Læsetid: 4 min.

Fra himlen til jorden

19. maj 1998

Kirsten Klein genopliver skabermiraklet i sine gråtonefotografier fra Europas Vilde Vesten: Irland. Hun sekunderes af Erik Heides poetisk lette, men tonstunge skulpturer med allusioner til såvel kelterne og Stonehenge som til kristendommen

UDSTILLING
Hun drog vest, Kirsten Klein (f. 1945). I 1977 blev hun første gang fascineret af Irlands vestkyst, hvor hun har fotograferet lige siden. Ikke som turist, snarere som en slags drømmende digter, der fanger skabelsesunderet med sin linse og lader det afsætte sine spor på det lysfølsomme papir, som var det de smukkeste landskabsmalerier.
Klein maler med sin linse og lader himlen møde jorden og havet, så man bliver bevæget til tårer: De "Tre Søstre", der kiler deres spidse klippekroppe ud i Atlanterhavet på rad og række, Bjerget Mullagh More i The Burren, Clare County, Curroghs irske både, der ligger trukket op på bredden og ligner sovende søløver, tørven, The Cliffs of Moher, det hellige, stenfyldte bjerg Croagh Patrick, der hvert år den sidste søndag i juli bestiges af tusinder af barfodede pilgrimme, 3500 år gamle astrologiske anlæg og soltempler, der er helt forvitrede og er blevet en del af landskabet.
Det er sjældne natursansninger, som Klein videregiver til os fra de grå firkanter på væggene i Sophienholm med udsigten til det saftige, grønne, der spejler sig i søen derude. Men man savner ikke farver i Kleins billeder, som også Tove Thage konstaterer det i kataloget. Dertil er deres gråtoner for rige og nuancerede. Klein finder og søger og arbejder med en tidlig fotografisk teknik, der forlener fotografierne med en særegen drømmeagtig stoflighed. Men inden hun lukker sig inde i mørkekammeret, har hun også søgt og fundet et særligt sted, et 'genius loci', som rummer en fortættet stemning.

Retur til fortiden
Nogle af de irske naturmotiver bærer præg af menneskets arbejde med at omforme landskabet, andre fremstår rå, som var de skabt af en ikke særlig mild gud. Her og der dukker mennesker op i dette stenede og øde land, vejrbidte, med hud der ligner stenenes forvitrede overflader, tydeligt mærkede af landskabet, som de har været underlagt i århundreder. En enkelt fårehyrde med kun én tand i munden, en landarbejder, der læner sig op af en mur af kampesten. Hans tøj ligner lædertøj, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være af almindeligt stof, der er blevet hærdet af vind, vejr og sved, så det ligner oilskin. En kone med mildt åsyn holder kærligt om sin dreng i døråbningen til sit stenhus, men enkelte gange inviteres vi også helt indenfor til musik, Guiness, tørvevarme, hjemmebagt brød m.v. Landskabet er dog hele vejen igennem hoved'personen' i Kleins univers, hvor mennesket er underlagt naturkræfterne, og man får lyst til lige med det vuns at sætte sig ind i et Air Lingus-fly med kurs mod vest for at tage retur til fortiden og selv få syn for sagn.

Det tabte Europa
Det er det tabte Europa, vi er vidne til i Kleins billeder. Irland (når man tæller både Eire og Nordirland med) dækker et dobbelt så stort areal som Danmark og har lidt færre indbyggere. Der er mange, uvejsomme og golde områder, og der er som bekendt stadig en del fattigdom i 'Europas fattige mand', der dog i byerne oplever en gevaldig teknologisk revolution i disse år.
Det regner som bekendt i Irland, og det irske sprog afspejler, hvor meget det regner, og hvordan det regner: Det rummer lige så mange ord for de forskellige former for regn, som grønlandsk har ord for sne. Det regner også i mange af Kleins fotos, der er taget hele året rundt, undtagen i december og januar. Regn er noget, der forener oppe med nede, himmel med jord. De vertikale vandstråler indhyller også naturen i dis, og landskabet bliver en romantisk vision.
Nogle af hendes fotos er imidlertid taget så højt oppefra, at landskab og hav bliver abstrakte motiver. Bølger bliver til linjer, jord til himmel og vice versa. Om kort tid udkommer Kirsten Kleins bog Land of Spirit, hvor man kan se disse billeder, omend i mindre format.

Primitiv råstyrke
Billedhuggeren Erik Heide bor (f. 1934) ligesom Kirsten Klein på Limfjordsøen Mors, hvor man finder lidt af den samme øde stemning som i Irland. Han er født og opvokset der. Hans massive granit- og jernskulpturer supplerer Kleins fotos forbilledligt, men det er unægteligt mere som tredimensionale parenteser i rummet, fordi Kleins billeder er så fortættede og dragende, som tilfældet er. De kunne selv sagtens bære udstillingen.
Men man må beslutte sig til at vriste sig løs fra væggene og give sig hen til Heides skulpturer, for det fortjener de. Heide arbejder med en urkraft i sit sprog, som tydeliggøres af hans valg af materialer: støbejern, moseeg, granit, store bjælker m.v. Hans kunst rummer ofte bibelske motiver, og han har da også dekoreret en del kirker herhjemme.
Værkerne har en primitiv råstyrke, noget uafviseligt, og de fører en dialog med fortiden af en art, som man sjældent ser i disse år. De peger tilbage på såvel hedensk som på romansk kunst. Der er ingen som Heide i dansk kunst. Han arbejder med en udtrykskraft, som var det selveste Jellingstenen, vi står overfor. Nogle gange er hans tonstunge skulpturer bevingede og på vej til at løfte sig op og svæve ud af vinduet og trodse tyngdeloven, andre gange ser de ud til ved jorden at blive.
Udstillingen er to særegne kunstneres inciterende bevisførelse for, at der har været en verden af en helt anden art, end den vi kender i dag. Hos Heide og Klein råder naturkræfter, der får mennesket til at svinde ind til en ydmyg parentes. I deres værker genskabes en længe glemt ærefrygt, som fremkaldes, fordi de betragter verden med en næsten kosmisk optik.

*Kirsten Klein og Erik Heide, fotografi & skulptur, Sophienholm, Nybrovej 401, Lyngby. Ti.-sø. 11-17. Torsdag aftenåbent til kl. 21 med omvisning kl. 19. Til 26. jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her