Læsetid: 5 min.

Hemmelige skrøbeligheder

2. maj 1998

Nu om stunder synes desperation at være noget patologisk, man forbeholder socialklasse 37, eller også er det trendy og forklædt som metakommentar i en reklamekampagne for ure

QLUMMEN
Det var efterhånden blevet midt om natten. Min veninde havde været på vej hjem flere gange, til sidst havde vi slået os ned i den smalle gang foran entredøren, under alt overtøjet, oven på børnegummistøvler, gamle kufferter og en enkelt guitarkasse. Vi delte den sidste rødvin.
Der var et bestemt digt, vi blev ved med at forsøge at huske, men det endte i pjat hver gang. Så kom jeg i tanker om, at jeg havde bogen et eller andet sted. Jeg gravede mig gennem en tre-fire kasser, og med ét dukkede den op. Digtet var på side 63.
Jeg læste højt:
"Først en strofe, skrevet med stor og tydelig hånd, men overstreget:

Som en bisse med blodige hænder
efter slagsmål og spiritusbrand
har jeg rejst mig fra tilfældets leje
på en divan ved rædslernes rand.

Og længere nede, næsten i hjørnet af arket, og uden anden forbindelse med denne strofe end rytmen var der med hurtige, små bogstaver nedkradset tre andre strofer, kun med enkelte rettelser, åbenbart skrevet ud i ét strøg. Og da Jastrau nysgerrigt greb efter et fjerde ark, stod de samme tre strofer dér, renskrevet, med dato og navnetræk prentet nedenunder; så det skulle vel betyde, at digtet var færdigt.

Asiatisk i vælde er angsten.
Den er modnet med umodne år.
Og jeg føler det dagligt i hjertet,
som om fastlande dagligt forgår.

Men min angst må forløses i længsel
og i syner af rædsel og nød.
Jeg har længtes mod skibskatastrofer
og mod hærværk og pludselig død.

Jeg har længtes mod brændende byer
og mod menneskeracer på flugt,
mod opbrud, som ramte alverden,
og et jordskælv, som kaldtes Guds tugt."

Oplæsningen var til ende, og vi lagde bogen væk. De fire vers på side 63 i min udgave af Tom Kristensens Hærværk var ikke ét samlet digt. De havde, som fortælleren noterer, samme rytme, men derudover ingen indholdsmæssig forbindelse. Men for os, den nat i entreen, hang det hele sammen.Vi havde ikke lyst til at fortolke det. Begge huskede vi gymnasiets danskundervisning, hvor netop disse strofer var blevet analyseret sønder og sammen. Det var et digt, man skulle mærke. Det var et digt, man havde i sig, eller også havde man det ikke.
Det slog mig, at det måske i virkeligheden var et digt om - og fra - dengang i de gode gamle dage, hvor der var et vist format over det hårde liv. Nu om stunder synes desperation at være noget patologisk, man forbeholder socialklasse 37, eller også er det trendy og forklædt som metakommentar i en reklamekampagne for ure, hvor iscenesættelsen er selvmordsscenarier - eller i modereportager i ungdomsblade, hvor det er kinky at se skoddet ud, især hvis man fra naturens hånd er en lang bønnestage med klassiske træk.
For resten af os er det hemmeligt.

Sexlivet derimod har i årevis været et nærmest offentligt anliggende - hvor ofte, hvordan, med hvem osv., og andre veldefinerede betroelsesområder er spædbørns nattesøvnsfrekvens og fødende kvinders forløsningsproces. Men angsten og ensomheden er de mest private problemer, som skjules og gemmes væk. Som antropologen Anne Knudsen engang har sagt det: "Al denne åbenhjertighed (om sex osv.) dækker over noget andet. Den bedste måde at skjule noget på, er nemlig at vise noget andet frem. (...) Det lyder som et paradoks, men måske er det sandt: Danskerne viser alt det frem, som i andre kulturer er hemmeligt, og samtidig gemmer de på de uskyldigste sandheder om menneskelig skrøbelighed og ensomhed, som om det var skammelige laster."
Men der er endnu et paradoks, og det er, at vi på trods af denne kollektive hemmeligholdelse hele tiden hører og læser om de "skammelige laster" i medierne. "Hun lærte at tage bussen uden at få angstanfald". "Han kom ud af psykosen og fik et job som rengøringsassistent". Det er imidlertid som om al denne krængen indersiden ud på ulykkelige mennesker, der nu er gennem det værste, blot får de øvrige af os til at lukke endnu mere i. Måske fordi det aldrig er journalisterne selv, der fortæller deres egne historier; de beviser derimod, gennem deres dygtighed ved at finde de rigtig gode cases frem og stille de rette empatiske spørgsmål, deres medlemskab af den store klub for danskere, der har styr på tingene. Det er måske disse normaldanske journalisters holden det unormale og problematiske frem for os, der gør os flove over, at netop vi sidder med kagen. Fremfor at få os til at identificere os med de gribende cases og springe ud eller få det bedre, fordi vi ikke er alene, får den pletfrie journalists mellemkomst os til at ryge længere ned i det hemmelige søle.

En af mine gamle kolleger afskyr, når journalistik bliver personligt. "Hvad fanden rager dine private tanker mig," som han engang sagde. Jeg plejer at svare, at han bare kan lade være med at læse det. Men det kan han åbenbart ikke. Det kunne jo være, at der stod noget om ham. Det gør der så her: Helt ærligt, gamle ven, det er jo alligevel personligt alt sammen. Tanken om, at det dybdeborende, det kritiske og det afslørende er den eneste sande vej, er nærmest religiøs og dermed også udtryk for en personlig, subjektiv tro på, hvad der er vigtigt at sige om verden.
Og forestillingen om, at journalistikken skal være objektiv, som om det objektive fandtes derude i form af små sandhedsfrø, der blot lå og afventede den rette kulegravende gødning og beskæring, er netop en forestilling. Enhver objektivitet (og her taler jeg ikke om objektiv modsat tendentiøs eller uvederhæftig) er tilstræbt - den er der ikke bare af sig selv. Enhver journalistisk handling er udtryk for et valg. Det er ikke bare en uopsættelig formidling af noget til nogle andre, men udtryk for den pågældende journalists særlige dagsorden.
I radioen hørte jeg forleden en journalist tale med den mand, der opfandt navnet lykkepillen. Den journalist var sjælden. Da lægen forklarede, at det var piller mod ulykke, udbrød journalisten spontant: "Jamen sådan virker de jo ikke. Det ved jeg af egen erfaring." Og her kom lægen til kort - han havde aldrig selv taget så meget som én af de små piller. Netop derfor var han i stand til at sælge dem som en drøm om det gode liv.
Jo mere objektive journalister forestiller sig, de er, jo mere pletfri fremstår journalistikken, selv når den beretter om alverdens grusomheder, både i internationale og helt private sammenhænge. Og jo mere hemmelige bliver de uskyldige skrøbeligheder, vi går og bærer på. Så folk har tjek på deres liv. De går på fastekure, diæter, køber økologisk mælk, trimmer deres kroppe. Går de på druk foregår det under opsyn af alkometre med direkte forbindelse til Steins laboratorium.
Måske sidder de i hemmelighed derhjemme efter mørkets frembrud foran en af de der serier med store silicone-munde. De har en grim joggingdragt på og spiser skumfiduser, blandet med lykkepiller, mens de græder over serien.
Næste morgen er de klar igen.
Nej, det er ikke moderne at gå i hundene.
Sådan helt objektivt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu