Nordirlands ellers så stridsomme folk har nu med 71,1 procent af stemmerne givet et klart ja til den fredsaftale, som en række af regionens politiske partier forhandlede på plads Langfredag. Både i det protestantiske og det katolske samfund var der solidt flertal, og det er godt nyt for de politiske institutioner, som aftalen opretter, og som nu skal til at fungere.
Så vidt så godt. Men nu bliver det svært. Og interessant. Måske ligefrem sjovt.
Nordirsk politik har i årevis været totalt domineret af spørgsmålet om, hvor regionen egentlig hørte hjemme. I fortsat union med Storbritannien, som de protestantiske unionister vil have det - eller slået sammen med Irland, som den katolske undergrundshær IRA slås for.
Unge mødre, gamle bedstefædre, tidligere terrorister og folk, der ellers aldrig besværer sig med at stemme, sørgede i fredags for, at den umiddelbare fremtid ligger et sted midt imellem. Det er et skridt på vej mod normale tilstande. Det næste må blive, at de politiske partier begynder at drive normal politik.
"Hvis du går hen til en af Nordirlands politikere og spørger, hvad partiets sundheds- eller miljøpolitik for eksempel går ud på, bliver du mødt med en lang og pinlig pause", siger professor Robert Osborne fra Ulster University.
Folk ved simpelt hen ikke, hvordan regionens partier vil opføre sig på landsplan. Ud over en vag fornemmelse af, at det største protestantiske parti, Ulster Unionist Party (UUP), befinder sig lidt til højre for midten og det andetstørste, Ian Paisleys Democratic Unionist Party (DUP) langt længere ude til højre. Ligedan hos katolikkerne, hvor det største katolske parti, Social and Democratic Labour Party (SDLP) står lidt til venstre for midten, og IRA's politiske arm, Sinn Fein yderligere til venstre.
Men hvad det betyder sådan i realiteten, når der skal tages beslutninger om økonomisk udvikling, uddannelse osv., aner ingen.
Et er sikkert: Nordirlands politiske partier bliver nødt til at arbejde sammen. På meget ubritisk vis siger fredsaftalen, at Nordirlands kommende udøvende myndighed - en mini-regering - skal være en rigtig regnbuekoalition bestående af folk, der er udpeget i henhold til, hvordan befolkningen stemmer dem ind i den kommende valgte forsamling.
Får Sinn Fein mange stemmer ved valget 25. juni og dermed god repræsentation i den 108 mand og kvinde store forsamling, får partiet tilsvarende pladser i den udøvende myndighed. Og lige sådan med de andre partier.
Nordirland kan altså ende med, at den ekstremistiske Ian Paisley bliver f.eks. miljøminister, mens Sinn Feins leder, Gerry Adams, bliver undervisningsminister. Et mildt sagt umage par.
Kan man forestille sig Ian Paisley holde en af sine sædvanlige svovlsydende brandtaler om de kedsommelige detaljer i den seneste vandmiljøplan? Nej vel?
Eller Gerry Adams true med, at der er risiko for, at IRA genoptager borgerkrigen, hvis klassekvotienten i de nordirske skoler ikke sættes ned?
Ikke bare skal politikerne lægge de store, overordnede spørgsmål bag sig for at koncentrere sig om mere dagligdags ting. De må også vænne sig til, at koalitionspolitik betyder det ene flossede kompromis efter det andet. Det er de nordirske politikere ikke vant til.
Men håbet må være, at det nye arrangement vil bringe nye brudflader op til overfladen i nordirsk politik. Hvor ville det være glædeligt, om man kunne se f.eks. venstredrejede partier på begge fløje stemme sammen i stedet for som nu, hvor det somme tider er sådan, at katolikker i et lokalt byråd ikke kan få sig selv til at stemme for en ny legeplads, hvis protestanterne også stemmer for. Og omvendt.
Meget vil afhænge af, hvilke mennesker der rent faktisk bliver stemt ind. Især på den protestantiske side, hvis begejstring for alt for fundamentale ændringer er til at overse.
Måske vil vælgerne stemme stort på Ian Paisleys parti i et forsøg på at dæmme op for alt for megen indflydelse til de katolsk-dominerede partier. I så fald kan det blive vanskeligt overhovedet at få de nye institutioner til at virke.
Hvis det største unionistparti UUP's leder, David Trimble, derimod får stor opbakning, vil det være ulig nemmere at indgå kompromiser - et ukendt begreb for pastor Paisley - og dermed få institutionerne til at virke.
Det kræver dog, at David Trimble kan udøve sin autoritet over partiet, så dissidenterne, der sagde nej til fredsaftalen, bliver banket på plads, og partiet præsenterer kandidater, der er positivt indstillede over for det nye arrangement.
Trimbles parti har været bittert delt i spørgsmålet om fredsaftalen, og meget vil afhænge af, om han er i stand til at samle det igen.beb
