Læsetid: 2 min.

Kasparov på farten

18. maj 1998

Verdensmesteren knuste Topalov i Sofia og kridter banen op til efterårets duel mod Kramnik eller Shirov

SKAK
Det er efterhånden et stykke tid siden, vi har sat fokus på Garri Kasparov - verdensmesteren, som vi uden tøven vil kalde ham, selv om Caïssa (skakkens gudinde) skal vide, at forholdene i den internationale skakverden er kaotiske.
Som bekendt hedder det internationale skakforbund FIDE's verdensmester Anatolij Karpov, men alle skakeksperter er enige om, at Kasparov er verdens stærkeste spiller. Og verdensmester er han også. For sit eget forbund, som for tiden hedder WCC. Men organisationer er ligegyldige, mener Kasparov, der dermed antyder, at VM-titlen er hans personlige ejendom. Som han dog er gentleman nok til at sætte på spil med jævne mellemrum.
Nu er han ved at kridte banen op til efterårets store
duel, hvor vinderen af matchen mellem Kramnik og Shirov (den tager man hul på den 23. maj) skal dyste mod ham. Som et led i forberedelserne har Kasparov været i Sofia, hvor han under betydelig mediebevågenhed spillede en minimatch over fire hurtigpartier mod Bulgariens suverænt stærkeste spiller, Veselin Topalov, der i de sidste par år har haft en stamplads på verdens top-ti-liste. Det blev en ensidig affære. Kasparov vandt som det første parti efter 32 træk, det andet efter 39 - og med en
2-0-føring i ryggen spillede han gris i det tredje. Vi kommer ind efter 43 træk:
44. Dc3 ...
En skam. Efter 44. Dxa7 havde man haft muligheden for at opleve en køn mat:
44.-, De3! 45. fxe3, Sf3+ 46. Kh1, Th2+.
44. -, Ld7?
Her glemmer Kasparov gaffelmotivet: 44. -, Tc2 45. Txe8, Txc3 46. Txe5, Sf3+ etc. havde været den logiske afslutning på partiet.
45. Td8, Td1? - den ene fejl tager den anden, Kasparov må have haft travlt - 46. Txd7 ...
Herefter er kun et svindelnummer tilbage for sort - men det skal naturligvis afprøves, ikke mindst i betragtning af at klokken er ved at blive mange (man spillede med 2 x 25 minutter):
46. -, De4 ...
47. Txd5??
Og så får vi atter syn for den gamle sandhed om, at den spiller, der begår den sidste dumhed i et parti, taber:
47. -, Txf1+ 48. Opgivet - det havde Topalov åbenbart tid til inden matten på h1.
En demoraliseret Topalov ydede ikke megen modstand i det fjerde og sidste matchparti - 4-0 til Kasparov!
En ulige større udfordring venter verdensmesteren, når han i denne uge drager til Israel for at give sit helt personlige bidrag til festlighederne i anledning af den jødiske stats 50 års jubilæum. Kasparov har simpelthen udfordret det israelske OL-hold, der består af stormestrene Alterman, Husman, Smirin og Sutovskij. Reserverne tæller folk som Judasin og Psachis - det er den hidtil alvorligste opgave af denne art for Kasparov.
Der spilles to runder med normal betænkningstid - hvis man ellers kan kalde det normalt, at Kasparov i snit skal være fire gange så hurtig på aftrækkeren som den israelske kvartet, han er oppe imod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu