Læsetid: 5 min.

Indien er langt foran Pakistan i atomkapløbet

30. maj 1998

Med en betydelig videnskabelig og industriel indsats har New Delhi opnået selvstændighed, mens Islamabad stadig er afhængig af udenlandsk bistand

Hvad angår atomvåben og ballistiske missiler, har Indien et stort forspring i forhold til Pakistan, som i et kvart århundrede har hal-
tet bagefter sin store nabo. Med en betydelig videnskabelig og industriel indsats har New Delhi opnået strategisk selvstændighed, mens Islamabad stadig er afhængig af udenlandsk bistand via mere eller mindre hemmelige kanaler.

Atomvåben
*Den indiske atomforskning blev indledt umiddelbart efter uafhængigheden, da Nehru-regeringen nedsatte Atomenergikommissionen i 1948. I 1965 startede den første atomreaktor - af canadisk fabrikat - på Bhabha Atomic Research Center (BARC) i nærheden af Bombay.
Allerede i 1965 talte myndighederne for første gang om udsigten til at foretage en atomprøvesprængning, men den fandt først sted den 18. maj 1974 ved Pokharan. Bomben, som ifølge New Delhi var beregnet til "fredelige formål", havde en spræng-kraft på 12-15 kiloton.
Indtil de fem affyringer den 11. og 13. maj i år er der ikke kommet mange oplysninger frem om det indiske atomprogram. I 1992 anslog CIA, at New Delhi rådede over 25 sprænghoveder, og i de følgende år forsøgte Washington at overtale inderne til ikke at foretage nye forsøg. Det menes, at New Delhi i dag er i besiddelse af et sted mellem 20 og 50 sprænghoveder.
De indiske eksperter synes at beherske en relativt kompliceret eknik. F.eks. er det lykkedes BARC at fremstille tritium af tungt vand. Ved hjælp af dette radioaktive grundstof, der fungerer som en slags detonator, er det muligt at fremstille ganske små bomber til missiler.
Samtidig arbejder Indien også - ligesom Frankrig og USA - på et simulationsprogram, som gør det muligt at udvikle nye våben og kontrollere dem uden at foretage rigtige affyringer.
I 1997 blev Center for Development of Advanced Computing (CDAC) udstyret med computere til at gennemføre simulationer.
De data, der er blevet samlet under de fem nye sprængninger, skulle give CDAC's matematikere og fysikere materiale til mange år forskning.
M.R. Srinivasan fra den indiske Atomenergikommission fortæller, at de nu afprøvede våben har en sprængkraft på mellem 0,3 og 45 kiloton: Den første bombe var en forbedret version af den, der blev afprøvet i 1974. Den anden var et våben med "lav intensitet", beregnet til specifikke og begrænsede mål som f.eks. bunkere. Den tredje var en termonuklear brintbombe. Endelig var de to sidste sprængninger forsøg med taktiske ladninger på under et kiloton.

*Den første forsøgsreaktor (PARR-1), som var leveret af USA, blev sat i gang allerede i 1965, men krigen med Indien i 1971 (da Bangladesh løsrev sig fra Pakistan) og især den indiske atomprøvesprængning i 1974 virkede som et elektrochok på pakistanerne.
Premierminister Zulfikar Ali Bhutto førte sit land ind i rustningskapløbet med den begrundelse, at "hvis Indien har en bombe, må vi også have én, om vi så skal spise urter for at skaffe os den".
En fabrik til berigelse af uran blev opført ved Kahuta i 1975, men forskerne stødte meget hurtigt på store tekniske problemer. Derfor forsøgte Pakistan at få andre lande til at levere udstyr til de centrifuger, der gør det muligt at forvandle uran til bomber.
Trods den amerikanske embargo fra 1974 lykkedes det Islamabad at skaffe sig det nødvendige udstyr, især i Tyskland. Frankrig opgav først i 1978 sine planer om at levere en nøglefærdig fabrik.
Derefter vendte Pakistan sig til Kina, som leverede tegninger til et våben på 25 kiloton og tilstrækkelig meget beriget uran til at producere et eller to sprænghoveder. I 1989 hævdede vestlige efterretningskilder, at Kina havde ladet pakistanerne afprøve et våben på forsøgsscentret i Lop Nor.
Har forskerne i den pakistanske atomenergikomission under ledelse af dr. Abdul Qadeer Khan nået et teknologisk gennembrud i 1990'erne? Den amerikanske forsker Gary Millholin hævder, at Pakistan råder over en halv snes sprænghoveder, som er lettere og mere avancerede end indernes. De seneste forsøg kunne tyde på, at han har ret.

Missiler
*Siden 1980'erne har Indien været en rummagt - af beskedent format, men dog i stand til at bringe sine egne satellitter i kredsløb om Jorden. Det betyder, at forskerne er i besiddelse af vigtig viden om affyringsraketter (SLV-3, ASLV og GLSV) og ballistiske missiler. Faktisk er rumteknologien yderst dual - dvs. anvendelig både civilt og militært.
I 1983 lancerede forsvarsministeren et omfattende missilprogram, Integrated Guided Missile Development Programme (IGMDP). Det gik ud på at konstruere fem våben, fra anti-kampvognsraketten Nag til jord-til-jord mellemdistancemissilet Prithvi, der kan nå Karachi og Islamabad.
Prithvi er et taktisk missil med en rækkevidde på mellem 150 og 300 km og forsynet med en sprængladning på mellem 500 og 1.000 kg. Det drives frem med flydende brændstof, hvilket gør det meget vanskeligt at styre. De første forsøg fandt sted i 1988, og missilet er blevet produceret siden 1994. Omkring hundrede af disse raketter er opstillet i den vestlige del af landet.
Agni-programmet er endnu mere ambitiøst. Det drejer sig om raketter med en rækkevidde på 1.500 km, som kan medføre en sprængladning på en ton. De er resultatet af en videreudvikling af den civile affyringsraket SLV-3 og Prithvi-missilet.
En demonstrationsmodel blev afprøvet i 1994, men forsøget var ikke helt tilfredsstillende. Den 17. maj i år antydede en rådgiver for premierministeren, at man er ved at udvikle en ny version med en rækkevidde på 2.500 km. Endelig mistænker USA inderne for at være i færd med at udvikle et flådemissil, der kan affyres fra u-både.

*Islamabad indledte et program med jord-til-jord missiler i 1980'erne: Hatf-1 (med en sprængladning på 500 kg og en rækkevidde på 80 km) og Hatf-1 (500 kg og 300 km). Disse raketter blev testet i 1989, uden tvivl med teknologisk bsitand fra Kina. Samme år blev Hatf-2 første gang set offentligt. I 1992 leverede Beijing omkring 30 M-11 missiler (800 kg og 300 km) til Islamabad.
Et nyt, langt mere effektivt missil, Ghauri, med en rækkevidde på 1.500 km og en sprængladning på 700 kg, blev afprøvet med succes i april i år. Det kan have været en Nodong, en raket leveret af Nordkorea.
Begge lande råder over fly, som er i stand til at medføre atomvåben: MiG-27, Jaguar og Mirage 2000 for Indiens vedkommende, Mirage III og F-16 for Pakistans.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu