Læsetid: 6 min.

Højrefløjens EU-modstand

5. maj 1998

Den falske konsensus om Europa i de klassiske partier styrker højreekstremisterne og spiller EU-modstanden over i deres lejr

Jean-Marie Le Pen havde fundet en aktuel fjende at rette skytset imod ved Front Nationals traditionelle 1. maj-demonstration i Paris til ære for Frankrigs nationalhelt Jeanne d'Arc: Euroen.
I en timelang tale fordømte han denne "besættelses-valuta" og "den anonyme og fædrelandsløse højfinans, der vil ødelægge nationerne".
Han talte på Place de l'Opéra foran en dekoration med et billede af den franske Marianne under sloganet, "Leve franc'en, leve Frankrig, leve franskmændene!"
EU-topmødet i Bruxelles, der of-ficielt lancerede den europæiske enhedsvaluta, var en oplagt anledning for Front National til at understrege sin rolle som nationalistisk parti med front mod udlandet og mod europæisk integration.
Le Pen opfodrede franskmændene til at "kræve opretholdelse af franc'en i vore regnskaber, vore virksomheder, vore forretninger og vort dagligliv". Han fremstillede den europæiske integration som et komplot, "en hemmelig plan,udklækket for længe siden af Jean Monnet" - en af ophavsmændene til det samarbejde, der senere blev til EU. Han betegnede "eurokratiet" i Bruxelles som "den trojanske hest for mørkets kræfter", og han sammenlignede den franske regering og de etablerede politiske partier med de "slyngler, der ville udlevere Frankrig til udlandet for seks århundreder siden" - d.v.s. på Jeanne d'Arcs tid...
Den voldsomste del af Le Pens angreb var reserveret præsident Jacques Chirac: "Han forråder sit embede som præsident for den Franske Republik, hel og udelelig, for han udleverer republikken - endda i fredstid - til udlandets undergravende virksomhed og globaliseringens diktatur".
Og Le Pen hævdede, at den franske nationalbanks reserver "er blevet overført til Frankfurt, Deutschland".
Han tilføjede: "Hvad der ikke var lykkedes for Hitler, hvad marskal Pétain ikke var gået med til efter nederlaget, det har Chirac gjort, som en superkollaboratør!".
Er det umagen værd at citere den slags udgydelser så udførligt? Det kan diskuteres, men Front National er med sin vælgertilslutning på 15 procent et af Frankrigs store politiske partier, og dets demonstration i Paris 1. maj havde over 10.000 deltagere. Og Le Pens tale - der i øvrigt havde de sædvanlige elementer af fremmedhad, antisemitisme og ordinær racisme - havde som sit hovedtema euroen, enhedsvalutaen, d.v.s. ØMU'en. Det var en påmindelse om, at modstanden mod europæisk integration er og altid har været en af de store "sager" for Front National.
Det er en anledning til at standse op ved det fænomen, at det yderste højre i næsten alle sine afskygninger fra Paris til Prag agiterer mod den europæiske integration. For alle, der ønsker en demokratisk debat om Europa - og specielt for alle dem, der anser ØMU'en og den fremherskende Europa-politik for en trussel mod lighedsbestræbelser, social velfærd og beskæftigelse - er det en faretruende udvikling at se oppositionen mod denne politik gjort til en mærkesag for det yderste højre. Endnu mere betænkeligt er det, hvis EU-modstanden inficeres af fremmedhad - som man også har set tilløb til det i Danmark.
Der er grund til at minde om, at EU-modstanden (for at bruge et summarisk udtryk) har en lang historie bag sig i Frankrig, og at den er forankret til venstre. Det yderste højres udnyttelse af denne sag er et fænomen af nyere dato, men det er en alvorlig risiko for EU-modstandens seriøsitet og troværdighed, hvis kræfter som Front National får patent på den.
Den pro-europæiske elite og de regeringspartier til højre og venstre, der har fremmet og underskrevet Maastricht- og Amsterdam-taktaterne, er naturligvis hurtige til at stemple EU-modstanden i almindelighed som populistisk og reaktionær. Men disse partier har et alvorligt ansvar, fordi de har haft for skik at fremstille ØMU-politikken som den eneste mulige, hævet over diskussion. Der er euroskeptiske mindretal hos både socialisterne og de to store borgerlige partier RPR og UDF, men den officielle partilinje har altidværet euro-konformistisk i den sidste ende. Front National har herved fået rollen som det eneste parti, der "går til modstand", og har let spil med at stemple de skiftende regeringspartier til højre og venstre som et sammenspist establishment, der forråder nationen og regerer i skøn forening med et internationalt bureaukrati i Bruxelles og den internationale højfinans.
Længe før Front National blev et parti af betydning, var der en euroskeptisk tradition i to af Frankrigs vigtigste politiske partier - gaullisterne og kommunisterne (sidstnævnte var et af de store partier fra 1945 til sidst i1970erne). Modstanden fra kommunistisk side var af antikapitalistisk inspiration, men også til en vis grad nationalistisk og som sådan beslægtet med den gaullistiske holdning. I dag er gaullisterne splittet på midten, men domineret af Chiracs pro-euro politik, og kommunisternes stilling er tvetydig - partiet er principielt anti-euro, men medlem af en pro-euro regeringskoalition...
Hermed ser det ud, som om det nationale politiske liv og partierne er ofre for stærke, opløsende kræfter med euroen som emblem, og det giver Front National gode kort på hånden. Historikeren og antropologen Emmanuel Todd, der argumenterer mere energisk end nogen mod ØMU-politikken, har vedholdende påpeget, at hvis man forsøger at nedbryde nationerne, fremkalder man nationalisme - især hvis samfundene rystes af en brutal økonomisk omdannelse. Og elitens nedgøring af nationen og forsøg på at opløse den har bidraget til at fremkalde en national-populisme.

Men det bør ikke glemmes, at der i Frankrig er en respektabel, republikansk og demokratisk nationalisme, som er kommet til udtryk i modstand mod europæisk integration. Dens historiske inkarnation er de Gaulle, og traditionen lever videre i en fløj af det neogaullistiske parti RPR. Men de mest velformulerede og seriøse fortalere for denne strømning er socialister som filosoffen RégisDebray, forfatteren Max Gallo og den nuværende indenrigsminister Jean-PierreChevènement (igen et eksempel på tvetydigheden: Han er anti-euro, men medlem af en pro-euro regering).
Fælles for disse tre repræsentanter for venstrefløjen er, at deres holdning til Europa har et element af traditionel gaullisme, som de vedkender sig.
Derimod har den traditionelle EU-modstand i Frankrig intet som helst at gøre med fremmedhad, racisme og reaktionær ideologi. Der er altså ingen grund til, at det yderste højre skulle få patent på modstanden mod ØMU etc., hvis det ikke var fordi, der er opstået en falsk konsensus på tværs af partierne. Intet af de 'respektable' partier vil stille sig uden for det gode selskab, og EU-modstanden lider således under en fatal svaghed: Den eksisterer kun i mindretal i de enkelte partier (eller neutraliseret af regeringsansvar, som hos kommunisterne) eller hos indviduelle talsmænd - forfattere, sociologer, filosoffer og andre intellektuelle. Det eneste parti (bortset fra det lille ultrahøjre-parti MPF), der bekender sig klart til EU-modstanden, er altså et udemokratisk parti, der repræsenterer denne modstand i en grotesk og forvansket form.
Situationen i Tyskland har træk, der er parallelle hermed, men det yderste højre har til dato ikke nået Front Nationals styrke på landsplan. Der er iøjnefaldende grunde hertil - tyskernes skam over nazismen, lærestregen fra Anden Verdenskrig - men om denne mentale barriere er holdbar, vil fremtiden vise. I dag er der i Tyskland den samme falske konsensus som i Frankrig, blot endnu mere demonstrativ med praktisk talt enstemmig vedtagelse af euroen i Forbundsdagen, mens det store flertal af folket ifølge meningsmålingerne er modstandere.
"D-mark-nationalisterne" er mere og mere højrøstede, og i sværvægtsorganet Der Spiegel har Rudolf Augstein draget en parallel mellem euroen og Versailles-traktaten af 1919, der straffede og stækkede Tyskland.
Når det er almindeligt i Tyskland at fremstille enhedsvalutaen som en for stor indrømmelse til Frankrig, og man i Frankrig siger det stik modsatte, har det yderste højre en frugtbar arbejdsmark på begge sider af Rhinen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu