Læsetid: 4 min.

Kærlighed i tidens ånd

1. maj 1998

Tre nye produktioner fra Dansk Novellefilm om den svære kærlighed i 1990'erne

NOVELLEFILM
I tre korte fiktionsfilm fra Dansk Novellefilm tages de aktuelle vilkår for 'ægte kærlighed' under mere eller mindre satirisk behandling. I Laslo's tema kommer jalousi og ambitioner på tværs af en stormfuld, men ikke videre dyb forelskelse.
I Så smukt! reduceres kærligheden til en voyeuristisk leg med følelser. Og i Kys, kærlighed og kroner gives et utraditionelt bud på monogamiens balance mellem tryghed og eventyr.
Claus Ploug, uddannet fra Den Danske Filmskole i 1979, vil af temmelig mange huskes som instruktøren bag Pan-duro-filmatiseringen Den ubetænksomme elsker (1982), mens kun ganske få fandt frem til Opbrud (1988), en
road movie på lavt budget om to mænds rejse gennem Danmark, længe inden at dét blev moderne.
Efter en længere pause er Ploug nu tilbage med den halvlange novellefilm Laslo's tema, baseret på Kim Fupz Aakesons roman Min Laslo. Indholdet i den nye film kan i en vis forstand ses som en opdatering af den drifter-tematik, der blev lagt ud i Opbrud. Filmen melder ikke klart ud om tid og sted, men man er vist ikke helt galt på den, hvis man får associationer i retning af Københavns café- og musikmiljø i de sene 1990-ere.

Trist livstema
Hovedpersonen er en typisk 90'er-figur, saxofonisten Laslo (Lars Mikkelsen), en rodløs strejfer med hang til café-diske og natteliv. Han er typen, der glider med strømmen uden for alvor at engagere sig i nogen eller noget ud over drømmen om et gennembrud som musiker.
En dag lader han sig overrumple af den spontane og levende Nicole (Susanne Storm). For Nicole repræsenterer Laslo den jazzverden, hun gerne vil ind i. Laslo er smigret over den uforbeholdne beundring, og snart deler de seng og bord i hendes tagkammer. Lykken holder indtil Laslo giver Nicole en chance med sin trio. På rekordtid overhaler hun hans stagnerede karriere, og nu er situationen pludselig vendt til, at det er Laslo, der er jaloux på Nicoles succes.
Laslo's tema har godt fat i hovedpersonens problemer med at åbne og flytte sig, men filmen lider generelt under manglende troværdighed. Der savnes en autentisk atmosfære omkring personerne, og især tror man ikke på Laslo som en ambitiøs saxofonist.
Man forstår intentionerne bag de enkelte situationer, men iscenesættelsen savner fylde og nuancer, og faktisk fungerer spillet først hen imod slutningen, omkring det tidspunkt, hvor forholdet kollapser, og Laslo er på nippet til at erkende, hvad der er hans livs triste tema.

Veninderitual
Mere optimistisk er tonen ikke i debutanten Thomas Rostocks blot 22 minutter lange Så smukt! To veninder mødes jævnligt på en café omkring et privat ritual. De skiftes til at reflektere på kontaktannoncer, hvorefter de udveksler detaljerede rapporter fra mødet med det seneste 'offer'. Det er et kynisk spil, angiveligt gennemført i jagten på den store kærlighed, men i realiteten et udtryk for en tid, hvor respekten for andre menneskers følelser kan ligge på et meget lille sted.
Filmen udspiller sig omkring et af venindernes café-seancer, et møde, der meget vel kan blive deres sidste, idet det omsider er hovedpersonernes egne følelser, som er kommet i klemme.
Anne (Rikke Weissfeld) gløder af begejstring over at skulle udlevere sin seneste 'erobring', den lidt ældre fotograf Erik Hvidfeldt (Peter Hesse Overgaard). Karina (Puk Scharbau) lytter intenst, og snart bevæger filmen sig ind i fortællerens beretning. Stævnemødet starter tilforladeligt, omend ikke specielt lovende, men gradvist afdækkes en urovækkende sandhed, hvis hårrejsende rækkevidde omsider belyses fuldt ud i fotografens mørkekammer.
Det er klædeligt, at hemmeligheden om Erik Hvidfeldt ikke afsløres i filmen, og Så smukt! skal i det hele taget ikke frakendes en egen stil og tone.

Eksotisk hverdag
Det samme gælder Louise Andreasens Kys, kærlighed og kroner, hvor Peter Reichhardt og Trine Dyrholm i allegoriens form fremstiller et par, som pejler sig frem til deres helt egen version af et lykkeligt samliv.
Steen er en nørdet bibliotikar, hvis bebrillede hoved er stopfyldt med litteraturens billeder af romantisk kærlighed. Emma er en tigeragtig femme fatale, som af uvisse årsager kaster sin kærlighed på filmens tøffelhelt.
Efter første rendez-vous er Steen i den syvende himmel, men allerede ved næste møde begynder advarselslamperne at blinke: Emma vil have penge for dét! Et hundrede og halvtreds kroner pr. gang - bare sådan for at vide, at han respekterer og sætter pris på hende.
Steen er pirret og vender gang på gang tilbage, omend han slår sig tøjret under den usædvanlige ordning. Ikke desto mindre ender de med at flytte sammen, og efter en del turbulens og forhandling viser det sig, at det måske er muligt at indføre elementer i parforholdet, som kaster et skær af eksotisme over hverdagen.
At handlingen afsløres her, betyder ikke det store. Filmens pointer og kvaliteter ligger i nuancerne og den skæve iscenesættelse, hvor personerne på skift falder ud af rollerne og henvender sig direkte til publikum. Dyrholm og Reichhardt er tæt på at ramme plet i de to hovedroller, mens flere af birollerne er for svage.
Og ligesom det gælder for de to først omtalte film, er fundamentet under Kys, kærlighed og kroner i det hele taget noget skrøbeligt.
Alt i alt er der ingen af de tre film, man vil spå en længere levetid. Vi er i afdelingen for tidstypiske parenteser; værker, der suger næring af en aktuel ånd, og som uden at lægge sig for langt fra den herskende trend bidrager med nuancer og detaljer til døgnets kværn.

*Laslo's tema. Instr.: Claus Ploug, 40 min.
*Så smukt! Instr.: Thomas Rostock, 22 min.
*Kys, kærlighed og kroner. Instr.: Louise Andreasen, 27 min.
Distribution: Det Danske Filminstitut, Kort- og Dokumentarfilm

Alle tre film vises i Filmhuset i København kl. 19.30 hver dag i maj, undt. man. og tors.: Kys, kærlighed og kroner 1.-17. maj; Laslo's tema og Så smukt! 19.-31. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her