Læsetid: 3 min.

Hyldest til de gamle

29. maj 1998

Fortæl os, hvad vi skal gøre, digtere! Fortæl os hvordan vi skal leve!

I dag hedder det jo ældre. De ældre. De ældre vil sikkert hellere kaldes gamle. De mindre gamle mener stadig, de kan kaldes unge, selvom de har rundet de 50. Men dén aldersgruppe er slet ikke til at diskutere med. De er lige så panikslagne som teenagere ved tanken om, at det engang er forbi.
Næh, giv mig en rigtig gammel, sådan én over 70, der har levet det meste af livet og fundet fred med sig selv og betingelserne for liv. Dét de gjorde og ikke gjorde.
"Hvad er vel mere ynkeligt end de evige opbrud," skriver Søren Ulrik Thomsen i et digt, og det er jo sådan noget, man siger, når man er blevet gammel...
Thomsen er skabsgammel, synes jeg. Han øver sig. Hans digte blev gråhårede allerede med 30. Men dét i en tid, hvor læserne længes efter alderdom og alderdommens viden, den rigtige viden, erfaringens. Læserne på farmors skød, det rette sted, når det hele suser og støjer, og ingen ved, hvad der skal ske.
"Vi har fødder, men vi har ingen steder at gå hen," lød en linie, da jeg var ung forleden, og det er jo virkelig en forfærdelig følelse, selvom det lyder mageligt, hvis man er indenfor, og der står en sofa og en flaske vin, og der er varme på og måske et tv eller en digtsamling eller det, der er bedre.
Fortæl os, hvad vi skal gøre, digtere! Fortæl os hvordan vi skal leve!

Provinsbyglæde
Men man kan ikke snyde sig gammel og viis. Det er noget, der kommer med årene. Det kan også godt være det sker for mig. Indtil videre vil jeg lytte til dem, der er det.
Jeg tænker bl.a. på Per Højholt, som ikke var med i Øvigs portrætbog, men som var fin i tv for nylig, og som alle jo kender. Hurra for Højholt, bare sådan. "I Herning skyder man ikke John Lennon! / Man fniser under plataner og gifter sig (...) Man har kirkens morgensalmer rullende henover våd asfalt..." Det er så humoristisk - og dansk på en eller anden måde. Denne provinsbysglæde. Det store i det små og så'n.
Jeg erindrer stadig Højholt i tv-filmen sidde ved dét bord i skoven og rive i det mos, der groede frem, og så stemmen "Jeg tror på det foreliggende, på dét, der er der." Det er muligvis mere kompliceret end dét, og alligevel er det det ikke. Det er konkret. Bagefter går han over og digter et digt om svampene!

Den glemte Knudsen
Den anden gamle er Erik Knudsen, Danmarks mest glemte poet. "Hvem gynger i nat på det vildsomme hav"..."Elskede, vi må bygge et tempel i vort hjerte/Vi må stige højere end skovens trær..." Glødende, brændende, og dog enkel poesi: "Tal, så stenene lytter/Og jorden begynder at græde". Disse opråb står at finde i klassikeren Blomsten og sværdet fra 1949. Bare så du ved det.
Også Knudsens Uafgjort er meget inspirerende, en bog hvor det tilbagevendende tema foldes ud: skønhedsdyrkeren over for handlingsmennesket.
"Jeg valgte saksen istedetfor sæben, råbet istedetfor redaktionen," konkluderede Knudsen flere år senere (Hjemme i labyrinten, 1988) og tak for dét.
Tak for råbene og de vilde streger. Ikke flere henvisninger, bare hurra for Danmarks gamle digtere. Gid de længe leve må og deres ønsker opfyldt få. De er født i hhv. 1928 og 1922, så Højholt passerer grænsen i år. 20'erne er meget længe siden, men 40'erne er jo lige her. Det var vist bare dét, jeg ville sige. Hej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu