er tilskud fra asiatiske, mellemøstlige, østeuropæiske, mediterrane, afrikanske og sydamerikanske områder, til bekymring for nationalister og fodformede folklorister, som Peter Poulsen siger i sit forord.
Nu er det højst frie versfødder, der kendetegner folkloristen og digteren Eske K. Mathiesen, der i hvert fald ikke går i små etniske sko. Digtere med sprogets vingesus har altid hævet sig over dansk populismes triste fordomme og møjsommeligt udarbejdede fugleskræmsler, som når Frank Jæger i digtsamlingen Tyren giver det gode råd:

Saa mæng jer med lollik
og persiske piger,
hent korte malajer og lange
sudaner,
o bland eder, børn, med
jordens befolkning.

OM FUGLESKRÆMSLER er der adskilligt at sige, først og fremmest at de slet ikke skræmmer fuglene, der ugenert slår sig ned på dem som de udkigstårne de er. Skønt de således ingen praktisk funktion har, forekommer de stadig - efter samme Mathiesens folkloristiske tydning snarest som et kultisk tegn. Hans lille skrift Den forklædte Priapos dyrker ideen om, at fugleskræmslet er et udslag af en oldgammel frugtbarheds- og fallosdyrkelse, idet man har gode eksempler på således storlemmede skræmsler - hvem det så er der bliver bange.
Ligefrem lokkefugle er de vel ikke, men om Danske lokkefugle véd den utrættelige Mathiesen også at fortælle i en meget smuk publikation med Kirsten Kleins farvefotografier af denne folkekunst, kluntede eller elegante dyr i fantasifuld naturalistisk udformning som gammelt malet legetøj. Et morsomt hjørne af kulturhistorien.

DE OMTALTE bøger af Eske K. Mathiesen er udgivet af det nyindrettede Kunstcenter Silkeborg Bad, der åbner udstillingen Fuglevinger med grafik, skulptur, installation, fotografi, vævning m.m. Og ikke nok med det. Han tilføjer endnu en kommenteret udgivelse, Viborg-præsten, skolemanden, dramatikeren Hieronymus Justesen Ranchs Fuglevise, skrevet i slutningen af 1500-tallet. Tresindstyve charmerende, humpende strofer fra tiden før man fik skik på metrikken.
Skaden har aldrig haft godt ry, har ikke den magiske tiltrækningskraft, Ingemann talte om. Den er ifølge Ranch en "skvalderpose", en bagvasker, der hakker i ærlige folks ære.
Lad os bare kalde skaden racist, nu vi moraliserer med fuglehjælp:

Æd ej for mange skadeæg
at blommen ej sidder i dit
skæg
agt: Tand for tunge er god!
At høre og tie gør ære og
gammen
men skaden sætter folk mod
hinanden
og skaber genvordighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu