Læsetid: 4 min.

Den italienske dansedrøm

18. maj 1998

Genopsætningen af 'Napoli' på Det Kongelige Teater er dansernes sejr over Bournonville-glemslen

BALLET
August Bournonville er en af vor nations få, geniale kunstnere - og den mest sårbare af dem alle.
H.C. Andersen ville kunne tåle at være ulæst i 100 år, for han kunne genopstå på et øjeblik, sålænge ordene fandtes på tryk. Købke kan være en mindre guldaldermaler og blive den største, længe efter sin død - forudsat at hans billeder ikke var gået i en ildebrand. Men Bournonville er en genial koreograf, hvis værk er under stadig nedbrydning. Kun en ganske lille del af hans balletter har kunnet overleve til vor tid, og man skal ikke bilde sig ind, at retfærdigheden har filtreret det uinteressante fra og lutret hans skabende indsats, så vi kun har det bedste tilbage.
Litteratur, musik og billedkunst kan være umoderne og irrelevant i lange tider, og alligevel leve op igen, når nye generationer får øje på kvaliteter, der har været skjulte i flere hundrede år. Kun dansen er så uendeligt sårbar, at den sjældent lever længere end nogle få år.
Bournonvilles balletter, der ikke findes fuldstændigt nedskrevne, døde, såsnart ingen dansere længere kunne huske trinfølgerne - og ikke alle kongens mænd kunne vække dem til live igen.

Glemsel
Der findes en tyrkertro i danseetablissementet på, at tiden vælger rigtigt, når kun et par stykker af de over 50 balletter, Bournonville skabte, overlever.
Går man til kilderne og ser, hvilke værker, der blev spillet mest i hans egen tid, finder vi den historiske ballet Waldemar på andenpladsen, Toreadoren som nummer tre, La Ventana, Bellman og Folkefesten i Albano som henholdsvis nummer 6,7 og 8. Brudefesten i Hardanger, som er nummer 10 får immervæk 95 opførelser, før vi når til Sylfiden på tolvtepladsen med kun 80.
Det vil aldrig blive muligt at bedømme, om disse døde balletter havde kvaliteter, der kunne berettige deres genopståen på scenen, for trangen til at glemme har altid været større i Den Kongelige Ballet end trangen til at bevare.
I vore dage kan den traditionelle videregivelse af rollerne fra danser til danser hjælpes på gled af notationer af trinene af forskellig art og af videooptagelser fra ældre produktioner - men denne mekaniske overlevering giver alligevel kun rudimentære skeletter. Balletternes sjæl bringes videre, som altid, når begavede læremestre ånder på talentfulde og lydhøre yngre dansere.
Derfor har Den Kongelige Ballets ledelseskrise fået så mange til at frygte for, at Bournonville ville få lige så svært ved at overleve i Danmark som storken - kun et enkelt par balletter, Sylfiden og Napoli kunne holde sig på vingerne - resten måtte afskrives som stendøde.

Dansernes aften
Premieren på den nyeste version af Napoli har derfor været imødeset med angst og bæven: Var der overhovedet liv i Bournonville-traditionen endnu?
Gerne ville man kunne berette, at det var en total triumf for den gamle mester, at man nu endelig igen kan se den ægte vare, men der er ikke tale om nogen Fugl Fønix, der genopstår af asken.
Det var ikke dansernes skyld. Det var en stor fornøjelse at se Thomas Lund som fiskeren Gennaro og Tina Høilund som hans udkårne Teresina. Begge har ynde og vilje til at følge den ægte naivitet i Napolis historie om kampen imellem lys og mørke, Vorherre og de dæmoniske kræfter i havets dyb.
Tina Højlund har en ren og gammeldags pigelighed, der er meget indtagende, og fornem beherskelse i Bournonville-trinene. Thomas Lund er den mest åndfulde af ballettens dansere, og smittende engageret i sin rolle. Begge føjer de et velgørende temperament til de napoletanske karakterer, så vi slipper for at se dansende guldalderglansbilleder.
Den nuværende version af Napoli har bevaret Dinna Bjørns rekonstruktion af anden aktens dæmoniske verden hos havånden Golfo. Smukkere kostumeret dennegang end sidst, men uden den arketypiske frygt for havet, der kan hæve Teresinas prøvelser til vedkommende teater.
Napolis tredjeakt er livs-glædens højeste udtryk i balletlitteraturen, og selvom den stedvis var mere indstuderet end naturlig endte den nyeste forestilling som mere end kulturhistorisk danseeksamen. Det er stadigvæk smukt at se, hvorledes Henriette Muus har det helt præcise Bournonville-mål af sødme, lethed og moderation, ligesom Henning Albrechtsen, sin flotte højde tiltrods, altid har ballon og den tilstrækkelige hurtighed i sine trin.
Det er også fint at følge Mads Blangstrups udvikling, og i tarantellen med den udmærkede Claire Ratcliffe, tegnede han med et par elegante streger et drilsk temperament.
Der er danseglæde nok, mens det napoletanske genrebillede og karakterrollerne står svagere i den nye version end den forrige, så nogen komplet Bournonville-genfødsel kan man endnu ikke tale om.
Til gengæld kunne man glæde sig over, at dirigenten Jonathan McPhee og Det Kongelige Kapel tog musikken alvorligt og spillede med delikatesse og fornem stil-sans. Bliv endelig ved, please, maëstro!

*'Napoli eller Fiskeren og hans Brud'. Ballet af August Bournonville, iscenesat af Dinna Bjørn og Frank Andersen m.fl. Dirigent: Jonathan McPhee. Danses med to nye hold inden sommerlukning: Premiere henholdsvis 19. maj (Petrusjka Broholm, Johan Kobborg) og 21. maj (Caroline Cavallo, Mads Blangstrup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu