Læsetid: 5 min.

Israelsk kompromisløshed

7. maj 1998

USA har spillet bolden over på israelernes banehalvdel og stillet et ultimatum. Men Netanyahu har 'råd' til at fortsætte den kompromisløse linje

Amerikanerne skruede retorikken op dag for dag, inden det med spænding imødesete London-møde med israelere og palæstinensere i begyndelsen af denne uge.
"Faren for at fredsdrøftelserne bryder sammen er akut," advarede udenrigsminister Madeleine Albright i weekenden.
"I kan ikke lade dette gyldne øjeblik passere. Muligheden opstår måske aldrig igen. Åbn Jeres sind og prøv at nå til et resultat," sagde vicepræsident Albert Gore til premierminister Benjamin Netanyahu og formand Yassir Arafat under sin rejse i Mellemøsten i sidste uge.
"Vi håber på det bedste og forbereder os på det værste. Der er en alvorlig risiko for skuffelse og voldsudøvelse i Mellemøsten," sagde en dyster James Rubin, talsmand for udenrigsministeriet.
"Udfaldet afhænger af Netanyahu," konstaterede en anonym kilde i USA's udenrigsministerium i Los Angeles Times.
Samme avis skrev, at Albrights forhandlere er så frustrerede over Netanyahus kompromisløse linie, at de har anbefalet USA's opgivelse af sin rolle som fredsmægler, hvis London-mødet slog fejl.

Nuvel. Da London-mødet endte med et mudret og uafklaret resultat, valgte den amerikanske udenrigsminister en mellemvej. På vegne af præsident Bill Clinton inviterede hun de to ledere til Washington på mandag, men kun på den betingelse, at de på forhånd accepterer USA's mæglingsforslag i den aktuelle strid om den anden planlagte tilbagetrækning af israelske sikkerhedsstyrker fra Vestbredden.
Denne plan har Arafat godkendt for flere uger siden, selv om palæstinenserne vil få overdraget langt mindre territorium fra Israel i denne omgang, end de havde stillet krav om. Til gengæld kan Arafat trække veksler på at stå skulder til skulder med USA. Det er ikke noget, der huer den højreorienterede Likud-regering.
Til trods for det voksende pres stod Netanyahu fast. "Vi vil ikke gå på kompromis med Israels sikkerhed," sagde han inden sin afrejse fra London tirsdag. Albright svarede prompte, at hendes plan "er fair og balanceret... den truer ikke Israels sikkerhed. Hvis svaret er nej fra Israel, vil USA genoverveje sin stilling."
Det var første gang, at Clinton-regeringen offentligt spillede bolden over på den israelske banehalvdel og endda truede Netanyahu indirekte med konsekvenser.
Hjemvendt tirsdag nat sagde Netanyahu ifølge israelsk presse til sine ministre, at han planlægger at rejse til Washington og deltage i forhandlingerne, der vil blive startet af Clinton. I går indledte Netanyahu så regeringsdrøftelser om overgivelse af land til palæstinenserne. Ingen i Washington tør kalde dette et gennembrud. "Netanyahu er kendt for at indgå aftaler og derefter overtræde eller sabotere dem," siger Mark Rosenblum fra fredsgruppen Americans for Peace Now til Information.
Selv fra den jødisk-amerikanske lobbygruppe AIPAC hører man skeptiske toner. "Beslutninger om Israels sikkerhed er ekstremt svære at tage og eksistentielle i deres natur. Erfaringen viser, at amerikansk pres ikke vil bidrage til fredsprocessen," siger AIPAC's talskvinde Toby Dershowitz til Information.
En israelsk professor, der står Arbejderpartiet nær, ser sort på situationen.
"Netanyahu har råd til at vente. Han løber ikke nogen stor risiko, dersom Clinton offentliggører USA's mæglingsforslag og lægger skylden for sammenbruddet på den israelske regering. Han vil mobilisere den jødisk-amerikanske lobby, få Israels venner i KOngressen til at protestere og kan hævde at det er blevet umuligt at forhandle i offentlighedens søgelys," forudsiger Ehud Sprinzak, seniorforsker på U.S. Institute of Peace i Washington 1998-99 og professor på Hebrew University i Israel. Israelsk presse hævder onsdag, at premierministeren og hans stab var meget tilfredse med (det manglende) resultat af London-mødet. Hvad de frygtede var, at USA offentligt ville bebrejde Netanyahu for et sammenbrud. I stedet kom begge sider lidt videre i de meget sendrægtige fredsforhandlinger
Israel opnåede nogle forbavsende indrømmelser fra USA, som Arafat efter alt at dømme havde godkendt på forhånd. For det første vil Netanyahus langvarige krav om at gå direkte til de i Oslo-aftalen bebudede "afsluttende status-drøftelser" blive indfriet, hvis han kommer til Washington.
Det betyder helt konkret, at de to parter ikke skal nå til enighed om den tredje og sidste planlagte tilbagetrækning fra Vestbredden inden de afsluttende forhandlinger starter om en palæstinensisk stats størrelse og internationale grænser samt Jerusalems status. Det efterlader palæstinenserne i en svækket position - som om de ikke allerede står svagt.
Hvis det lykkes at starte de afsluttende status-drøftelser i Washington i næste uge, har USA lovet israelerne at inkludere spørgsmålet om de palæstinensiske myndigheders overholdelse af hidtige aftaler, herunder efterprøvning af sikkerhedsordninger. Det eneste udestående stridsemne er Israels krav om udlevering af terrorister fra palæstinensiske fængsler. Det afviser Arafat med opbakning fra USA.

Til trods for denne stribe af indrømmelser afviste Netanyahu blankt at godkende USA's forslag om en tilbagetrækning fra 13 procent af Vestbreddens territorium - en kompliceret ordning i tre faser, hvor det palæstinensiske nationalråd som belønning vil forbyde "tilskyndelse" til vold i sine territorier, overrække Israel en komplet liste på palæstinensiske politibetjente og give afkald på formuleringer i den palæstinensiske pagt, som opfordrer til "tilintetgørelsen" af Israel.
Men Likud-regeringen står fast på en tilbagetrækning fra kun 9 procent af Vestbredden i denne omgang og regeringskilder har sagt, at Israel i nødstilfælde kan gå med til 11 procent. "Men aldrig 13 procent," understreger Netanyahus talsmand. Ikke alene det. Netanyahu stillede op med nye krav i London. Han forlangte garanti for, at islamiske fundamentalister afstår fra terrorisme og at Arafat undlader at erklære en uafhængig stat i Gaza og på Vestbredden i maj 1999.
Det har den palæstinensiske leder truet med, i fald partnerne ikke når at afslutte status-drøftelserne om den nye statsdannelse inden den dato.

Måske endnu mere ildevarslende skal den israelske leder have forlangt, at Madeleine Albrights trækker sit krav tilbage om en "pause" i bygningen af israelske bosættelser i de besatte områder.
Det kan næsten ikke andet end tolkes som en fornærmelse mod hendes autoritet.
"Albright har i lang tid været træt af Netanyahu. Det er på den baggrund, man skal forstå hendes anbefaling til Clinton at sætte en tidsfrist for Israels accept af USA's mæglingsforslag," mener Mark Rosenblum fra American for Peace Now.
Hvad hvis Netanyahu holder sig væk fra Washington under påskud af en regeringskrise? Tirsdag aften krævede lederen af det lille regeringsparti Land of Israel Front nyvalg, hvis Netanyahu bøjer sig for USA's pres.
"Det er ren teater," siger Ehud Sprinzak. "De små højrepartier har draget stor nytte af regeringens bosættelser på Vestbredden og risikerer at tabe ved et valg. Nej, problemet er, at amerikanerne tager Netanyahus undskyldninger for gode varer. Ingen lægger pres på ham. Ingen lægger mærke til, at terrorismen er forsvundet og at palæstinenserne er svækkede og isolerede."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu