Læsetid: 5 min.

Kendt som fotograf - mod sin vilje

16. maj 1998

Man Rays fabrikationshemmeligheder og krokodilletårer

UDSTILLING
Det nedslidte Grand Palais i Paris, hvor glastaget stadig truer med at brase sammen i den centrale udstillingshal, rummer i øjeblikket - i et af sine mere solide sideannekser - en eksileret udstilling fra det lige så nedslidte Pompidoucenter. Her udstilles fotografier af amerikaneren EmMANuel RAdnitzskY, der i surrealismens og sin helt egen ånd kaldte sig Man Ray, for i 20'rnes og 30'rnes Paris at skabe et værk, der til hans egen fortrydelse gjorde ham verdenskendt som: fotograf.
Det allerbekendteste Man Ray-fotografi viser Kiki fra Montparnasses veldrejede ryg, portrætteret som strengeinstrument: Ingres violin.
Man Ray var en af de eneste i datidens kunstnerbefængte og eksperimenterende Montparnasse, som ikke havde alenlange kreditter, men prompte kunne betale regningen på mad og vin. Han havde nemlig lynhurtigt efter ankomsten til Paris i 1921, som var foranlediget af et begejstret møde med Marcel Duchamp i New York, etableret sig som en efterspurgt mode- og portrætfotograf. Dér var efterspørgslen, og dér var pengene. Men det var ikke inden for fotografiet, at ambitionen lå.
Det forblev Man Ray's store fortrydelse, at det ikke var som maler - og kunstner - han blev kendt. Ganske vist fik han i tidens løb sit væld af fotografier minimeret til et egentligt værk gennem en stædig udvælgelse, og han var tidligt anerkendt som surrealismens fotograf, der drillende føjede og forandrede mediet til de nye ideer. Men i 50'erne og 60'erne, hvor han forlængst havde lagt fotografiet bag sig, var det stadig disse fotografier, man spurgte efter fra hele verden. Man spurgte ikke efter maleren Man Ray. De gamle negativer blev kaldt frem af stalden og sendt rundt i manegen og verden til endnu en forestilling. Fra skuffer og kasser blev Kiki, glastårerne og den duchampske støvdyrkelse kaldt frem igen for publikum fra New York til Louisiana i Humlebæk.

Bag om værket
Alt dette og mere til er at se på den udstilling, som Grand Palais nu byder på. Ud af en testamenteret stak på 13.500 negativer og 500 kontaktkopier og med lån fra alverdens samlinger, har Emmanuel de L'Ecotais og Alain Sayag på Pompidoucentrets vegne foranstaltet udstillingen Fotografiet på vrangen. Og der er meget at se her, som det ikke var Man Ray's mening, at man skulle se. Udstillingsarrangørerne har nemlig valgt at gå bagom værket for at afsløre arbejdsprocessen og ikke - som i hidtidige udstillinger - ærbødigt at koncentrere sig om slutproduktet.
I stedet for kun at præsentere de magiske, færdige billeder, udstilles på nærmest blasfemisk vis kontaktkopierne med den blyantstregning eller foldning, som indkredser det endelige billede. Hvad, der afsløres gennem dette og rækken af såkaldt kommercielle modefotografier er, hvordan dette multitalent ikke mindst sætter sig selv i værk. En i-værk-sættelse, man skal tæt op til vor egen tid, for at finde mage til. Det minder om Andy Warhol, og alligevel findes der ikke noget tilsvarende nu, fordi det hele - når resultatet foreligger - forekommer så ubekymret, så let, så elegant smukt og utilnærmeligt forførerisk. Man kan jo kun gisne om, hvad dette er, som stadig gør det så virkningsfuldt. Og i bagspejlet så melankolsk tiltrækkende.

Leg og nydelse
Kodeordet er forskydning. Man Ray foretager sig i virkeligheden aldrig det, han virkelig vil, og derfor kan han tage det så let. Han gør en nydelse ud af nødvendigheden. Det ubesværede bliver hans varemærke. Duchamp definerer det med surrealistisk humor og psykologisk dybde, som at Man Ray er det maskuline navn for "joie, jouer, jouir" altså "glæde, leg og nydelse". Fotografierne fremstår som ubekymret 'udløsning', de mange eksperimenter er del af en leg, en jongleren. Ligesom det ubekymrede forhold, der synes at have været til det hav af underskønne kvinder, som danser, kysser og blotter sig for kameraet. Som om de bliver set - og dog ikke.
Det er rørende at opdage, at i nogle af de smukkeste værker, hvor en skulder blottes, en nakke afsløres, et spændt bryst spirer frem, afslører kontaktarket, at en kjole eller et korset er krænget ned. Strømperne hænger lige under de sublime røve, som stiger ind i fotografiet og kunstens historie: hvilken tillid. Men det er ikke så mærkeligt endda, for Man Ray er aldrig påtrængende. Selv når han fotograferede et ansigt, skete det på afstand. Ud af et figurbillede hentes en enkelt profil ind. Dér, hvor kroppen tror sig fotograferet - om det er den underskønne Lee Miller eller den mystiske Salvador Dali - zoomes der i mørkekammeret ind på ansigtet eller øjnene.
Fra starten ser Man Ray Salvador Dali's diabolske øjne og gør dem til kliché i ordets bogstaveligste forstand. Han klipper dem ud, forstørrer dem og gør dem til et billede. Men dér, hvor billedet tages, er afstanden altid den samme.
Forskydning mellem den afstand, der lægges, når billedet tages, og den nærhed der videregives. Forskydning mellem ekspertisen, som hentes fra de ekstremt kontrollerede modebilleder, og friheden, som ligger i den fotografiske eksperimentering. Forskydning mellem de kølige kvindebilleder, fordoblet i bevægelse eller - som det er tilfældet med Kiki - med en enorm slagskygge, som gør hendes imødekommende smil truende af underfundig bagtanke. Eller markise Luisa Casatis notorisk mystiske øjne, der bliver til fire eller seks.

Bornert opdeling
Udstillingens svaghed er bornert at have delt det præsenterede materiale op i tre temaer: "Duplikation af realiteten" - hvor man finder modefototgrafier og portrætter, "Afgrænsning af realiteten" - hvor man især finder de velkendte surrealistiske fotos, forstærket af solariseringseffekter, dobbelteksponeringer, rayogrammer m.m. Og så den "Forvanskede realitet", hvor eksperimenteringen er ført ud i yderste potens.
Men, hvis der er noget, denne udstilling tydeliggør, så er det, at hele værket hænger uløseligt sammen. Og at det allerstørste værk måske er, at have fået verden til at tro på æstetikeren, den legende, magelige kunstner, som dirigerede assistent - der oftest var kvinde - fra en seng, der var indrettet så både kontorarbejde, læsning, spisning og elskov kunne udføres uden at flytte sig en tomme ...
Til alt held kan man krydse gennem udstillingen, på tværs af tematiseringen og datidens foragt for fotografiet som kunstnerisk udtryksmiddel og opdage det enorme arbejde, der ligger bag saltomortalerne.
Som det sidste element på udstillingen, findes en præsentation af de matematiske objekter fra Poincaréinstituttet, som Man Ray opdagede og fotograferede med uforlignelig sensualitet i 36-37. Disse objekter peger hen mod det maleriske arbejde, som den fortvivlede æstetiker snart vendte sig mod. For allerede i 1944 holdt Man Ray op med at fotografere andet end sin elskede Juliet Browner og sine venner.
Man Ray døde i 1976. Hans fotografier rejser stadig verden rundt og cementerer denne forskudte verdensberømmelse, hvor legen er gjort til alvor. Det gjorde - ifølge hans eget udsagn i et af de sidste interview - at hans liv og den rolle han spillede i kunsthistorien kunne karakteriseres som den rene elendighed: "En kalamitet - men en betydningsfuld kalamitet".

*MAN RAY la photographie à L'envers. Galeries nationales du Grand Palais, indtil 29. juni 1998

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her