Læsetid: 3 min.

Ja til fællessang og frikadeller

29. maj 1998

Kampen blev vundet af socialdemokraterne, mener socialdemokraterne. Nyrup bliver en Kohl-skikkelse, mener DSU-formand. Kampen om S-hjerterne fortsætter

Jubel afløste hammondorgel, da den første løse prognose ramte Socialdemokraternes festlokale på valgaftenen.
"Nu ska' Drude kraftedeme tude," betroede Freddy Blak, medlem af Europa-Parlamentet for socialdemokraterne, til Information. Sloganet har båret Blak gennem 120 møder rundt om i landet.
Socialdemokraterne modtog sejren med jubel, og derefter afdæmpet tilfredshed. Snakken i det store parti går på, hvor høj ja-procenten bliver blandt egne vælgere.
"Jeg tror det er socialdemokraterne, der har båret resultatet hjem," siger DSU-formand Morten Bødskov. Han tror, at socialdemokraterne stemmer for Amsterdam med 60-40.
"Husk på, at vi vedtog en enstemmig EU-udtalelse på vores kongres. For bare to år siden var der folk, der decideret udvandrede. De hardcore modstandere vi har, også i Folketinget, har rettet ind. Samtidig har Steen Gades centrum-venstre alliance haft stor betydning. Og så tror jeg, at socialdemokraternes vælgere har sagt fandeme nej til Ekstra Bladets kampagne," spår Bødskov.

Nyrup i nyt lys
Sejren stiller Nyrup i et nyt lys. Hans sejr ved folketingsvalget, og hans sejr i aftes, giver ham mulighed for at blive en Kohl-agtig skikkelse, der kan sidde ved valg efter valg. "Det kunne være godt," siger Bødskov.
Den socialdemokratiske valgaften blev behørigt fejret med fællessang, fadøl og frikadeller.
Formanden for Folketingets Europaudvalg, Jacob Buksti, begejstredes ved den nye socialdemokratiske Europalinie: "60-40 i partiet ville være flot. Jeg tror, at mange af vores tvivlere denne gang har undladt at møde op for at stemme nej.
Det er selvfølgelig vores pligt at vise hensyn overfor skeptikerne. Og hvis du sammenholder det med at den fransk-tyske drivkraft i EU er svækket, så er der et vacuum, som statsministeren kan udnytte til at lede EU i retning af de nordiske værdier. Dét vil være grobunden for en folkelig dialog med kritikerne," siger Buksti.
For der er stadig mange i det store parti, der ikke begejstres for EU. Og der er kræfter, der arbejder med modstandergruppen. Dan Agervig, der udfordrer Niels Sindal i kampen om en S-plads i Europa-Parlamentet, har skrevet bogen "Egons Udestue", hvor udestuen symboliserer EU-samarbejdet i stærkt forenklet, symbolsk form. Agervig turnerer, blandt andet i vælgerforeninger, med "Egons Udestue" i foredragsform.

Tænker i billeder
"Tre fjerdedele af os tænker i billeder. Det gælder om at få forklaret sagerne, så de indre billeder bliver tændt. Modstanderne bruger billedsprog som Unions-toget, salamitaktik osv. I "Egons Udestue" taler jeg til øjnene og hjertet," sagde Agervig i går over en sejrs-fadøl. Han har netop skrevet en ny bog, Amster-Dan, hvor traktaten er et træ.
Udvidelsen er træets krone, og respekten for forbeholdene er rødderne.
For første gang har socialdemokraterne denne gang annonceret i ugebladene. Det samme har både SF og JuniBevægelsen gjort i flere valg allerede. Samtidig retter den socialdemokratiske kampagne sig mere mod de lokale medier end mod de landsdækkende. Det er også en af grundene til det store socialdemokratiske ja, siger de selv.
Den socialdemokratiske valgfest bragte et sceneri, der beviste at storkonflikten ikke har slået skår i toppen af det store regeringsparti. Finansminister Mogens Lykketoft, arbejdsminister Ove Hygum og LO-formand Hans Jensen stillede villigt op til fælles-fotografering med store smil og himmelvendte tommelfingre.
Det socialdemokratiske lokale blev besøgt af en tidligere kollega, nemlig Norges ambassadør i Danmark, tidligere udenrigsminister Thorvald Stoltenberg. Han var fuldt ud lige så tilfreds med resultatet som de danske partifæller.
"Gennem Danmark har Norge en gammel og vigtig kanal til EU. Det er bestemt ikke i norsk interesse med et Danmark der er svækket i EU-samarbejdet," sagde Stoltenberg.

(1.udg. af avisen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her