Demokraterne lovede at vende tilbage, da Hong Kong sidste år blev en del af Kina. Nu ser det ud til, at de kan holde løftet ved morgendagens valg, men det er skruet sådan sammen, at de ikke kan opnå flertal
Vi vender tilbage", sagde en stærkt bevæget Martin Lee fra Det Demokratiske Parti hin minderige midnat for næsten et år siden, da den britiske kronkoloni Hong Kong efter mere end 150 år vendte tilbage til Kina.
Det var den 1. juli 1997, og den populære advokat, der indtil da havde været folkevalgt medlem af Hong Kongs parlament ved navn Det Lovgivende Råd (forkortet: LegCo) var lige blevet ex-medlem af parlamentet. Som sin første handling havde Kina netop opløst den siddende forsamling og erstattet det med et overgangsparlament som følge af den langvarige strid med Storbritannien om parlamentets sammensætning og valgregler.
Martin Lee, der havde nægtet at fortsætte i denne pro-kinesiske overgangsforestilling, stod nu på parlamentsbygningens balkon og holdt en følelsladet tale til sine tilhængere - og den forsamlede verdenspresse. Han talte om manglen på demokrati i det Hong Kong, der nu blev overtaget af Kina. Og så kom løftet: "Vi vender tilbage".
Det var en slagkraftig sætning, der nåede verden rundt som symbol på det lille Hong Kong, der nu var blevet opslugt af det store Kina, hvis kommunistiske ledere allerede fra første minut var i gang med at tryne Hong Kongs spirende demokrati.
Repræsentanter fra hele verden - herunder Danmarks udenrigsminister Niels Helveg Petersen - der var i Hong Kong for at overvære begivenheden, lagde stor vægt på nødvendigheden af, at Hong Kongs ny ledelse under skibsreder Tung Chee-hwa hurtigst muligt satte dato på, hvornår der skulle være nyvalg til parlamentet.
Det gjorde Tung, og datoen blev den 24. maj 1998, hvorefter verdensopinionen tilsyneladende stillede sig tilfreds - og glemte alt om Hong Kong.
Så når Hong Kong i morgen gennemfører sit første parlamentsvalg efter den historiske tilbagevenden til Kina, sker det uden den store mediebevågenhed, som herskede dengang for næsten et år siden, hvor 2.000 journalister var samlet i det hektiske område med 6,6 millioner indbyggere. Siden da har der været forbløffende stille omkring Hong Kong - eller Hong Kong SAR (særlig administrativ region), som det kom til at hedde efter 1. juli.
En af grundene til den manglende interesse for Hong Kongs efterfølgende skæbne under Kina har givet været, at den finansielle krise ramte regionen ganske kort efter, og at verdenspressen derfor fik rigeligt at se til i andre dele af Asien.
Begyndende med Thailands drastiske devaluering bredte krisen sig efterfølgende til resten af Sydøstasien med Indonesien som det hårdest ramte land. I den seneste uges tid har vi set følgerne af Indonesiens økonomiske sammenbrud, der resulterede i de dramatiske begivenheder, som førte til præsident Suhartos fald.
I første omgang stod Hong Kong SAR - ligesom det øvrige Kina - tilsyneladende urørlig og som en fast klippeø midt i orkanen, men kun få måneder senere skulle det vise sig, at selv ikke den stærke Hong Kong-økonomi kunne forblive uberørt af krisen.
Hong Kongs finansielle myndigheder afværgede ganske vist i flere omgange sidste efterår spekulanternes angreb på Hong Kong-dollaren, der stadig er fast bundet til den amerikanske dollar, men på andre områder er det asiatiske finanscentrum ikke i længden gået fri af følgerne af krisen.
Krak i finansielle virksomheder og et faldende aktie- og ejendomsmarked, der ellers normalt udgør en vigtig del af Hong Kong-økonomien, er blot nogle af de onder, der har ramt det indtil sidste år så sprudlende område. Også for eksempel hotelbranchen, der normalt har tiltrukket mange turister fra hele regionen, er blevet ramt og ligger underdrejet i øjeblikket.
I denne uge måtte myndighederne oven i købet offentliggøre de mest dystre tal i 14 år for beskæftigelsen med en arbejdsløshed på 'hele' 3,9 procent, hvilket er uhørt for Hong Kong.
En bekymret cheføkonom fra handelskammeret konstaterede ifølge nyhedsbureauet Reuter, at med den nuværende økonomiske vækst på under to procent, vil arbejdsløsheden fortsætte med at stige.
Men det bemærkelsesværdige i forbindelse med krisen er, at Kinas politiske ledere i Beijing ser ud til at have holdt løfterne over for Hong Kong om ikke at blande sig i områdets interne anliggender.
"Et land - to systemer", som er det officielle slogan for Hong Kongs eksistens under Kina, har indtil nu fungeret på den måde, at den kinesiske ledelse i forhold til finanskrisen har holdt sig tilbage - og samtidig har udtalt sin støtte til blandt andet forsvaret af Hong Kong-dollaren på de rigtige tidspunkter.
Kombineret med gentagne løfter om ikke at devaluere den kinesiske valuta har Kinas ledelse med rette høstet international anerkendelse for sin håndtering af situationen indtil nu. Med hensyn til det politiske ser situationen lidt anderledes ud. Det er ikke kommet til den helt store krise, hvor Kina har slået ned på alt og alle, der kunne tænkes at være i opposition til styret i Beijing, sådan som mange havde frygtet forud for 1. juli.
Til gengæld har den kinesiske ledelse stået stejlt på, at det parlamentsvalg, som finder sted i morgen, skal foregå efter andre, mere indviklede - og mere udemokratiske - valgregler, end de regler som blev benyttet ved det sidste valg under britisk styre i 1995. Det var det hidtil mest demokratiske og direkte valg i Hong Kongs historie, og selv om kun 35,8 procent af befolkningen stemte, medførte det, at den pro-demokratiske fløj opnåede halvdelen af pladserne i LegCo. Det var denne forsamling, som Kina krævede afsat straks ved overdragelsen for et år siden, fordi Beijing ikke havde godkendt reglerne. Flere af de daværende parlamentsmedlemmer valgte at fortsætte i det overgangsparlament, som Kina indsatte 1. juli sidste år, og som har fungeret indtil nu, mens politikere som Martin Lee valgte at sige fra i protest. Derfor Martin Lees løfte om at "vende tilbage", fordi han og Det Demokratiske Parti allerede på det tidspunkt havde besluttet at stille op til det valg, der finder sted i morgen. Også selv om det ikke bliver så demokratisk som i 1995. De regler, der gælder for morgendagens valg, betyder, at kun 20 af LegCos ialt 60 pladser besættes ved direkte valg, mens 30 pladser vælges af såkaldte faglige valgkredse bestående af jurister, finansfolk, sundhedsarbejdere m.m. De resterende 10 udpeges af et valgkollegium bestående af 800 personer, der er delvist valgt, delvist udpegede.
Selv om meningsmålinger tyder på, at Martin Lee og hans Demokratiske Parti vil få et godt valg, er valgreglerne dermed skruet sådan sammen, at Hong Kongs pro-demokratiske fløj ikke kan opnå et flertal, men højst en tredjedel af pladserne i parlamentet.
Ifølge Martin Lee er valgreglerne netop udformet, så Hong Kongs største oppositionsparti, hans parti, bliver holdt på plads, men alligevel har han og andre valgt at stille op.
Dels kan Martin Lee dermed holde løftet fra dengang, dels kan valget bruges til at vise den pro-demokratiske fløjs fortsatte styrke.
For som en anden oppositionspolitiker, Emily Lau, siger til Reuter, vil det lægge pres på Kina og "selv Suharto blev til sidst nødt til at lytte til befolkningens krav".
