Læsetid: 3 min.

Inde i drømmen drømmer jeg, at jeg drømmer

5. maj 1998

Jokum Rohdes debut på Det Kongelige - kliche-typer fra krydsfeltet mellem Fassbinder, David Lynch og en forsinket Tennessee Williams

TEATER
"Hvordan er der i helvede,
Johnny?" spørger Nero. "Spørg dig selv," svarer Johnny. Men tilføjer senere: "Jeg har lyst til at slå mig selv ihjel."
Det får han ikke lov til lige med det samme - Carmen sender ham i byen for at "samle erhvervspoint".
Johnny har en uopfyldt og uopfyldelig drøm om en uddannelse. Carmen vil være popsanger. Nero vil gerne kunne flyve som en fugl, men bliver aldrig rigtig til andet end en død måge.
Nero, Johnny og Carmen mødes et eller andet sted i krydsfeltet mellem Fassbinder, David Lynch og en forsinket Tennessee Williams. De opholder sig i Ove Brusen-dorffs gamle kavalkadebiograf Københavneren på Nørrebrogade. Men de bor også i EU.
De er postmoderne i deres mangel på tidsfæstelse (de blander frit elementer fra de sidste 40 år), de skifter identitet og holdninger hurtigere end Mimi Jakobsen - de bor i klicheer fra alle de film, de har set i den slidte biograf.
De taler i overgearede filmreplikker; de stiller sig på skift i positur, så man kan se deres kroppe, profiler, fornærmetheder; de kaster sig på gulvet som Elizabeth Taylor i Suddenly Last Summer og sprøjter sig som narkomaner aldrig gør i virkeligheden, men altid på film.

Kaleidoskop
Nero & Co. er de tre Nørrebrotyper i Jokum Rohdes debut på Det Kongelige Teater (hans teaterdebut skete - kan man da nævne for koriositetens skyld - i Københavnerens lokaler, som nu er teatret Kaleidoskop).
Nero (fremstillet af Henning Jensen) er en ældre junkie - eller en ældre udgave af Johnny (Henrik Koefoed). De er i hvert fald begge biseksuelle og begge lidenskabeligt optaget af Carmen (Paprika Steen), som ses i forskellige aldre og forskellige grader af afklædning - fra negligé til korset og BH.
Der er ikke meget social reportage i forestillingen, selv om alle personerne vel egentlig er på både bissen og Charlie.
Der er heller ikke megen traditionel udvikling: Alle dør, men slår i princippet hinanden ihjel, fysisk og/eller mentalt - og hvad enten de dør på den ene eller den anden facon lever de videre hos hinanden eller i hinanden, i drømme, fantasier, mareridt.
Hvis der overhovedet er tale om tid, er det en slags drømmenes samtidighed. Eller den tid, man oplever når man ser en film, som nok kan spænde over århundreder, men i princippet bare er filmens tid.
John er klicheen på ung tyr - smuk i matrosdragt, conditioner i håret og bule i bukserne. Nero er klicheen på gammel og ødelagt - halvlam, plettet undertøj, ondskabsfuld. Og Carmen er klicheen på tiltrækkende kvinde - blondine, masser af læber og former og sprog. Spillet hjem af Paprika Steen med den direkte og aggressive kødelighed, som er blevet hendes særlige force.

Uden poesi
"Inde i drømmen drømmer jeg, at jeg drømmer," siger
Johnny et sted, og det er vel en slags nøgle til forestillingen og dens uvirkelighed. Den bevæger sig ind i område, hvor engang Jens August Schade holdt til og hvor i nyere tid forfattere som Elo Sjøgren og Morti Vitzki har været.
Rohde gør det uden deres poesi, og hvad enten det nu er ham eller instruktøren Katrine Wiedemann sker det med en stædig monotoni, som i sidste ende dræber projektet. Længe inden figurerne er fysisk døde, har de hængt sig selv i et reb, der hedder manglende nuancering.
Klicheer - også klichepersoner - er vidunderlige at arbejde med, men også dræbende farlige, hvis ikke de får tilført noget egetliv.

*Nero. Skuespil af Jokum Rohde. Instr.: Katrine Wiedemann. Scen.: Chr. Friedländer. Det Kgl. Teater/Turbinehallerne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her