Læsetid: 5 min.

I gjorde den fejl at forgude os

9. maj 1998

Det tjekkiske socialdemokratis udenrigsordfører, Jan Kavan, fortæller om 'fløjsrevolutionens' sure svie: Delingen af Tjekkoslovakiet, politisk forfølgelse, korruption - og om forhåbningerne til EU

Jan Kavan er en rund mand. Rundt hovede, runde briller og runde formuleringer. Isprængt stålglimt af utålmodighed. Utålmodighed efter at få sit land og sit parti rigtigt forstået.
Jan Kavan giver indtryk af, at han er vant til at høre meget sludder og bære over med det - indtil en grænse. Han er udenrigsordfører for sit parti, det tjekkiske socialdemokrati, der står til at vinde parlamentsvalget i juni.
Jan Kavan er i København som gæst hos Steen Gades debatinitiativ Nyt Europa. Visitten vækker minder hos Kavan:
"Sidst, jeg var her, er vel 10 år siden. Da kom jeg for at modtage en pris på vegne af Charter 77." (borgerretsgruppen, der udgjorde oppositionen til det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet, red.)
"Det føles underligt at skulle være her nu og tale om de samme ting i mit land: Misregimente, manglende efterlevelse af menneskerettigheder."
Kavan smiler ironisk. Fra 1969-89 var han i landflygtighed i London. Efter 'fløjlsrevolutionen' i 1989 blev han valgt som medlem af det tjekkoslovakiske forbundsparlament. Siden, efter landets deling i 1993, er Jan Kavan valgt som medlem af senatet i Den Tjekkiske Republik.

Fejlagtig skilsmisse
"Skilsmissen mellem Tjekkiet og Slovakiet? Den var en fejltagelse. Det mente jeg dengang, og jeg det mener jeg nu. Selv om man selvfølgelig må indrette sig på realiteterne. Et langt stykke henad vejen var det kun to politikere, der ønskede delingen, Tjekkiets Vaclav Klaus og Slovakiets Vladimir Meciar. En så vigtig beslutning skulle vi selvfølgelig have truffet ved folkeafstemning."
- Når Tjekkiet integreres i det vestlige organisationer, kommer Slovakiet til at sejle sin egen sø?
"Jeg håber, det ikke bliver langvarigt. Mit parti ønsker netop at opprioritere forholdet til Slovakiet, som Vaclav Klaus' regering har vendt ryggen. Vi vil arbejde for, at Slovakiet kommer med - også i NATO. Meciar er ikke Slovakiet. Og så har I i øvrigt i de vestlige lande haft en tilbøjelighed til at dyrke først Tjekkoslovakiet, siden Tjekkiet som klassens artige elev. I har nærmest forgudet os. Det har Vaclav Klaus spillet med på. Så har man kunnet forklejne en masse andre problemer. Sandheden er, at mit land er lider af en udbredt nepotisme, og at vi har gennemgået en fordærvende privatiseringsproces, tilrådet af vestlige rådgivere."
- EU-kommissionen anfører i sin evalueringsrapport om Tjekkiet en række problemer?

Rethaveriskhed
"De mest synlige ligger i økonomien. Knapt så synligt er det, at vi har demokratiske problemer. Det er let - rent teknisk - at afholde et valg. Det er sværere at indgyde en demokratisk tankegang. Det ligger stadig til os, at vi vil bekæmpe dem, der er anderledes. Vi har fordomme mod andre kulturer, hudfarver, oprindelser - og andre politiske anskuelser. Der er en politisk rethaveriskhed. Det er kun passende, at man nedgør sine politiske modstandere. Det er kommunismens arv. Den arv har vi ikke gået kritisk igennem. Vi har brug for hjælp fra demokratiske lande, herunder Danmark."
- Kan den offentlige sektor håndtere de krav, et EU-medlemsskab stiller?
"Nej, også dér har vi brug for hjælp. Vi har ikke rigtigt uafhængige domstole eller et professionelt tjenestemandskorps. Vores finanssektor er uigennemskuelig. Vi har haft 13 bankkrak inden for ét år. Vi har ingen anti-trust lovgivning. Og skattesystemet... Vi formår i øjeblikket kun at indsamle under halvdelen af de løbende skatter og afgifter. Det kræver teknisk hjælp og en indsats mod institutionel korruption. Det største problem er at få skatterne hevet hjem fra mangemillionærerne."

Forsinket hjælp
Jan Kavan mener, at den assistance, EU kan yde til Tjekkiet i overgangsperioden, er blevet forsinket af den holdning, som den tidligere ministerpræsident Vaclav Klaus havde til EU: "Klaus håbede på et liberalistisk EU, indskrænket til et frihandelsområde, ligesom Storbritanniens Thatcher og Major gjorde. Klaus udtalte sig lige så nedladende om den sociale dimension. Det var med til at skabe tvivl om vores optagelse. Thatcher kom rejsende til det tjekkiske parlament og holdt en tale, hvor hun lovpriste sig selv - og os som sine forbundsfæller. Jeg klappede ikke. Det så jeg ingen grund til. Næste dag blev jeg i dele af pressen behandlet som en landsforræder."
Som et led i den tjekkiske demokratisering går Jan Kavan af princip ind for folkeafstemninger. Det præger det tjekkiske socialdemokratis nye udenrigsprogram, som Jan Kavan har været pennefører for. Programmet kræver tjekkisk folkeafstemning både om landet medlemsskab af NATO og EU.
"Så snart man siger 'folkeafstemning', så er der mange, der siger 'Aha, du er altså imod!'"
Jan Kavan ler uden at more sig synderligt: "Men man kan jo mene, at folkeafstemning er det rigtigste. Fordi det er bedre for beslutningen. Og for demokratiet. Gør begge mere rodfæstet. I vores program står udtrykkeligt, at vi går ind for medlemsskab af NATO og EU. Men altså efter en folkeafstemning."

EU for freden
Kavan tilføjer: "Faktisk har EU gjort mere for freden i Europa end NATO har."
- Hvorfor så bruge penge på at opfylde NATO's krav?
"Vi må ikke opgive NATO, men EU er vigtigere og har som sagt også et sikkerhedsaspekt."
- EU-medlemsskab bliver også dyrt for Tjekkiet?
"Jeg er mest optaget af, hvordan vi opfylder EU-kravene, uden at vi får et økonomisk chok ved medlemsskabet. Det er heller ikke i EU's interesse at få et ødelagt land med. Det dokument, som den danske gruppe 'Nyt Europa' (Steen Gades initiativ, red.) har udarbejdet, er det bedste, jeg har set om optagelsen af de central- og østeuropæiske lande. Hvis det lægges til grund, får vi ingen problemer."
- Omkostningerne kan blive svimlende. Se på DDR's optagelse i Tyskland?
"Vi skal ikke absorberes på dén måde. Det er ingen af siderne interesseret i. Mit parti er for mere integration. Vi får ikke dansk eller hollandsk niveau på en nat. Det vil være naivt at tro, at I vil bruge så mange penge. Grækenland er stadig fattigt, men ingen spørger, hvornår de kommer op. Uligheden er ikke i sig selv et problem, bare den ikke er uoverskuelig. Hvis vi ser, vi er på den rigtige vej, undgår vi desperationen. Men det er os selv, der skal skabe opbygningen. Men se nu bare, hvordan det er gået Irland i EU. Det virkede!"
- Jamen, irerne har jo haft en sprogfordel. Betyder det ikke noget?
"Jo, men det er heller ikke syv-otte procents årlig vækst som den irske, vi taler om. Det kan vi ikke drømme om."
Information rejser spørgsmålet om regeringsdannelsen i Tjekkiet efter valget til juni.
- Hvad er jeres forhold til kommunisterne?
"Det tjekkiske socialdemokrati er det eneste rigtige socialdemokrati af betydning i Central- og Østeuropa. Vi har ikke identitetsproblemer i forhold til kommunisterne. Vi har vores eget parti i parlamentet, nu med 59 mandater. De har - velfornøjet - deres, for tiden med 20 mandater. Efter valget vil vi ikke danne koalition med kommunisterne. Måske med de kristelige demokrater eller det nystiftede pensionistparti. Kommunisterne vil givetvis stemme for noget af det, vi vil fremsætte, men det bliver deres egen sag."
Siger Jan Kavan og ser mere fast end rund ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her