Læsetid: 3 min.

Kalkuleret afstumpethed

1. maj 1998

Mads Brenøes nye, primitive historier har ikke meget med litteratur at gøre

NOVELLER
Allerede i anden linje af den første novelle i Mads Brenøes nye bog dukker den første sprogfejl op. Når man slutter læsningen godt hundrede sider længere fremme, har man måttet fægte sig igennem en urskov af kommafejl og galt anbragte adjektiv-t'er samt døje med en kluntet og ofte direkte sjusket syntaks.
Måske det havde været al umagen værd, hvis forfatteren havde haft noget på hjerte eller brændt for et helt særligt æstetisk projekt. Men Brenøes noveller har ingen indre nødvendighed og ingen kunstnerisk kraft, affattet som de er i et sløset, uskønt sprog, der bortset fra en enkelt (ret ubehjælpsom) stilparodi vel sagtens skal mime daglig snak med dens ledgenoptagelser og ufærdige konstruktioner.
Resultatet bliver mestendels tom redundans som i flg. eksempel, hentet fra en pjattet historie om en fyr ved navn Hans, der kalder alt og alle for Hans, også sin kone, Ulla:

"Ulla burde hedde Hans.
Hun ville bare ikke. Og det generede ham. Det generede ham grusomt.
Så kom der en periode, hvor han bare kaldte hende for Hans alligevel. Altså mod hendes vilje.
Det skulle han aldrig have gjort.
Første gang kiggede hun bare på ham og blev rigtig stille.
Anden gang kiggede hun bare væk fra ham og blev ... nåja: rigtig rigtig rigtig stille.
Tredie gang, ja, der vendte hun sig bare om og slog ham hårdt i ansigtet med knyttet næve, så han gik i gulvet ude i entreen og havde hovedpine tre dage efter."

Dette skal vistnok forestille Ung Dansk Litteratur. Men det har ikke meget med fortællekunst at gøre, så poppet og fladt som det er.
Titelnovellen beskriver i jeg-form en yngre mand, der belurer sin kæreste.
Det fremgår indirekte, at fyren må være pervers: en monoman psykopat indspundet i tvangsritualer. Derfor har han sådan set ret, når han erklærer, at hans evige beluringer ikke har spor med sex at gøre.
Til gengæld får forfatteren et problem med at gøre figuren psykologisk sandsynlig: hvordan kan en mand på samme tid være så indsigtsfuld og så dum? Hvordan stemmer hans viden overens med hans postulerede ikke-viden?

Skærefast ironi
Svaret blæser i vinden, men spørgsmålet opstår igen og igen, fordi Mads Brenøe på den ene side vil betjene sig af en ironi, der er så tyk, at man kan skære i den, og på den anden side vil have læseren til at tro på og måske forarges over novellernes 'realistiske' billeder af vold og afstumpethed.
Det raffineret primitive og kalkuleret ækle, som Brenøe dyrkede i sin debut Så megen vrede (1993), er gået hen og blevet hans vandmærke som forfatter. Et adelsmærke ligner det just ikke.
Hvad der til at begynde med til forveksling lignede et talent på vej, er i færd med at løbe af sporet i sin jagt på fortænkte ideer og sin trættende monotoni.
Hvad skal man f.eks. stille op med en mand, der foragter sin kone, går op på loftet og sætter ild til sine gamle kærestebreve? Eller med lægen, der bevidst fejlbehandler sine patienter af lutter lede og misantropi? En syvårs pige, der skærer både sin hund og sig selv i benet for at skaffe mad til familien, og hvis fader derefter i et beklagende brev siger sit abonnement på Køkkenmagasinet af?
Nogle vil muligvis finde disse og andre småideer interessante, på tredjerangs splatterfilms niveau. Men Mads Brenøe formår end ikke at udføre sine ideer med stil. Hans afstumpethed hvad motivvalg angår, fordobles fatalt af hans mangel på sprogsans og smag.

*Mads Brenøe: Det har ikke spor med sex at gøre. Noveller. 120 s. Kr. 198. Samleren

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu