Læsetid: 4 min.

Hvor mange jazzplader kan der sælges?

23. maj 1998

Om Mosaic, Blue Note og Verve, og hvordan det kan gøres rentabelt at udgive jazzklassikere

RIFFS
For en tredive år siden forlød det, at en lp med dansk jazz en rum tid efter udgivelsen kun var blevet solgt i 50 eksemplarer. Der var såmænd ikke noget i vejen med pladen, ejheller med musikerne eller musikken, publikum havde bare ikke været interesseret i at erhverve produktet.
Formentlig er det gået tilsvarende med en del andre danske plader. I enkelte tilfælde kunne salgstallene nå op på 1000 og mere, i andre blev det bekræftet at jazzmusik var noget for et mindretal, i modsætning til en del klassisk musik, rockmusik og anden populærmusik.
Men i øvrigt hører det så med til historien, at den plade, som der i første omgang kun blev solgt et halvt hundrede stykker af, efter et par års forløb var forsvundet fra hylderne og ikke til at opdrive. Hvilket måske siger noget om, at jazzpladesalg også er bestemt af langsom omsættelighed.
De store oplag blev der dog næppe tale om af den plade, der til at begynde med kun fandt 50 købere.

De begrænsede oplag
Når det drejer sig om amerikanske plader, får man sjældent noget konkret at vide om oplagsstørrelser. Men der er undtagelser. F.eks. når det drejer sig om udgivelser med begrænsede oplag, et fænomen som har bredt sig en del i de sidste år. Det startede med postordrefirmaet Mosaic, som for snart 20 år siden begyndte at udgive komplette sæt af optagelser med enkelte musikere og orkestre fra enkelte plademærker. Oplagene var begrænsede til de antal eksemplarer, Mosaic havde kontrakt på at genudgive, og disse oplag rummede samtidig opfordringer til køberne om at kende deres besøgelsestid.
Med den seneste Mosaic-brochure er man nået op på 76 pladesæt, og af dem er de første 49 med enkelte undtagelser udsolgt, men vil ifølge hele arrangementet ikke blive genoptrykt. Normalt udsendes både lp- og cd-sæt i samlede oplag på normalt 5.000 eller 7.500 eksemplader, og cd-sættene rummer sædvanligvis fire-seks cd'er.
Selv et stort sæt som Classic Capitol Sessions (12 cd'er eller 19 lp'er) er trykt i 5.000 eks., mens The Complete Commodore Jazz Recordings i tre sæt på sammenlagt 66 (!) lp'er (ingen cd-udgave) kun er trykt i 2.500 eks., som til gengæld alle er udsolgt. En enkelt udgivelse er Mosaics egen og har derfor ikke begrænsning på oplaget, de berømte Dean Benedetti-optagelser fra 1947-48 med Charlie Parker (syv cd'er/10 lp'er).
Man kan komme i forbindelse med foretagendet på adressen: Mosaic Records, 35 Melrose Place, Stamford, CT 06902-7533; tlf.: 00-1-203-327-7111; fax: 00-1-203-323-3526; e-mail: mosrec@ix.netcom.com

Serie for kendere
Inspireret af Mosaic's eksempel har også Blue Note startet en serie med cd-udgivelser i begrænset oplag, nærliggende fordi Michael Cuscuna er producer i begge tilfælde. Blue Note-udgivelserne findes i en connoisseur series, og her oplyses oplagene ikke, kun at pladerne, som ikke genoptrykkes, på et tidspunkt er udsolgt.
På den måde smuttede en af de mest attraktive plader for mig, Wayne Shorters The All Seeing Eye, som jeg derfor fortsat må nøjes med at have på lp. Der er foreløbig udsendt godt et halvt hundrede plader i denne serie, og heraf er omkring en trediedel igen udgået, så det er om at være på mærkerne.
Ejendommeligt nok har hverken Sony-Columbia eller BMG-RCA tilsvarende programmer for deres genudgivelser, men de koncentrerer sig jo også om deres største navne. Det tredie af de multi-nationale selskaber sigter meget bredere.

Verve's Elite-udgaver
Det mest omfattende program for genudgivelser af jazzmusik findes på Polygrams Verve-etikette. Her er dels Master Edition-serien med større navne og ubegrænsede oplag, dels Elite Edition-serien med mere speciel appeal og oplag, der ligesom Mosaics ikke genoptrykkes.
Øjensynligt har man i første omgang undervurderet attraktionerne ved sidstnævnte serie, for af de første 14 udgivelser er det kun de fire senest udgivne, der stadig kan fås. De første ti er trykt i oplag, der ligner Mosaics, men med den vigtige forskel at det er enkelt-cd'er, som bringes i almindelig handel.
Og her har det tydeligvis været helt utilstrækkeligt at udbyde 6.500 eksemplarer med Dizzy Gillespie og Dinah Washington, 6.000 med Hank Jones, Tal Farlow, Sonny Stitt, Wynton Kelly og Art Farmer, og 5.500 med Clark Terry og Johnny Smith. Interessant nok har de sidste fire udgivelser da også meget større oplag.
Art Farmer-Benny Golson Jazztetten og pladen med Illinois Jacquet og Ben Webster er således begge trykt i 8.200 eksemplarer, og Lee Konitz' Motion i 7.000, skønt det er en tredobbelt cd-udgave. Og helt op på 13.000 kommer man med Stan Getz og Clarke-Boland Big Band, men det skyldes måske solistens navn mere end den rent musikalske kvalitet.
I hvert fald begynder man især med denne serie udgivelser at få en idé om, hvad der internationalt kan sælges af plader med vintage jazzmusik. Det er oplag, som givetvis er rentable for udgiverne, især da de grundlæggende udgifter for længst er afskrevet.
Men selvfølgelig er vi langt fra de salgstal, der kendes fra rockmusikken og den klassiske musik. Jazz er fortsat elitær musik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu