Euripides' Føniker-inderne i stort udspil med drømme-besætning på Det Kgl. - Ghita Nørbys udstråling, beslutsomhed og desperation er frygtindgydende
TEATER
Først et resumé: Kong Ødipus af Theben opdager, at han har giftet sig og fået børn med sin mor, dronning Iokaste. Han stikker i fortvivlelse sine øjne ud og overlader regeringsmagten til sønnerne Polyneikes og Eteokles, der skal regere på skift ét år ad gangen. Eteokles først. Men han bryder spillereglerne - og smider sin bror ud af landet. Polyneikes vender tilbage med en udenlandsk hær for at kræve sin ret. Alle ved, at Polyneikes har retten på sin side, han er i forvejen den gode, den retfærdige. Men - giver det ham ret til at invadere landet, måske smadre Theben? Og Eteokles - er hans magtbegær så voldsomt, at han hellere vil se sit land gå under end afgive sin personlige magt?
Det er dér, vi befinder os, når starten går på Euripides' skuespil Fønikerinderne fra ca. år 410 f.v.t.
Samtlige medvirkende kommer ind på scenen - Stærekassen - og Iokaste (Ghita Nørby) opdaterer alle.
Madeleine Rønn Juel har som instruktør valgt et ikke usædvanligt mix: Trofasthed over for den gamle tekst og de gamle navne. Men moderne tøj og moderne miljøer. Kreon Ole Ernst), Iokastes bror, drikker whisky. Koret - Fønikerinderne - går klædt i koksgrå spadseredragter og ryger cigaretter.
Karin Betz - scenografen - har bygget et scenerum, der nok er imposant, nok har mindelser om det gamle Grækenland, men først og fremmest er en anonym opgang i et halvmoderne socialt betonbyggeri.
Måske det hele ville være en tand for eksotisk, hvis Helle Hertz og Benedikte Hansen (fønikiske kvinder) var klædt som statuerne på Glyptoteket. På den anden side, kan jeg ikke se, hvad man får ud af at lade Antigone (Bodil Jørgensen), søster til de kæmpende brødre, være klædt i noget second hand lag-på-lag fra latinerkvarteret. De moderne rammer bliver ikke brugt og udnyttet.
Flotte monologer
Det gør til gengæld teksten og skuespillerne. Rønn Juel har ikke sendt dem ud på vilde jagter, ikke lavet kropsteater, Gud være lovet ikke moderniseret kernen. De flotte monologer får lov at stå så klare og tydelige, som de er skrevet og tænkt - og de store følelser bliver ikke kun registreret, de kommer ud over rampen med en sådan intensitet, at man som publikum er lige ved at miste pusten.
Frækt er det egentlig at vælge at spille en tekst som denne. Euripides ville ikke få et ben til jorden hos tv-teatrenes dramaturgiater. Han ville formentlig dumpe ved en optagelsesprøve på filmskolens manuskriptlinje. En enkelt af lærerne ville måske hviske til ham, at han skulle læse en begynderbog i dramatisering.
For nok har han skabt opbrud i fortællestilen i forhold til sine ældre samtidige, men der er reelt ingen grænser for, hvad der ikke sker på scenen og hvad man derfor ikke ser. Den store konfrontation mellem de to hære og senere mellem de to brødre refereres som monologer af et par af de fønikiske kvinder (Lene Tiemroth og Anne Marie Pock-Steen). Aktørerne ser ud over publikum, ud i kulissen, fortæller hvad de ser - eller kommer løbende ind med budskaber om alt dét, der foregår alle andre steder.
Følelserne bor her
Det centrale sker ikke desto mindre i den store betonopgang: For det er her følelserne bor. De er store. Og det er her helt uforglemmelige scener udspiller sig.
En af dem er Iokastes forsøg på at mægle mellem sine to sønner (Olaf Johannesen og Søren Sætter Lassen). Hærene står opmarcherede, parat til at slagte hinanden. Iokaste er splittet mellem rollerne som dronning og mor; mellem sin loyalitet over for på den ene side kongen, på den anden side yndlingssønnen: Og helt grundlæggende: det kan godt ske, de er parat til at slå hinanden ihjel, men hun vil ikke miste nogen af dem. Hun trækker og trækker: "Hastværk og retfærdighed går sjældent hånd i hånd," siger hun.
En anden: Teiresias (Erno Müller), blind vismand, forklarer Iokastes bror, Kreon, at han kan redde Theben, hvis han vil ofre sin egen søn. Kreon først lokker og smigrer den gamle vismand; vender derefter på en tallerken, da han hører rådet. Kreon vil ikke satse, og smider den blinde ud. Det koger.
En tredje: Det går op for Iokaste at hendes to sønner er i færd med for alvor at slå hinanden ihjel. Hun mobiliserer datteren Antigone, sammen skal de lægge sig mellem de to tumber. Antigone er bange. Iokaste: "Nu er der ikke tid til at være bange!" Ghita Nørbys udstråling, beslutsomhed, desperation er frygtindgydende.
Fønikerinderne er ikke noget hverken opbyggeligt eller optimistisk stykke. I sidste ende gribes magten af den mindst principfaste, den mest opportunistiske, den menneskeligst ringeste af de muligheder, som har været i spil. Retfærdigheden får ikke ét ben til jorden.
Selvbebrejdelser, principper, religionen, moralen, traditionelle værdier, hvad skal man med dem, hvis de står i vejen for udsigten til en kortsigtet sejr i magtkampen.
Det nutidige: Skæbnens (gudernes) veje er uransagelige, man må lære at leve med tilfældet, man må ikke lade sig lamme af, at det er tilfældet der styrer. Kun hvis man kan handle inden for de rammer, tilfældet udstikker, har man en chance for at overleve med skindet på næsen. Sådan - kort sagt.
Madeleine Rønn Juel har i årevis spillet jordemor for nye danske navne på de små scener. Hvor skønt at se hendes spille med musklerne på den helt store scene med en drømmebesætning og én af den dramatiske litteraturs store tekster.
* Fønikerinderne. Skuespil af Euripides. Overs.: Jørgen Mejer & Søren Ulrik Thomsen. Inst.: Madeleine Rønn Juel. Scen: Karin Betz. Det Kgl. /Stærekassen. T.o.m. 27. maj
