Den japanske kejser Akihito, der søndag kommer til Danmark, var kun en lille dreng under Anden Verdenskrig, men må stadig høre for de forbrydelser, der blev udført i faderens, kejser Hirohitos navn. Samtidig skal kejseren ligesom sine europæiske kolleger søge sin fremtidige rolle
Vore hjerter er fyldt
med dyb sorg og smerte.
Sådan sagde den japanske kejser Akihito angiveligt under det netop afsluttede besøg i Storbritannien. "Sorgen og smerten" var møntet på de britiske soldaters lidelser i japansk fangenskab under Anden Verdenskrig - og udtrykket var en kejserlig gestus, der søgte at imødekomme den hårde kritik, som den japanske kejser blev mødt med under det stormombruste besøg på de britiske øer. Her sørgede veteraner fra Anden Verdenskrig for at give parret en helt speciel og 'varm' velkomst.
Så varm, at kejser Akihito og kejserinde Michiko formentlig har brug for en smule fred og ro, når de i morgen ankommer til Danmark for at indlede et fem dages besøg.
Måske er det årsagen til, at besøget er delt op i to faser, så de første to dage er en uofficiel del af besøget, mens de næste tre er det officielle besøg hos den danske kongefamilie.
Ryggen til kejseren
Besøget i Storbritannien blev indledt i tirsdags, da kejser Akihito og dronning Elisabeth ankom til Buckingham Palace. Da de undervejs spejdede efter en folkemængde, som de kunne vinke til, blev de i stedet mødt af en broget forsamling af ældre mænd, stående på rad og række - og vel at mærke med ryggen vendt i foragt mod den japanske kejser.
Mens de fleste buh'ede af kejseren, brændte en enkelt højtråbende herre med fortjenstmedaljerne dinglende på brystet det japanske flag af for øjnene af kejserparret og hærskaren af pressefotografer.
Og således gik det til, at kejser Akihito endnu engang under et udlandsbesøg blev mødt af høje buh-råb og det, der er værre.
Endnu engang viste ofrene for japansk brutalitet under Anden Verdenskrig - i dette tilfælde tidligere britiske krigsfanger i japanske fangelejre - deres vrede og den størst mulige foragt over for kejseren.
"Jeg tilbragte tre et halvt år i japanske fangelejre i årene fra 1942 til 1945, og jeg håber inderligt, at vi aldrig mere vil komme til at opleve en så barbarisk nation," sagde en tidligere officer i luftvåbnet Glyn Thomas til nyhedsbureauet Reuter.
Som så mange af de øvrige demonstrerende krævede den 76-årige veteran en 'rigtig' undskyldning fra kejseren og desuden økonomisk kompensation for deres lidelser under krigen.
Repræsentant
De britiske veteraners krav er som et ekko af f.eks. koreanske kvinders råb om retfærdighed, fordi de blev brugt som sexslaver af japanske soldater under krigen, eller fra millioner af kinesere, der også i stor stil led under den japanske aggression.
Akihito selv var dengang for et halvt århundrede siden kun en lille dreng, og i den forstand uskyldig, fordi han ikke har været i stand til at give de ordrer, der førte til utallige japanske krigsforbrydelser.
Men alligevel står han i dag som den øverste repræsentant for en institution, der i høj grad var medvirkende til og ansvarlig for, at Japan i 1930'erne udviklede sig til en totalitær og aggressiv besættelsesmagt.
Som direkte efterkommer af den daværende kejser Hirohito, i hvis navn de japanske generaler førte krigen, og som kejser Hirohitos søn står Akihito i manges øjne stadig som repræsentant for denne mørke fortid. Han repræsenterer en nation og en institution, som den dag i dag endnu ikke er kommet overens med sin rolle under krigen eller har taget ansvar for datidens forbrydelser.
Strid om ord
Hverken Japan eller kejseren har fået sagt ordentlig undskyld, mener ofrene.
Men under sit besøg i Storbritannien forsøgte kejser Akihito på sin vis at give udtryk for noget, der med lidt god vilje kunne tolkes som et forsigtigt 'undskyld'.
Dagbladet The Independents forside var onsdag prydet med billedet af føromtalte vrede mand med det brændende japanske flag og desuden overskriften:
Akihito: My sorrow and pain.
Ordene stammede fra festmiddagen på Buckingham Palace, hvor kejser Akihito ifølge Independent sagde: "Vore hjerter er fyldt med dyb sorg og smerte" over de allierede soldaters lidelser i japansk fangenskab under Anden Verdenskrig.
Det var ikke et "undskyld", men det var, som flere britiske aviser konstaterede, så langt, som kejseren kunne gå i sin evige balancegang mellem omverdenens krav om en undskyldning og den japanske højrefløj og nationalisternes krav om det stik modsatte udfra den overbevisning, at Japan ikke har noget som helst at undskylde.
En tilføjelse
Men allerede torsdag var den gal igen: The Times kunne berette, at de britiske eks-fanger nu rasede over kejserens tale, fordi det ved nærmere eftersyn viste sig, at han rent faktisk ikke havde udtrykt sig så klart, som først antaget.
De britiske medier havde gengivet den engelske oversættelse af kejserens tale, der naturligvis forelå, så både dronningen og pressen kunne følge med, mens kejseren holdt sin tale - på japansk.
Ifølge den engelske oversættelse udtrykte kejseren dyb sorg, men flere kyndige udi det japanske sprog sagde til The Times, at hvis man oversatte ordret fra kejserens rigtige tale, indgik dette udtryk ikke. Akihito talte kun om dyb smerte.
Den japanske kejser sagde derfor følgende: "Vore hjerter er fyldt med dyb smerte" - og ikke "vore hjerter er fyldt med dyb sorg og smerte."
Altså 'kun' smerte, ikke sorg.
Det kan synes som ordkløveri, men det siger en hel del om de følelser, der er på spil - på begge sider.
En anonym kilde med forbindelser til det japanske kejserhus sagde til The Times, at kejseren ikke kunne tale om "sorg" i denne forbindelse, fordi det ville komme "for tæt på en egentlig undskyldning, hvilket er uacceptabelt for visse mennesker i Japan."
En talsmand for den japanske ambassade erkendte, at kejser Akihito ikke sagde ordet 'sorg' på japansk, men forklarede, at ordet var føjet ind i den engelske oversættelse for at gøre det klart for briterne, hvad det var han mente...
Mens talsmænd for det britiske udenrigsministerium gav udtryk for, at det var en "fair og akkurat oversættelse", rasede de britiske veteraner endnu mere og talte om et bevidst japansk forsøg på at "snyde" dem og den britiske offentlighed.
Samtidig vendte de deres vrede mod den britiske premierminister Tony Blair, der under besøget har forsøgt at sætte punktum for et halvt århundredes anstrengt forhold mellem de to nationer. Blair udtrykte sympati for veteranerne, men sagde samtidig, at det var på tide at se fremad og ikke kun tilbage.
Det guddommelige
Kejser Akihito har som sine kolleger i de europæiske kongehuse også brug for at se fremad.
Også han står over for problemet med at finde en måde, hvorpå kejserinstitutionen kan fortsætte med at være relevant i forhold til yngre generationer i en verden under konstant forandring.
En problemstilling, som også det danske kongehus tumler med, og som især har plaget det britiske kongehus, hvilket blev særlig tydeligt under krisen i forbindelse med prinsesse Dianas død, da dronning Elisabeth måtte give efter for folkets krav og lette lidt på de stive former.
Kejser Akihito, der blev født den 23. december 1933 - "til hele befolkningens store glæde", som det hedder i officielle japanske skrifter - er borgerlig gift med en datter af en fremtrædende forretningsmand.
Kronprins Naruhito har fulgt eksemplet og er også gift med en borgerlig. Kejseren taler almindeligt japansk, mens hans far Hirohito foretrak et særligt hofsprog.
Men samtidig med denne søgen efter en rolle, der passer til nutiden og fremtiden, skal monarkerne fortsat fungere som et bindeled til fortiden. Og her adskiller kejser Akihito sig fra sine europæiske kolleger.
Både i den forstand at den japanske fortid i forbindelse med kejserinstitutionen er så problematisk og uafklaret. Men også den japanske kejsers særlige 'guddommelige' fortid adskiller ham fra de mere 'dødelige' europæiske kongefamilier.
Indtil Akihitos far, kejser Hirohito den 1. januar 1946 frasagde sig sin guddommelige status, blev han og de foregående kejsere betragtet som direkte efterkommere af Solgudinden.
De var således levende guder, i modsætning til de europæiske monarker eller for den sags skyld den kinesiske kejser, der regerede ud fra et 'himmelsk mandat'.
Meiji-kejseren
Sådan et mandat kan fratages en konge eller kejser, hvis han ikke bestrider det til folkets bedste, mens en gud i skikkelse af en kejser ikke kan fratages noget som helst, men derimod fordrer absolut loyalitet og lydighed.
Og det var netop sådan en skikkelse, som en gruppe japanske ledere havde brug for i slutningen af sidste århundrede, da Japan blev sat under pres fra vestlige imperialister om at åbne grænserne mod omverdenen.
Denne gruppe ønskede at bygge en stærk og moderne japansk nationalstat, der kunne tage kampen op mod Vesten. Til det formål kunne de bruge Meiji-kejseren som en samlende figur i det feudale og splittede Japan, hvor de færreste indtil da havde hørt om kejseren.
De lagde derfor vægt på kejserens guddommelige afstamning, der samtidig skulle give japanerne en fælles identitet og samle dem i overbevisning om, at de tilhørte en helt enestående race.
Med Shinto-religionen som statsreligion og kejseren som dets overhoved, blev også de gamle konfucianske dyder som sønlig ærbødighed genopfrisket og autoritetstroen indprentet i befolkningen.
Kejseren blev fra 1868 således ikke bare en gud, men også hele nationens familieoverhoved, der kunne kræve ubetinget ærbødighed og lydighed i den nye japanske stat, der i bund og grund havde familien som forbillede.
Krig og nederlag
Dermed var vejen banet for Japans hastige industrialisering, men også for den katastrofale kurs, der i 1930'erne førte til militariseringen og det totalitære system, som førte Japan ud i et nådesløst krigseventyr og besættelse af det meste af Øst- og Sydøstasien.
Det var en krig, der blev udkæmpet i kejserens navn af frygtløse japanske soldater, som kæmpede til det sidste ud fra den forestilling, at de udgjorde et udvalgt folk, der havde ret til at herske over hele verden.
Og som i 1945 førte til nederlaget, efter at USA havde bragt verdens første og foreløbig sidste atombomber til sprængning over Japan.
Den efterfølgende amerikanske besættelse under general Douglas MacArthur søgte at gennemføre en demokratisering, og måtte derfor nødvendigvis rette blikket mod kejserinstitutionen. Kejser Hirohito blev frataget sin politiske magt, stat og religion blev adskilt, og som før nævnt frasagde kejseren sin guddommelighed nytårsdag 1946 med ordene:
"Båndene mellem os og folket har altid bygget på gensidig tillid og hengivenhed. De bygger ikke på legender og myter. De er ikke baseret på den forkerte opfattelse, at kejseren er guddommelig, og at det japanske folk er andre racer overlegent og udvalgt til at herske over verden."
Mens kejser Hirohito frasagde sig sin guddommelige status, fastholdt han dog opfattelsen om, at den japanske kejser skulle nedstamme fra guderne. MacArthur så gennem fingrene med det, fordi han anså kejserinstitutionen som nyttig og vigtig i bestræbelserne på at gennemføre demokratiske reformer i det krigshærgede og ustabile Japan.
Særlige forbindelser
Så selv om stat og religion formelt blev adskilt med den nye forfatning efter krigen, beholdt det japanske kejserhus forbindelserne til det guddommelige og holder dem stadig ved lige.
Kejser Akihito bruger således mindst 30 dage om året i kejserpaladsets Shinto-helligdomme, hvor han bl.a. tilbeder de kejserlige forfædre.
Han afholder sig dog fra at besøge den omstridte Yasukuni-helligdom, hvor japanske krigsofre og -helte mindes, og som omverdenen bevogter med den største omhu, sådan at ethvert officielt besøg betragtes som tegn på, at Japan igen forholder sig ambivalent til spørgsmålet om skyld.
Men kejserens øverste ansvarlige for ritualerne sender hvert forår og efterår kejserlige sendebude til festivalerne i Yasukuni.
Det er disse og andre tvetydige signaler såsom kejserens tale under besøget i Storbritannien, der er med til at holde liv i omverdenens mistanke om skjulte motiver hos den japanske kejser, og som igen og igen sender krigsofre på gaderne i protest, når kejserparret kommer på besøg.
Det sker dog næppe under det kommende besøg i Danmark, og dermed får kejser Akihito måske fred og ro til at få en god snak med dronning Margrethe om den svære balancegang mellem tradition og fornyelse.
