Læsetid: 6 min.

Gatecrashing i Cannes

23. maj 1998

Filminstruktøren Peter Bay alias Smukke Kaj gjorde også forretninger under filmfestivallen. Læs her om hans betrængte vej mod stjernerne

CANNES - Bor man i en flække på det yderste bondeland og har ideer, projekter og planer, der måske er lidt anderledes, lidt mærkelige og lidt fantasifulde, ja, er man bare lovlig ivrig og opfindsom, kan man let ryge over i rollen som landsbytossen. Folk har hørt på ham én gang, måske også tre, og... 'Skulle han egentlig ikke tage at stikke piben ind'.
Er man sådan en, kan det jo være en god ide at komme over sit provinskompleks og rejse til storbyen. Her kan det vise sig, at man får et nyt og friskt syn på sig selv. Opdager måske, at man er, om ikke en svane, så dog en and.
Bytter man den lille flække ud med Danmark og storbyen med Cannes, og er man en film-man, som undertegnede jo også er, kan samme forvandling opleves.

Opvågnen i Rouen
Da jeg sammen med et par andre herrer med fornavnet KAJ spillede med i realiseringen af mit første film-manuskript Kajs fødselsdag, instrueret af Lone Scherfig, skrevet med Kris Kolodzielsky, var det et fedt trip at komme ud på festivallerne i udlandet med filmen bagefter.
I Danmark var den floppet kommercielt, og kunstnerisk var anmeldelserne blandede, og os Kaj'ers indsats som skuespillere havde de professionelle smagsdommere kun et lunkent ex-filmstudent-skuldertræk til overs for. Stanken af 'fiasko' og 'fantasteri' hang i luften i lorteflækken, og jeg blev noget usikker på, om jeg nogensinde igen ville kunne klare det hestearbejde, det er at skrive, udvikle og finansiere en spillefilm.
Men da jeg en smuk morgen for små ti år siden så blev vækket af kirkeklokkerne i den franske by Rouen som ærefuld gæst og konkurrencedeltager med Kajs fødselsdag i den årlige filmfestival - da jeg slog øjnene op i den bløde hotelseng, efter at være blevet fløjet ind under filminstituttet beskyttende vinger, da jeg, den morgen læste anmeldelserne i de god dam it - internationale aviser - da gad jeg lidt igen. Dels var de gode, anmeldelserne, dels var der roser til samtlige skuespilspræstationer, men særlig var der ingen, der var forudindtagede, ingen, der forholdt sig til, om de nu syntes, der var for meget Kaj i filmen, o.s.v.
Her forholdt man sig til, om man syntes, at filmen var god eller ej. Og det syntes man. Vi løb med alle priserne og blev fandeme modtaget af selveste BT i lufthavnen, da vi kom hjem.
Alt det gav et godt lille nøk til den selvtillid, der skal til for igen at kaste sine ideer for filmkonsulent-løverne og alle de andre kunstneriske og politiske dyr, der lever i vores statssubsidie-afhængige filmindustri.
Bare det at overkomme begynderfobien: 'Kan de nu li mig... gud nu fik jeg sagt noget forkert til den og den'. (Senere lærer man at stole på at den gode historie overstråler alt).

Den tyske kontakt
Jeg har nu i næsten 10 år arbejdet i dette engagerede, levende, spændende, men ind i mellem også forfærdeligt intrigerende og betændte miljø. Men nu sidste år blev tingene ikke lige til det, jeg havde regnet med - ikke at der ikke var noget at lave, det er der altid efterhånden, men det fede, det gode, det med den rigtige kvalitet: Det lod vente på sig.
Så for to måneder siden, tog jeg mig sammen og ringede igen til den, for mig næsten magiske udenlandske kontakt, som min flittige producent havde skaffet mig sidste år, omkring en udenlandsk co-produktion, der dengang ikke kom videre.
Vi havde fundet en hårdtarbejdende og meget seriøs producer på et filmselskab tilhørende en fucking kæmpestor tysk mediekoncern.
Efter at vores første forsøg på samarbejde kuldsejlede, havde den tyske producent i en fax forsikret mig om, at hun og hendes chef ellers syntes, at de to små film de havde set fra min hånd sådan set var interessante, og at jeg gerne måtte kontakte hende, hvis noget nyt dukkede op.
Det gjorde der så, og jeg ringede nogle gange til Tyskland, men den tyske producer var ikke lige sådan at træffe:
'Desværre Fru. X er i LA...'... 'Desværre Fru X er i Japan'...
Endelig fik jeg fat i damen og hun bad mig kort beskrive mit projekt i telefonen.
'Dont call os - Wee call you' og Aufwiedersehen.
Jeg tænkte: Nå, det var så det, men fandme: Dagen efter ringede hun tilbage, den tyske: Du kan få to timer, den og den dato i Cannes. Vi mødes på den tyske stand, vær godt forberedt, og kunne vi i øvrigt lige få dine to undertekstede film sendt ned igen. Om de kunne.

På croisetten
To måneder senere står jeg, temmelig nervøs, og spørger efter Fru. X i Tysk Filmexports stand på croisetten i Cannes.
En lille, effektivt udseende kvinde, ikke uden charme, finder mig, og det lykkes mig at give et godt fast håndtryk samt at sige et par tyske sætninger uden at stamme. Lige som jeg er ved at vove mig ud i en længere nervøs forklaring om mit projekt, ringer hendes mobiltelefon og hun beder mig undskylde og rejser sig og går over i et hjørne og står og taler både tysk, fransk, og engelsk med en eller anden. 40 minutter efter er hun tilbage. Hun foreslår, til min lettelse, at vi forsætter mødet på engelsk, og så ringer telefonen igen.
Efter endnu to afbrydelser af den art kommer hun tilbage fuld af undskyldninger, men nu skal jeg høre.
Hun har en god og en dårlig nyhed. Den gode er, at hendes selskab er villig til at gå til 'step A' med mit projekt og med mig som med-forfatter og med-instruktør. D.v.s. man vil finiansiere en kvalitetsoversættelse i samarbejde med mig, og har jeg evt. mulighed for at flyve ned af og til for at være med til nogle arbejdsmøder?
Den dårlige nyhed er, at hendes selskab går ind i mange, mange 'step A'-projekter om året, hvoraf meget færre realiseres.
Men som hun siger med en beroligende hånd på min:
"Relax, Peter, my boss is in fact very charmed by your little film".
Resten var ren praktik. Hvornår? Hvordan? Hvor meget? og... make no deals now... tænk over det og vi ringes ved mandag, kindkys og væk var hun.

På den grønne gren
Jeg svævede ned ad strandpromenaden - let og usigeligt glad.
'Hold kæft mand. Jeg gjorde det! I did it. I chrashed the gate' (at 'gatecrashe' er at komme igennem hegnet, gennem lågen).
Ringe hjem til konen, spændingerne i maven begyndte langsomt at udløse sig, og for ikke at begynde at brøle sprang jeg i Middelhavet og skreg min sammensparede nervøsitet ud under vandet, hvor ingen kunne høre det.
Dagen efter sidder jeg og sludrer med min ældre og meget erfarne danske filmproducent som, trods hans respekt for min entusiasme og mit gå-påmod, alligevel omgående maner til besindelse og koldt øl i blodet, men 'selvfølgelig og lad og os nu se på det, når vi kommer hjem - vi må jo også lige se på vores kontrakt'.
Om aftenen er det lykkedes mig at fixe to billetter til gallapremieren på Lars Von
Triers vildt geniale Idioterne, og sørme om ikke min tyske kontakt har tid.
Stående ved toppen af trappen på den røde løber i min nyindkøbte smoking, ser vi Lars Von Trier, hans producent og skuespillere defilere op, og Fru. X siger: Mayby one day it will be us...
Det var ren film.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her