Læsetid: 4 min.

En hængt hund

1. maj 1998

John Iversen EU-bog bortforklarer mere, end den forklarer. Den er et kampagneskrift for modstanderne

DEBATBOG
Hvad skal vi lege:
Katten op at stege?
Hunden op at hænge
- med en hel pose penge?

Dette børnerim må vel være inspirationen til John Iversens bog Hunden op at hænge. Bogen forklarer ikke selv titlen. Den overlader læseren til ved billeddannelse for sit indre blik at se Europaparlamentsmedlem Iversen som en hængt hund - med en hel pose penge.
Indtrykket bestyrkes af, at Iversen har valgt at lade bogens ramme være skandalen med ham selv som hovedperson. Bogen åbner med en omstændelig beskrivelse af forløbet den 20. september 1996, hvor et tv-hold filmede Iversen, mens han i Strasbourg skrev sig på mødelisten for parlamentet og derefter tog hjem. Vi får at vide, at han siden har erfaret, at der "var tale om en aktion, hvor valgte parlamentsmedlemmer på den ene eller den anden måde var involveret i at få kolleger til at 'gå i vandet'".

Den var gal
At John Iversen selv var klar over, at den var gal, fremgår af, at han - efter at være ringet op af af tv-holdet om de optagelser, der er i kassen - beder om at blive slettet af mødelisten og tilbagebetale sin diæt for den pågældende dag.
"Måske kunne det lægge en våd klud på et eventuelt pressebål," forklarer Iversen. Og fortsætter, anglende efter medfølelse: "Men det kunne det ikke! Tværtimod var det blot endnu en pind til bålet."
Bogens efterord vender tilbage til sagen. Iversen konstaterer, at der ved Parlamentets møde den 3. april 1998 var 224, der havde skrevet sig på mødelisten og fået dagens diæt på kr. 1.740, selv om kun 70 medlemmer var tilbage ved formiddagens afstemning.
Han konkluderer: "Alt er som det var. Intet er ændret."
Det udsagn gør selvspejlende hans egen sag til Europas omdrejningspunkt. På den kan man måle altings gang!
I tidligere tider ville en sådan skandale have fået en anstændig parlamentariker til at opgive sit mandat. Nu vælger den brødebetyngede at skrive en bog om den. Sig så ikke, at amerikaniseringen ikke breder sig i dansk politik!
Det måtte man vel så tage til efterretning, hvis bogen kunne bidrage til at løfte den danske EU-debat op på et højere plan.

Bortforklaret ungdom
Men her svigter Iversen. Måske skyldes det den valgte ramme: Bogen bortforklarer mere, end den forklarer. Vi får aldrig rigtig at vide, hvorfor John Iversen i sin ungdom var glødende EU-modstander. Hør, hvad han har at byde på:
"Den voldsomme modstand i Danmark mod EF kom som en besynderlig forlængelse af den såkaldt antiimperialistiske kamp..."
En mere nedladende afstandtagen kunne selv Weekendavisens konvertitter ikke byde på. Om sin egen dannelsesproces fortsætter Iversen:
"... og efterhånden begyndte jeg også selv at interessere mig for de mange forskellige bogstavkombinationer, venstrefløjen delte sig op i. Jeg læste Information. I begyndelsen først og fremmest fordi man havde de bedste beat- og rocksider."
Jamen altså dog! Denne anmelder, der siden 1972 flittigt har skændtes med EU-modstandere, nægter at tillægge dem en sådan lallende enfoldighed. Tag dig sammen, John! Fortæl, hvem du er - og har været.

Tilståelse
Om folkeafstemningen i 1986 tilstår Iversen, som da var en af SF's fremmeste i nej-kampen:
"Jeg stemte nej, men ikke med stor begejstring, og i dag kan jeg se det var en fejltagelse. Heldigvis blev det et ja..."
Vi får ikke at vide, hvad der reelt motiverede Iversen til et sådant dobbeltspil. Om SF's kovending i 1992, bliver vi heller ikke meget klogere. Ud over, at Holger K. er et lukket og mistænksomt menneske, der ikke har tillid til Steen Gade.
Iversens tid som talsmand for Ritt Bjerregaards kabinet står også i et sært uvirkeligt skær. Hvem er Ritt, hvad vil hun, hvad så hun i John - og omvendt? Læseren får ikke besked.

Afgørende svaghed
Helt afgørende svaghed er det, at John Iversen ikke med bogen viser, at han nu - med sin overbevisnings fulde kraft - kan argumentere for et ja den 28. maj. Det var jo derved, han skulle begrunde sin afhopning fra SF.
Mest udførlig er Iversen i sin kritik af EU. Han fremstiller hele embedsværket som noget, han kalder "DJØF-partiet", som reelt kører løbet.
Er det så enkelt, at bureaukraternes egeninteresse er EU's indre motor? Har de ikke forskellige anskuelser om, hvad der gavner EU? Det siger anmelderens erfaring efter 12 års arbejde med EU-institutioner. Men altså ikke John Iversens.
Samlet står John Iversens bog som det hidtil bedste bud på et manende kampagneskrift for, at Danmark opgiver at have noget at gøre med den europæiske rodebutik. Skal man tro bogen, fratager EU selv tænksomme mennesker deres dømmekraft - og selvrespekt.

*John Iversen: Hunden op at hænge, En personlig beretning om Eliternes EU og Europa. Forlaget Hovedland. 149 kr. Udkommer i dag

Side 13: Boguddrag: Forargelse eller forfatning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her