Læsetid: 2 min.

Historisk sag mod Microsoft

20. maj 1998

Amerikanske myndigheder lægger sag an mod computergiganten Microsoft for at hindre konkurrence på markedet for internetsoftware

Det er en historisk retssag, som det amerikanske justitsministerium og 20 delstater anlagde mandag imod verdens største softwareselskab, Microsoft. Retssagen kan blive udslagsgivende for, hvilken software hundrede af millioner internet-surfere i fremtiden kan benytte. Bliver det Microsofts browser, også kaldet Explorer, eller bliver det software fra det konkurrerende selskab Netscape eller fra et helt tredie selskab?
Myndighederne anklager Microsoft for at misbruge sin dominerende position på markedet for pc-software - selskabets Windows-system sidder i 90 procent af verdens pc'er - til på ulovlig vis at erobre brugere til sin internet-browser, Explorer.
"Denne syndflod af ulovlige handlinger i strid med konkurrencelovgivningen, som Microsoft bruger for at destruere sine rivaler og for at undgå konkurrence, kan ikke tolereres," udtalte chefen for det amerikanske monopoltilsyn, Joel Klein.
For få år siden sad Netscape Navigator på 90 procent af dette marked, men i dag er markedsandelen røget ned på 55 procent. Årsagen er bl.a., at Microsoft siden 1995 konsekvent har tvunget computerproducenter til at præinstallere Explorer som en betingelse for, at de kunne få licens på den populære Windows 95-software.
Joel Klein forsøgte under hårde forhandlinger i sidste uge at overtale Microsoft-chefen Bill Gates til at lave ændringer i den Windows 98-softwarepakke, som efter planen skal sendes på gaden den 25. juni. Men Bill Gates nægtede at pille Explorer-netbrowseren ud af Windows 98-pakken, og han ville heller ikke være med til at lægge Netscapes Navigator-software ind i Windows 98-systemet for at give forbrugerne en reel valgmulighed.

Langvarig strid
Bill Gates har ikke tænkt sig at dukke sit drengede ansigt for statsmagtens lange pegefinger, og har netop sendt Windows 98 afsted til computerfabrikanterne. Som han ser det, forsøger Microsoft blot at forsvare sig mod Netscapes browserdominans, og mod den trussel som de netbaserede computersystemer i fremtiden kan udgøre mod Microsofts Windows-dominerede marked. Anklagerne mener på sin side, at Microsofts politik er med til at forhindre nye iværksættervirksomheder i at vokse frem på softwaremarkedet, og det skader forbrugerne og den amerikanske økonomi på lang sigt, hævder de.
Mange iagttagere vurderer, at retssagen kan blive en gentagelse af den langvarige "krig", som det amerikanske justitsministerium i halvfjerdserne førte - uden held - mod IBM. Andre som New Yorks statsadvokat, Dennis Vacco, har draget sammenligninger med den store historiske monopolsag, der i 1911 tvang datidens kapitalistiske monopolist John D. Rockefeller til at splitte sit olieselskab, Standard Oil, op i flere mindre selskaber.
For det amerikanske monopoltilsyn under ledelse af Joel Klein er retssagen mod Microsoft led i en skærpet kurs overfor de fremvoksende industrigiganter. I marts måned blokerede Joel Klein for en fusion mellem våbenselskaberne Lockheed Martin og Northrop, og i sidste uge førte han retssag mod "et af dette århundredes mest magtfulde monopoler" personificeret i mediemogulen Rupert Murdoch. Joel Kleins folk har også indledt undersøgelser af SBC-Communications køb af teleselskabet Ameritech, og han undersøger om et kartel af USA's førende banker med kontrol over Visa og Mastercard forsøger at få kontrol over markedet for elektroniske pengeoverførsler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her